Afrika-specialer
I samarbejde med Center for Afrikastudier på Københavns Universitet omtaler Globalnyt i en serie på fire artikler en række specialer fra studerende.
Artiklerne er skrevet i samarbejde med de studerende, og serien er støttet økonomisk af Center for Afrikastudier.
1. Tillid, stigma og nedlukning – fra ebola til corona
2. Når korruption kan være en god ting
Hvordan håndterer man graviditet og fødsel midt i en dødelig epidemi?
Hvordan rammer det befolkningen, når et samfund lukker ned for at begrænse smitte?
Og hvad gør det for tilliden til myndigheder, sundhedsvæsen og naboer, når en potentielt dødelig smitte spreder sig?
For en gangs skyld er det ikke coronapandemien, det handler om. Det er ebolaudbruddet i Sierra Leone i 2014-2016, som Melina Rosenkilde skrev speciale om ved Center for Afrikastudier – to år inden hele verden blev tvunget til at lukke ned, og vi alle fik udvidet det daglige ordforråd med ord som corona, Covid-19, flokimmunitet, mundbind og samfundssind.
Melina Rosenkilde, der oprindeligt er uddannet sygeplejerske med en fortid på et barselsafsnit, rejste til Sierra Leone i 2018 for at se nærmere på, hvordan ebolaudbruddet et par år forinden havde påvirket graviditet og fødsler i et land, der i forvejen har verdens højeste børnedødelighed og dødelighed blandt kvinder i barselssengen.
”Jeg ved, at fødsler på mange måder kan være uforudsigelige, der kan opstå forskellige akutte komplikationer i den forbindelse. Og når man er midt i epidemi, kan den give et ekstra lag uforudsigelighed, i den måde den spreder sig eller udvikler sig. Der er blandt andet også det problem, at der kan opstå mutationer i virusset,” siger hun.
”Under en epidemi er det learning by doing, og det var også det, de oplevede i Sierra Leone.”
Formålet med Melina Rosenkildes rejse var at studere sundhedssystemet og kigge nærmere på, hvordan landet havde håndteret udbruddet, og hvad der var opsamlet af erfaringer.
”Den refleksion, de havde fået i den mellemliggende periode, var på mange måder interessant,” fortæller hun.
Melina Rosenkilde (th).
Foto: Melina Rosenkilde
Føder i pandelampens skær
Noget af det, der var udfordrende i forbindelse med at skrive specialet, var at finde kvinder, der havde født under ebolaudbruddet.
”Mange var simpelthen døde af indre blødninger under deres graviditet,” fortæller Melina Rosenkilde.
Det var også vanskeligt at finde gravide, der var i tredje trimester, og som ville lade hende observere deres fødsler.
”Men jeg var med til en enkelt fødsel på en lille klinik i en helt lille landsby. Jeg blev ringet op klokken 12 om natten, gik i mørket et par kilometer op til klinikken, hvor jeg blev mødt af sygeplejersken, der viste mig ind til den fødende kvinde og en fødselshjælper,” fortæller hun.
Men det var ikke helt, hvad hun havde regnet med. Kvinden var kun i den første del af sin graviditet og skulle føde et dødt barn.
”Desværre er det normalt i Sierra Leone, hvor børnedødeligheden er blandt de højeste i verden, og som har den tredjehøjeste moderdødelighed. Der var endnu højere dødelighed i forbindelse med epidemien. Ebola skaber indre blødninger, og man dør af organsvigt og dehydrering.”
Der var ikke strøm på klinikken, så fødselshjælperne havde pandelamper på, da de tog imod det lille, dødfødte barn.
I Sierra Leone er det udbredt med traditionelle fødselshjælpere, der assisterer under fødsler. Og det selv om der egentlig er forbud mod denne type fødselshjælpere, der ikke har en sundhedsfaglig uddannelse.
De traditionelle fødselshjælpere er ofte ældre kvinder, der har været i lære hos deres egen mor eller andre kvinder. Det er en del af kulturen. De har ingen uddannelse, men har erfaringen i hænderne.
”Jeg fandt ud af, at de har en kæmpestor betydning. Sundhedspersonalet går hjem om natten, så klinikkerne er ikke bemandet på den tid af døgnet. Så der er kun dem tilbage til at støtte kvinder, der føder,” fortæller Melina Rosenkilde.
”De traditionelle fødselshjælpere er ikke noget, man fjerner, det ville være det samme som at fjerne en præst. Deres rolle er at tage hensyn til skikke, religion og traditioner.”
Oprettede camps for at beskytte kvinder
Under ebolaepidemien kollapsede sundhedssystemerne på grund af udbruddet. Kvinderne turde ikke tage på hospitalet for at føde af frygt for at blive smittet.
”Jeg hørte en historie om en kvinde, der blev efterladt på trappen til en fødeklinik, hvor hun fødte alene uden hjælp. Det beskyttelsesudstyr, der skulle bruges, var ikke kommet frem, og sundhedspersonalet var bange,” fortæller Melina.
En anden udfordring var antallet af teenagegraviditeter, der eksploderede, fordi der var udgangsforbud. Både incest og seksuelle overgreb mod piger og kvinder steg, når de var tvunget til at opholde sig inden for hjemmets fire vægge.
Da hovedstaden Freetown året efter blev ramt af et jordskred, og indbyggerne måtte evakueres til lejre, var det denne læring fra ebolaepidemien der gjorde, at de kønsopdelte lejrene.
”En engelsk sygeplejerske fortalte mig, at de havde lavet camps for bedre at kunne holde opsyn med de unge kvinder, både gravide og ikke gravide. Hun fortalte, at en ambulance – som bare var en firehjulstrækker uden noget i – kom kørende en dag, og en kvinde blev afleveret ved campen. Kvinden lå inde i bilen og var ved at føde, men ingen vidste, om hun havde ebola eller ej. Det var 40 grader varmt, og den engelske sygeplejerske ringede til jordemødre i nærheden for at høre, om de kunne hjælpe. Mange sagde nej, men to indvilgede i at møde kvinden dernede. Så de stod i fuldt beskyttelsesudstyr med masker, dragter i flere lag og briller. Hun fødte et barn, der var sundt og rask, og alt gik fint. Det var en af de solskinshistorier, der heldigvis også var,” fortæller Melina Rosenkilde.
Klasseforskelle og tillid til naboen
Noget af det, Melina ikke kunne vide, da hun tog hul på sit speciale, var, at verden i 2020 ville opleve en alvorlig pandemi, der har tydelige paralleller til ebolaudbruddet i Sierra Leone.
”Vi er netop nu i en situation, hvor rigtig mange af temaerne fra mit speciale går igen. Det handler blandt andet om tillid til ens regering, om de internationale spilleregler i for eksempel EU og verden, og om WHO’s mandat. Men også om mellemmenneskelig tillid eller stigma og de forskellige måder at takle situationen på,” fortæller Melina Rosenkilde.
Hun tilføjer, at det var interessant at se, hvordan alle havde deres egen oplevelse af ebolaepidemien.
Især forventningerne til hvordan regeringen taklede krisen var forskellig mellem de sociale klasser. De bedre stillede havde for eksempel ofte højere forventninger til regeringen.
”Der var også spørgsmålet om mellemmenneskelig tillid – kan jeg regne med min nabo, kan jeg regne med, at hun virkelig er immun efter at have været smittet? Det kan man også se herhjemme nu, hvor folk lidt bliver deres egne politimænd, egne spioner. Den slags var der en del af i Sierra Leone.”
Det større hele
Den engelske sygeplejerske fra campen, som Melina Rosenkilde interviewede til sit speciale, havde valgt at tage fra England til Sierra Leone for at hjælpe i indsatsen mod ebola og bosatte sig siden i landet.
”Hun fortalte, at man normalt har patienten for øje, men under en epidemi var det nødvendigt at have hele samfundet for øje. Det kan være svært at stå i en situation, hvor man skal vælge individet fra for at tage hensyn til et større hele,” siger Melina.
Hun peger på en parallel til coronapandemien herhjemme, når eksempelvis en operation blive aflyst, eller man må leve med afsavn af hensyn til den større sammenhæng.
Mens der var mange ligheder, var der naturligvis også milevid forskel på forholdene i et udviklingsland under ebolaudbruddet og de forhold, vi oplever i Vesten under coronapandemien.
”Sierra Leone havde blandt andet udfordringer i form af regntid, som gjorde at klinikkerne blev oversvømmet, så det var umuligt at holde noget rent og sterilt,” fortæller Melina.
De retningslinjer, der blev lavet for at begrænse smitte, mindede på mange måder om det, man ser nu med både udgangsforbud, karantæne, forsamlingsforbud, lukkede skoler og andet.
En af restriktionerne var, at man ikke selv måtte begrave sine døde. Det tog det offentlige sig af, så begravelserne foregik forsvarligt og uden smitterisiko.
”Jeg var på kirkegården og tale med gravere, der med bare hænder og fødder havde begravet tusindvis af mennesker, fordi man på det tidspunkt ikke vidste, at det var ebola,” fortæller Melina Rosenkilde.
En fattig mands sygdom
Ebola blev i nogle kredse i Sierra Leone betegnet som ”a poor man’s disease”, fordi smitten var størst i tætbefolkede områder med dårlig kloakering og vandforsyning.
”Ebola smitter ved kropskontakt, og der hvor folk boede tæt, smittede det selvfølgelig mere. Dem, der boede tæt, havde måske ikke meget social kapital, hvis man kan sige det på den måde. De havde ikke så stort kendskab til deres rettigheder, og hvilke krav de kunne stille,” fortæller Melina Rosenkilde.
Nogle steder besluttede man lokalt, at de huse, hvor de ebolasmittede havde opholdt sig, skulle destrueres.
”De brændte folks huse af, hvilket var ret voldsomt. Folk mistede virkelig alt,” siger Melina Rosenkilde.
Regeringen indførte et forbud mod at spise bushmeat – altså vilde dyr – for at forhindre smitten i at brede sig, fordi den mentes at komme fra vilde dyr. Men det blev en udfordring for de dårligst stillede familier, der ofte havde svært ved at finde andre kilder til protein eller skaffe mad nok i det hele taget.
”Det var først på et ret sent tidspunkt, at man fandt ud af at lave et maddistributionssystem,” fortæller hun.
Dermed var der også et mønster i, hvordan de socioøkonomiske effekter ramte de mennesker, der blev smittet eller var i karantæne – ligesom lukning af skoler og kollektiv trafik, restriktioner på bevægelighed og nogle steder forbud mod at opholde sig i bestemte områder ramte mange på økonomien.
Kommunikation og konspirationsteorier
De bedre stillede, der boede i compounds, blev ikke i samme omfang ramt af smitten som de mest udsatte, fordi der var mere plads imellem deres boliger og fordi de – i modsætning til de dårligere stillede – havde noget så simpelt som rindende vand og kloakering.
”De mere veluddannede, der i højere grad kendte deres rettigheder og havde andre forventninger til myndighederne, mente, at der var fusk med antal syge og døde, og at de internationale midler blev brugt som korruption. Der var mange tanker om og forklaringer på, hvad ebola var, og hvordan det var opstået. Nogle af dem ville man måske kategorisere som konspirationsteorier, som var opstået ud af et behov for at forstå tingene og skabe mening i krisen. En forklaring fra en højtuddannet læge lød på, at det var et enzym og ikke et virus, og at der blev testet biologiske våben på dem,” siger Melina Rosenkilde.
”Nogle nævnte også, hvor påfaldende det var, at ebola altid opstod i diamantområderne i Afrika, netop når nye forhandlinger skulle i gang på det område.”
Også når man ser på antallet af alternative teorier og selvbestaltede eksperter, er der mange sammenfald med den coronapandemi, der har raset i verden i det seneste års tid.
”Enten er der mangel på kommunikation, eller også er der mistillid til den kommunikation, der bliver givet fra myndighederne,” siger Melina Rosenkilde.
”Så kommer jeg hjem, og corona ramte, og der opstod på samme måde forskellige teorier og meninger, samme learning by doing og højere eller lavere grad af tillid til dem, der laver retningslinjerne. Man kan sige, at det måske i nogen grad er en krises natur, at man som menneske har brug for at skabe en form for mening i det uforudsigelige. En krise som en epidemi kan påvise mange dynamikker og afdække mange lag i et samfund. På den måde er der mange paralleller.”
