Legalisering af medicinsk cannabis i Libanon er en fis i en hornlygte

hucomx1utaj9uqpjlkekq_thumb_33b0
Hvis Libanons regering virkelig ønsker at gøre en forskel, bør de legalisere cannabis til rekreative formål, mener Ali Khoury, hvis cigaret kun indeholder normal tobak.
Foto: Marie-Anne Dayé
Gerd Kieffer-Døssing

22. juni 2021

I februar 2020 blev produktion af medicinsk cannabis gjort lovlig i Libanon som det første land i Mellemøsten. Libanon er allerede storproducent af planten, hvor produktionen, sammen med resten af landets landsbrugsproduktion, foregår i Bekaa-dalen. Her har fattige bønder i årevis levet af at dyrke hash, som de har solgt illegalt og tjent godt på – forrygende faktisk. 

Ifølge World Drug Report 2019, der udgives af FN’s organisation for narkotika og kriminalitet, er Libanon verdens tredje største producent af hash. Legalisering af cannabis til medicinsk og industrielt brug, for eksempel til tekstilproduktion, fremhæves mange steder som en smart løsning i lande, hvor den illegale produktion er høj. Hvorfor ikke udnytte den værdifulde afgrøde til fulde, så også staten og resten af landets indbyggere får noget ud af det, synes rationalet at være. For nylig er Marokko, verdens største producent af hash, slået ind på den vej, men i Libanon holder den præmis ikke.

Landet balancerer på kanten af et totalt sammenbrud og statsbankerot. Det libanesiske pund har mistet 90 procent af sin værdi på et år, regeringen og hele statsapparatet er kronisk korrupt, landbrugssektoren er underprioriteret, og intet peger på, at de hash-dyrkende landmænd vil få noget ud af at dele overskuddet med en stat, der ikke kommer til at bruge indtægten til at få landet på ret kurs, men stuver al overskud af vejen på udenlandske bankkonti, hvor inflationen ikke kan nå dem.

Uanset hvad, bliver det heller ikke til noget, vurderer Hania Chabal. Hun har i snart ti år arbejdet som selvstændig konsulent, hvor hun rådgiver internationale organisationer inden for den libanesiske landbrugssektor. Før det var hun ansat i FN og arbejdede inden for samme område.

“Loven er lagt på hylden, og den er den sidste af deres [politikernes, red.] bekymringer – de har alvorligere ting at forholde sig til,” siger Hania Chabal med henvisning til den umulige økonomiske situation, Libanon står i.

McKinsey-rapport gjorde udslaget
Hele legaliseringssnakken begyndte, da det internationale konsulentbureau McKinsey udgav Lebanon Economic Vision – en 1300 siders, 1,4 millioner dollars dyr rapport, der pegede på, hvordan landet skulle komme ud af sit økonomiske dødvande gennem en reformering af landsbrugssektoren. Efter tre år med reformer, spår rapporten, vil BNP-væksten være steget til seks procent, inden for fem-syv år ville arbejdsløsheden være halveret, og i 2025 ville bidraget fra den produktive sektor til BNP være steget fra 14 til 25 procent.

Rapporten kom ud i januar 2019, og 13 måneder senere blev loven stemt igennem.

”Det var en ren buzz. Det var: Jaaahh, vi gør det!, uuhhe, det er McKinsey – McKinsey!! – bzzz, skal vi gøre, det lad os gøre det, hvordan skal vi gøre det, årh det finder vi ud af!” siger Hania Chabal, mens hun imiterer lyden af summende, hektiske bier. ”De skyndte sig at få loven igennem i håbet om, at de ville få noget ud af denne mulighed. Og hvad skete der så?!” spørger hun retorisk.

Svaret er ingenting. Faktisk har intet på de store linjer rykket sig siden februar 2020, og det er der alt for mange grunde til.

“Vi har ikke investeret i den nødvendige forskning og de rette udviklingsmæssige analyser til rent faktisk at kunne identificere: Hvor står vi nu, og hvor er vi på vej hen. Heller ikke de ansatte i ministerierne har tilstrækkelig viden til at kunne implementere loven, der bare blev katapulteret ud, ganske ude af kontekst.”

Så det gik for hurtigt? Loven var ude af trit med virkeligheden i Libanon?

“Efter min vurdering, ja. Man bliver nødt til at have en grundig analyse af situationen, af konsekvenser og risici, før man kaster sig ud i sådan noget … især eftersom det aldrig er lykkedes regeringen at indføre en lov og sikre, at den bliver overholdt.”

Sagen er, forklarer Chabal, at i Libanon bliver love ikke efterfulgt af alt det opfølgende arbejde, der skal til for at sikre, at loven bliver fulgt i praksis. Alle de små detaljer omkring regulering og implementering. Det betyder, at du har en lov, der ganske vist er nedskrevet, men som er værdiløs i praksis, forklarer Hania Chabal og tilføjer ”præcis ligesom forbuddet mod rygning offentlige steder.”

Hun smiler, da hun ser Globalnyts udsendtes forbavselse. Sagen er, at alle ryger cigaretter i Libanon, overalt – også på offentlige steder, men det er altså ulovligt?!

”Ja, ifølge loven er det ulovligt, men ser du måske, at forbuddet opretholdes?! Nej, og det er præcis, det jeg taler om. Som jeg ser det, er dét hovedudfordringen: de forskellige modaliteter, der knytter sig til lovens implementering og regulering. Og uden dem vil overgangen fra illegal til legal produktion aldrig finde sted, og de vil altid eksistere og fungere parallelt.”

Den illegale handel med cannabis har bragt velstand til Yamouni, hvor imposante huse skyder op. De fleste bønder er dog småfarmere, men også de har kunnet sikre deres børns uddannelse gennem salget af den grønne plante.


Foto: Gerd Kieffer-Døssing

Som skabt for hinanden
Det billede bekræftes af cannabisdyrkerne selv.

I Yamouni, en lille landsby i 1.500-2.000 meters højde i Bekaa-dalen, har den grønne plante gennem de sidste 50 år dannet grundlag for byens velstand og vækst. Den finansielle krise i Libanon har med sin vanvittige inflation sendt priserne på byggematerialer i vejret, så stort set al konstruktion i landet er gået i stå, men ikke her. I Yamouni springer husene frem som stjernerne om natten – og hvilke huse: Disneyslot-lignende palæer med snoede trapper, tårne og krummelurer, og tempellignende bygninger med store søjlegange.

Både bygninger og børnenes uddannelse er betalt gennem det illegale salg af den lille grønne plante, som er brudt igennem den grove jord og ligger som et grønt dække over alle marker rundt om Yamouni. I efteråret vil planterne stå høje og tætte. 

Ali Khoury tager imod i en lille lund under et stort abrikostræ, der tilbyder både skygge og vind i et ellers bagende varmt landskab. Han serverer stærk varm kaffe, kogt over et lille ildsted omkranset af sten, i små kopper på et rødmønstret tykt tæppe.

Som resten af indbyggerne i Yamouni er Ali Khoury landmand, og på omkring tre ud af sine ni hektar land dyrker han cannabis, mens resten primært dækkes af æbletræer med små, grønne æbler, der er hårde at bide i og smager syrligt. Dyrkningen af hamp koster ham en femtedel af, hvad det koster at opdyrke resten af hans marker – og i modsætning til æblerne, behøver han aldrig være bekymret for, om høsten bliver god.

Det er dét samt forholdet mellem indsats og udbytte, der gør cannabisplanten så vanvittig tiltrækkende at dyrke her i Yamouni, hvor sneen ligger op til to meter tyk om vinteren.

Cannabis er en ufattelig taknemmelig plante, der ikke kræver meget, og altid giver noget igen. I juni er planterne stadig små – først i oktober og november er det høsttid.


Foto: Marie-Anne Dayé
”Cannabis har en stor tilpasningsevne. Den arbejder med jorden her, med højden. Vejrliget og højden tillader få alternative afgrøder, og ingen kan indbringe samme fortjeneste i forhold til indsatsen. Dét, du giver, giver den tilbage. Så selv, hvis du kun har lidt at give planten, vil den stadig give et udbytte,” siger Ali Khoury.

Den finansielle krise har også ramt Ali Khoury og de andre cannabisdyrkere i Yamouni. Priserne på diesel og gødning er steget, mens prisen på produktet er faldet – ydermere bliver de betalt i libanesiske pund, hvor inflationen er på himmelflugt. Faktisk har han tabt 70 procent af profitten på den grønne plante – og alligevel, trods tabet, kan det bedre betale sig at holde ved den end at kaste sig over andre afgrøder

”Det er stadig billigere at dyrke cannabis end andre afgrøder – især når man tager vejret heroppe i betragtning.”

Det kommer ikke til at fungere
Det formodes, at legaliseringen af hash vil kunne give den libanesiske stat en indtægt på en milliard dollars – penge, der lige nu kommer uregistreret ind i landet. Ali Khoury er som sådan ikke afvisende over for legaliseringen, hvis altså den følges op af ordentlige rammer og vilkår for bønderne, der skal omlægge deres produktion.

”Regeringen skal skabe incitamenter og give subsidier til at omlægge til legalt brug. Den bør vurdere de enkelte stykker land og kompensere bønderne, så de stopper med at dyrke cannabis til hashproduktion og overgår til at producere cannabis til regeringen. Det ville gøre en forskel, men det kommer ikke til at ske,” siger han.

Som det er nu, er dyrkning, salg og rygning af hash i rekreativt øjemed stadig ulovligt i Libanon, men præcis ligesom alle i Libanon ved, at politikerne er korrupte, ved alle i Libanon, at der dyrkes hash i Yamouni – også politikerne og sikkerhedsstyrkerne. Det sidste checkpoint inden Yamouni ligger sågar lige ud til en cannabismark. Og præcis som med alt andet profitabelt i Libanon har politikerne også en arm godt nede i pengeposen fra den illegale hashhandel 

”Det er politik! Vi eksporterer ikke noget i Libanon – vores eneste eksportvare er hash, så det er derfor politikerne vender det blinde øje til,” siger Ali Khoury. Det sker stadig, at folk ryger i fængsel for at ryge en joint, men hvis du har de rette politiske kontakter, sker der ikke noget, siger han. Sikkerhedsstyrkernes lejlighedsvise opdukken, hvor de ødelægger en mark eller to fungerer som en slags proforma, for pengene, som hashen indbringer, er tiltrængt i Libanon – og luner godt i politikernes lommer.

“De store dealere er politikerne; de er regeringen,“ siger Ali Khoury.

Derfor er han, ligesom Hania Chabal, afvisende overfor, at loven kommer til at spille nogen rolle – selv hvis det lykkes regeringen at implementere den. Ingen af småbønderne vil have chance for at komme i nærheden af de nødvendige licenser, og selvom nogle måske ville gå over til at sælge til regeringen, vil langt de fleste fortsætte med at dyrke hash ulovligt, som nu, vurderer han. Implementeres loven vil den medføre et statsmonopol, som ikke vil komme småbønderne og de traditionelt underprioriterede landområder til gode.

Selvom der er flere penge i cannabis, vil Ali Khoury ikke stoppe med at dyrke æbler; det var hans far, der plantede æbletræerne, så der er mange følelser forbundet med dem.


Foto: Marie-Anne Dayé

Hvilken vej for Libanons fødevareproduktion? 
For mange var McKinseys rapport et lys for enden af en meget, meget, meget lang tunnel, men fordi rapporten pegede på så mange muligheder, glemte man at medregne realiteterne. Og faktum er, at den reformering af landbrugssektoren, som rapporten henviser til, har trange kår, især fordi Libanon i årevis har underprioriteret landbrugsproduktionen.

”Der er ikke nogen fælles vision for Libanons landbrugssektor. Der er en strategi, men det er bare et dokument – den ser smuk ud på papir, men når det kommer til implementeringen, er der ingen ressourcer,” siger Hania Chabal og peger på, hvordan den manglende vision har været med til at skabe en ubalance mellem import og eksport, og sammenligner Libanon med Marokko.

”I Marokko har de en meget eksportorienteret produktion, hvor de fokuserer på citrusfrugter, som de producerer i enorme mængder, som de kan eksportere uden, at det har en indvirkning på det lokale marked. Fordi vi er et mindre land, har vi en mindre produktion – og vi har ikke en høj produktivitet i vores dyrkning af afgrøder. Så lige nu står vi et sted, hvor vi, hvis vi eksporterer mere, vil ende med fødevaremangel herhjemme og derfor skyhøje priser. Vi har ganske enkelt ikke fundet balancen mellem eksport og fødevaresikkerhed.”

Lige nu er Libanon ekstrahårdt ramt, da dets største eksportmarked for afgrøder, de arabiske Golfstater, siden slutningen af april har boycottet import af friske libanesiske landbrugsprodukter efter fundet af 5,3 millioner Captagon-piller, en form for speed, der produceres i Mellemøsten, skjult i en last med granatæbler. Samtidig vælter israelske varer ind på Golfmarkederne, og selvom Libanon muligvis kan følge med i forhold til kvalitet, så er israelerne langt foran, når det kommer til teknologi og logistik, forklarer Hania Chabal. Senest, fortæller hun, har Golfstaterne med Saudi Arabien i front udvidet boykotten til også at omfatte forarbejdede produkter. Hvis andre lande følger vil det være ”katastrofalt.”

“Landbrugssektoren lider lige nu. Den lider, og den er under enormt pres, fordi den er blevet underprioriteret i meget lang tid. På grund af krisen er der stort fokus på fødevaresikkerhed, men hvis du virkelig vil have investeringer og frisk valuta for at understøtte sektoren, så har du også brug for at eksportere. Jeg siger ikke, at vi skal stoppe med at forsyne det libanesiske marked og kun eksportere, men der er brug for begge dele.”

Selvom legaliseringen af medicinsk cannabis ligner en lavthængende frugt, der kan tiltrække tiltrængte udenlandske investeringer i friske dollars og komme en trængt nationaløkonomi til undsætning, er loven altså mest af alt – præcis ligesom mange andre af politikernes ord og løfter i Libanon – en tom skal. En fis i en hornlygte.

Hania Chabal peger på, at det allerede nu er svært at tiltrække investorer til andre sektorer, der er fuldstændig legale, og hvor der er et veldefineret marked, ganske enkelt på grund af den økonomiske situation: Den sindssyge vekselkurs, den manglende mulighed for at overføre penge, den manglende mulighed for at have en sikker energiforsyning – ja, sikker forsyning af noget overhovedet. Så hvis helt legitime forretningsmodeller bliver mere og mere urealiserbare, hvad så med en sektor, der rækker ind i virkelig ukendt territorium, der er præget af kriminalitet og har meget usikre udsigter?

”Ingen investorer vil komme til et land og investere i en så kontroversiel sektor, hvis ikke de har nogen garantier – og som et minimum sikkerhedsgarantier. Ingen,” siger Hania Chabal. “Ville du for eksempel som investor tage til Afghanistan lige nu og investere i valmueproduktion, selv hvis det var lovligt? Ville du? Medmindre Libanon laver det nødvendige forudgående arbejde, så alt er klart, gennemskueligt og transparent, så holder investorer sig væk. Hvor er klarheden? Hvor er transparensen? Og frem for alt: Hvor er sikkerheden?”

Ali Khoury ønsker at være anonym, da hashdyrkning er ulovligt i Libanon. Hans rigtige navn er redaktionen bekendt. Artiklen er produceret med hjælp fra Hassan Chraif.