Ny skarp film: Ved du hvor din chokolade kommer fra?

Forfatter billede

Kakaoimportører forsikrer forbrugerne om, at de gør noget ved problemer med børneslaveri. Dokumentaristen Miki Mistrati er taget ud for at give kakaoplantagerne et realitetstjek, men allerede fra starten løber han ind i problemer. Filmen Lyssky Chokolade har TV-premiere 9. december kl. 22.10 på DR 1.

Lige siden det blev afsløret, at chokoladeindustrien benyttede sig af børneslaver, har de store firmaer haft travlt med at forsikre forbrugerne om at de gjorde noget ved problemet.

Chokoladeindustrien fortæller bl.a. i farvestrålende kampagner på deres hjemmeside, hvordan de bygger skoler og forhindrer ulovligt børnearbejde i plantagerne, hedder det torsdag i en pressemeddelelse fra folkene bag dokumentarfilmen.

Skal indbydes af – chokoladeindustrien

Men lever industrien op til sine egne løfter? Miki Mistrati tager ud for at se kakaoplantagerne efter i sømmene.

Men han løber hurtigt ind i problemer, for ingen af de store chokoladefirmaer, der opererer i Elfenbenskysten har lyst til at vise ham, hvordan projekterne ser ud I virkeligheden. Og uden en invitation fra – ja netop industrien -, vil Elfenbenskysten slet ikke have ham ind i landet.

Ved hjælp af en plan B lykkes det alligevel at vise, hvordan virkeligheden ser ud for børn i det vestafrikanske kakao-land. Og “Lyssky Chokolade” ender med at afsløre, at der er langt fra virkeligheden til industriens farvestrålende hjemmesider.

Jagten på sandheden

Lyssky Chokolade er en undersøgende dokumentarfilm, som lægger sig ud med nogle af verdens allerstørste firmaer i jagten på sandheden om den chokolade vi spiser – og elsker.

Tilbage i 2010 stod Miki Mistrati bag en anden film om chokoladeindustrien, nemlig “Chokoladens Mørke Side”. Filmen afslørede børneslaveri i kakaoplantagerne og satte en dagsorden i både Danmark og udlandet, hvor den er blevet vist i mere end 20 lande.

“Børnearbejde ødelægger hvert år millioner af børn verden over og forhindrer dem i at gå i skole”, siger Mimi Jakobsen, generalsekretær i Red Barnet og fortsætter:

“Derfor er det så vigtigt at sætte fokus på problemet og diskutere, hvordan man bedst bekæmper børnearbejde og hjælper de mange børn, der er tvunget til at arbejde. Også selv om det ikke er let. Og derfor ser jeg frem til at se filmen”.

“Lyssky Chokolade” varer 45 minutter og sendes på DR1 søndag den 9. december kl. 22.10 – 22.55.

Men allerede den 5. december er der premiere på filmens site på www.lyssky-chokolade.dk

Her kan man bl.a. give sin egen mening til kende overfor industrien og se, hvordan man kan undgå chokolade, der er produceret ulovligt af børn.

———————————
Yderligere oplysninger hos:
Instruktør, Miki Mistrati og producer, Helle Faber på henholdsvis
+45 21 12 13 13 og [email protected]
+45 26 23 63 51 og [email protected]

For mere information om børnearbejde i Elfenbenskysten, DVD-salg og filmens liv, besøg
www.lyssky-chokolade.dk og fb: shadychocolate .

Man kan også følge Miki Mistrati på twitter: https://twitter.com/MrMistrati

Alle øvrige forespørgsler på [email protected]