Skovhugsten i Ghana er på himmelflugt, viser nye tal fra april.
Ifølge en analyse af World Resources Institute er produktion af kakao en af de helt store syndere i den sammenhæng, også når det gælder skovødelæggelse i nabolandet Elfenbenskysten.
Der er muligvis lidt lindring for skovene i de vestafrikanske lande i udsigt, da Dansk Standard nu kan præsentere nye internationale kriterier for produktion af bæredygtig kakao.
De nye kriterier er i høj grad udformet på baggrund af dansk udviklingsbistand og ekspertise, lyder det i en pressemeddelelse fra Dansk Standard.
“Toms Gruppen har længe arbejdet målrettet med at hjælpe kakaofarmere til at opnå bedre og mere bæredygtig kakaoproduktion”, siger Lea Sørensen Holm, CSR & Communications Manager i Toms Gruppen, der har spillet en aktiv rolle i udviklingen af standarderne.
“Derfor ser vi rigtig stor værdi i, at der nu findes internationale standarder på området, som kan understøtte denne udvikling”, fortsætter hun.
De nye standarder skal fremme kakaodyrkning med ordentlige arbejdsforhold, som ikke skader klima og biodiversitet, lyder det i pressemeddelelsen.
Kun 10% kan opfylde kriterierne
I dag er det kun 10 % af kakaoproduktionen, som kan opfylde dele af de nye standarders krav. Indenfor ti år håber Dansk Standard imidlertid, at der bliver tale om over halvdelen.
Det bliver imidlertid ikke nemt for farmerne, mener organisationen, og derfor er strategien at indføre kravene gradvist.
“Det vil naturligvis være udfordrende for kakaofarmerne at implementere de nye standarder. Derfor er der valgt en model, hvor de fleste kan være med fra starten, og de skal så hvert femte år leve op til endnu højere krav”, siger Lars Brogaard fra Dansk Standard.
De danske udviklingsmidler har gjort, at det har været muligt for afrikanske landes farmere, universiteter, myndigheder og NGO’er at være med til at udvikle standarderne, lyder det i pressemeddelelsen.
Arbjedet med kriterierne startede i 2012. Kakaodyrkning i Elfenbenskysten og Ghana har ikke blot været præget af ødelæggelser af skov og natur, men også af kummerlige arbejdesforhold og børnearbejde.
Det seneste er dokumenteret i dokumentarfilm af Miki Mistrati, bl.a. “Lyssky Chokolade” fra 2012, som vi dengang omtalte på Globalnyt.