Cynthia Mbamalu kæmper for millioner af unge nigerianeres plads i Afrikas største demokrati

Cynthia Mbamalu.


Foto: Centre for Legislative Engagement
Søren Steensig

I Nigeria er medianalderen 18 år. Der er altså lige så mange mennesker i Afrikas mest folkerige nation, der ældre end 18 år som der er yngre. Godt nok har 34-årige Cynthia Mbamalu efterhånden lagt adskillige år mellem sig selv og median-alderen, men hun har også kæmpet for de unges plads i det nigerianske demokrati, siden hun selv var under 18.

Mbamalu er uddannet advokat med speciale i forfatningsret, men hun er mestendels kendt som medstifter og programdirektør for ngo’en YIAGA Africa, der står for Youth Initiative for Advocacy, Growth and Advancement. Siden oprettelsen i 2007 har Mbamalu spillet en nøglerolle i kampen for demokratisk regeringsførelse, respekt for menneskerettighederne og større engagement fra befolkningen, særligt de mange millioner unge i Nigeria.

Folk at følge

I ‘Folk at følge’ fokuserer vi på de mennesker, der har evnerne og modet til at gøre en forskel.

Uanset om de er menneskerettighedsforkæmpere, systemkritikere, tech-iværksættere, fremsynede forretningsfolk, politikere, idémagere eller græsrodsorganisatorer.

Hvis du kender en ildsjæl eller igangsætter, der er værd at følge, kan du tippe os på [email protected].

Det er en kamp, som ikke bare er vigtig for Nigeria. Hvis Afrikas rigeste økonomi og største demokrati også kan vise sig som et af de stærkeste, vil det sende et stærkt signal til andre lande, særligt i Vestafrika, hvor der har været militærkup i flere lande de sidste par år. Sammen med resten af verden ser Mbamalu nervøst til ved præsidentvalget, som af mange – inklusive den respekterede demokratiforkæmper selv – anses for et skæbnevalg.

#NotTooYoungToRun

YIAGA Africa, der har base i Nigerias hovedstad Abuja, er særligt kendt i offentligheden for hashtagget #NotTooYoungToRun. Under det slogan lykkedes det Cynthia Mbamalu og hendes kolleger i YIAGA og andre ngo’er at få nedsat alderskravet for at stille op til en række embeder i Nigeria.

I 2018 skrev daværende præsident Muhammadu Buhari under på lovændringen, der satte kravene ned fra 40 til 35 år til præsidentvalget, fra 35 til 30 år til guvernørvalg, fra 35 til 30 år til Senatet og fra 30 til 25 år til Repræsentanternes Hus og i de regionale forsamlinger.

Alt vi gjorde, var for at skabe en bevægelse. Det er et navn, som unge kunne forholde sig til dengang, og som de på tværs af landet stadig føler en forbindelse til i dag

Cynthia Mbamalu

For Cynthia Mbamalu var det kulminationen på mere end et årtis arbejde. Sammen med sine universitetsvenner havde hun nemlig grundlagt YIAGA tilbage i 2007, efter de blev opmærksomme på reglerne, der krævede, at politiske kandidater var omtrent dobbelt så gamle som medianen i det unge land.

“Jeg følte, at jeg som et ungt menneske var bedre i stand til at forstå mine egne problemer, og hvis der var nogen, der lignede mig, til at repræsentere mig i regeringen, ville vi få forslag, der bedre kunne adressere mine problemer,” fortæller hun til den nigerianske avis, PUNCH.

Hør også podcasten: Kvinder ingen adgang: Sådan laver man politik i Nigeria

Mbamalu sad selv i det koordinerende strategiudvalg i #NotTooYoungToRun-kampagnen. Her var hun en af PR-hjernerne bag hashtagget, der skabte så meget momentum, at store dele af ungdommen nok kender lovændringen, der rent faktisk hedder ‘The Age Reduction Bill’, bedre under navnet på det hashtag, der satte den i verden.

“Før vi begyndte at tale med politikerne, kiggede vi på navnet, og vi ville ikke gøre det kedeligt ved at kalde det en ‘forfatningsændring’. Vi ville give det et navn, der kunne trende,” forklarer hun videre til PUNCH.

“Alt vi gjorde, var for at skabe en bevægelse. Det er et navn, som unge kunne forholde sig til dengang, og som de på tværs af landet stadig føler en forbindelse til i dag.”

Cynthia Mbamalu kæmper stadig for bedre repræsentation

Efterhånden er Cynthia Mbamalu blevet en respekteret stemme og et kendt ansigt i Nigerias offentlighed. Og selvom #NotTooYoung-kampagnen er et overstået kapitel, kæmper hun videre for at sikre, at Nigerias magthavere kommer til at ligne landets befolkning mere.

“Når du kigger på unges deltagelse og kvinders deltagelse, er der stadig lang vej endnu,” påpeger hun i et interview med National Endowment for Democracy (NED).

Under præsident- og parlamentsvalget i 2023 er Cynthia Mbamalu også aktiv. Op til det afgørende valg, hvor næste præsident skal findes mellem hele tre spidskandidater, har Mbamalu turneret landet for at opfordre de unge til at bruge deres stemmer.

Der er også et rekordhøjt antal af kandidater under 30 år på stemmesedlerne, og det er Cynthia Mbamalu begejstret for.

“Det er spændende for yngre vælgere, fordi de nu ser folk, der ligner dem selv, på stemmesedlerne, og det har øget interessen for at deltage,” siger hun til NED.

Mbamalu har også koordineret initiativet #WatchingtheVote, hvor civile valgobservatørerer ved hjælp af ny teknologi skal være med til at sikre transparens og tillid til resultaterne af Afrikas vigtigste valg i år.

“Vi har ikke råd til at lave fejl nu, og vi har mulighederne for at stille systemet til regnskab ved at vælge de rigtige mennesker og deltage efter valgene,” hepper Mbamalu.