Thailands regering vil ikke høre på magtkritisk rapmusik

gettyimages-1229539732
Optagelserne til videoen til Rap against Dictatorships seneste single, 'Reform', fandt sted midt under demokratiprotester i Bangkok, den 8. november 2020. Videoen er nu blokeret på YouTube.
Foto: Geem Drake/SOPA Images/LightRocket via Getty Images
Forfatter billede

5. marts 2021

Da Thailands konge, Maha Vajiralongkorn, i november 2020 kaldte Thailand for ”kompromisernes land,” var det ikke alle, der tog ordene for gode varer.

Under en intens periode med stribevis af folkeprotester mod landets premierminister, forfatning og monarki havde myndighederne ikke ligefrem vist velvilje over for demonstranternes ønsker.

”Jeg føler, at det bare er tomme ord. Ordet kompromis er faktisk det modsatte af, hvad der er sket … som chikane, magtanvendelse og misbrug af lovgivning [fra myndighedernes side, red.],” sagde protestlederen Jutatip Sirikhan til Reuters om kongens udmelding.

Kompromiserne har der heller ikke været mange af i 2021, kan den thailandske rapgruppe Rap Against Dictatorship konstatere. Gruppen, som har været aktiv siden militærkuppet i 2014, rapper kritisk om alt fra magteliten til buddhismens rolle i Thailand.

Midt i november sidste år udgav gruppen singlen ’Reform’, der åbent kritiserer monarkiet – men små to måneder senere, i begyndelsen af januar 2021, blokerede YouTube i Thailand musikvideoen. Ifølge bandet selv skete det på den thailandske regerings opfordring.

”Godt nytår, alle sammen. Det her er vores nytårsgave fra vores regering: Vores musikvideo ’Reform’ er blevet bandlyst af regeringen, der henvendte sig til YouTube for at begrænse adgangen til videoen,” skrev gruppen på sin Facebookside den 4. januar. 

En stemme, der trodser magthaverne
Rap Against Dictatorship er et rapkollektiv, der samarbejder med en bred palet af musikere i landet. Kollektivet bryster sig af at repræsentere Thailands mange sociale lag – de 12 medlemmer tæller blandt andet en arkitekt og en tidligere gadedreng fra slummen – og frem for at rappe om mere typiske emner for genren, er Rap Against Dictatorships tekster kritiske over for styret og sætter fokus på problemerne med Thailands politiske elite

Lytter man til gruppens tekster, kan man måske godt forstå, hvorfor de øverstbefalende i Thailands styre ikke gider at høre på deres rapmusik. En af deres tekster lyder:

“You feast on our taxes so we ceased to be mute
No we ain’t gonna grovel, here’s our three finger salute
This government was un-fucking-elected
This shit is fucking infested”

Dermed lægger gruppens tekster op til et paradigmeskifte i det thailandske musikmiljø, hvor der siden mordet på sangeren Suraphon Sombatjaroen i 1968 har været en uskreven regel om ikke at gå imod militærets vilje. Suraphon Sombatjaroen blev dræbt efter have nægtet at spille en koncert for en ledende officer, og efter mordet skrev kunstnere primært kun positive sange med meget lidt eller slet ingen kritik af systemet og militæret. 

Selvom Rap Against Dictatorship har været aktiv siden 2014, var det først i 2018, at gruppen for alvor fik stor opmærksomhed som udgivelsen af singlen ’What My Country’s Got’, som var et modsvar til Thailands militærstøttede regering. Singlen blev rost i både ind- og udland af fans, kunstnere og menneskerettighedsorganisationer, og musikvideoen blev set af flere end 100 millioner på YouTube, hvor gruppens følgerskare nåede over 600.000.

Synergi med demokratibevægelsen
Det er altså et særdeles populært band, hvis nye musikvideo er blevet blokeret på YouTube.

Den censurerede single ’Reform’ retter direkte kritik mod kongen og den siddende premiere minister pakket ind i et sprog, som end ikke BBC vil citere af frygt for at blive blokeret i Thailand. Sangen fokuserer især på magthavernes ødselhed med skatteydernes penge uden reelt at sikre befolkningens rettigheder.

“People out on the streets to banish the shameless.
Exorcise the system that lets some people go blameless
Equality’s an empty word for us without providence
So we’re out for answers when you’ve erased all the evidence.”

Samtidig er der en klar forbindelse mellem Rap Against Dictatorship og de mange demonstranter, der sidste år fyldte Bangkoks gader med protestbannere, slagsange og den karakteristiske trefingersalut fra filmen Hunger Games, der symboliser demonstranternes tre krav til Thailands politiske system: Premierministeren skal træde tilbage, grundloven skal ændres, og monarkiet skal reformeres.

Protestbevægelsen er ledet af unge, der ønsker demokrati, og det paradigmeskift passer Rap Against Dictatorship glimrende ind i. Den blokerede video blev da også filmet på gaden under protester mod regeringen den 8. november sidste år, og flere af demonstranterne optrådte frivilligt som statister.

Videoen indeholder blandt andet optagelser af politiets voldsomme brug af vandkanoner mod de fredelige demonstranter; noget, som Human Rights Watch tidligere har fordømt som brud på basale menneskerettigheder. Menneskerettighedsorganisationen har pointeret, at kanonerne ikke udelukkende var ladet med rent vand, men at de også indeholdt en blå farve og et kemikalie, der muligvis bruges til tåregas.

Musikvideoen Reform fik næsten tre millioner visninger på godt fire dage.

Kongekritik var uhørt for fem år siden
Rap Against Dictatorships åbenlyse kritik af kongemagten strider mod al skik og brug i Thailand og er noget, mange ikke kunne forestille nogensinde ville ske for bare fem år siden, da den velansete Kong Bhumibol Adulyadej døde. 

Men hans søn, Maha Vajiralongkorn, er af en anden støbning. Hans ekstravagante livsstil, tvivlsomme karakter, image som playboy (han har været gift fire gange) og det faktum, at han tilbringer det meste af sin tid i Tyskland og ikke Thailand, har fået offentlig kritik ikke blot af monarkiet, men af kongen selv til at boble frem.

Blandt andet i rapkollektivets tekster, hvor de også henvender sig direkte til kongen: 

“Hello, you wanker. Hi, you bastard
Check mate, what’s your answer?
You now live in a country where pawns have a king captured
Taxes ain’t a bastard’s property
Burn through assets like you burn through ladies
Alright, it’s your business, just don’t burn through our money.”

Det provokerende og udfordrende sprog går imod alt, hvad det konservative Thailand betragter som sobert og respektfuldt. 

”Hvordan kan det nogensinde være i orden at bruge sådanne grimme ord?” siger en gulklædt kampagneleder for den proroyalistiske fløj til BBC om rapgruppens tekster. ”De fleste thailændere kan ikke lide det. Deres sange er så uhøflige, at jeg ikke gider at høre på dem.” 

Det er ikke ufarligt at kritisere kongehuset i Thailand, der har verdens strengeste lov for majestætsfornærmelse. Hvert lovbrud kan koste op til 15 års fængsel.

I slutningen af januar 2021 blev en thailandsk kvinde idømt minimum 43 års fængselsstraf for at fornærme monarkiet. Hun blev kendt skyldig for i 29 tilfælde at have delt eller publiceret videoklip, der kritiserer den royale familie, på YouTube og Facebook imellem 2014-2015 – hendes advokat har sagt, at det er den hårdeste straf for majestætsfornærmelse, der nogensinde er givet i Thailand.

Straffen faldt, efter en periode hvor lovene for majestætsfornærmelser ellers ikke blev håndhævet af myndighederne – men demokratiprotesterne i 2020 har tilsyneladende ændret politiets prioriteter. Ifølge nyhedsbureauet Reuters er mere end 40 ungdomsaktivister blevet sigtet for majestætsfornærmelse siden november 2020, men ingen af dem er endnu blevet dømt.

Udover den blokerede video, har hverken myndigheder eller monarki reageret på Rap Against Dictatorships indhold, men selv hvis de gjorde, er der ikke meget, der tyder på, at rapgruppen har tænkt sig at holde inde med sin kritik. I et interview med Foreign Policy fra sidste år, hvor protesterne i Bangkoks gader var på deres højeste, sagde rapkollektivets frontmand:

”Når regeringen stopper, stopper jeg også.”