Ole Therkildsen
Ole Therkildsen (født 1945) startede i ’branchen’ som u-landsfrivillig i Tanzania i 1970. Han er nu seniorforsker emeritus på Dansk Institut for Internationale Studier, hvor han koordinerede forskningsprogrammet ”Eliter, produktion og fattigdom: en komparativ analyse.”
Han har også forsket i borgerdeltagelse, decentralisering, beskatning, og reformer af den offentlige sektor i det sydlige Afrika.
Temaet i denne blog vil ofte være sammenligninger mellem fattige og rige lande. De kan være både meget ens og meget forskellige på overraskende måder.
Danmark og Tanzania har lige haft diamantbryllup. Nu skal de skilles efter mere end 60 års ægteskab. For at forstå de skiftende dansk-tanzaniske bistandsrelationer er denne ægteskabsmetafor god at få forstand af.
Husbonden (statsministeren for skiftende regeringer) har sammen med sin nærmeste familie (finansministre, udenrigsministre, udviklingsministre) haft stor indflydelse på ægteskabets forløb over årene. Dels ved at beslutte størrelsen af husholdningspengene, som hustruen hvert år fik (den årlige bilaterale bistand). Dels ved stort set at bestemme, hvordan pengene skulle bruges; det blev udmøntet i 60 års omskiftelige strategier, politikker, aktionsplaner, prioriteter og administrative regler.
Hustruen (Tanzanias præsident) og hendes nære familie (premier-, finans-, og udenrigsministre) har godt nok haft deres egne ønsker til, hvad husholdningspengene skulle bruges til som nedskrevet i langsigtede visioner og regelmæssige 5-årige udviklingsplaner. Dem har husbondens side af ægteskabet da lyttet til, men i sidste ende var det fatter, der bestemte.
Den ældre velhavende husbond har – især i sidste del af ægteskabet – været den ustabile partner, og har ikke engang givet den yngre fattige hustru en ordentlig forklaring på den pludselige beslutning om skilsmisse. Som en tanzanisk avis citerer en ”følelsesladet” dansk ambassadør i Dar es Salaam: bruddet skyldes omprioriteringer (læs: husbonden har andre forhold), men de to parter skilles som venner.
Skilsmissekyndige vil især hæfte sig ved tre ting, der typisk forstyrrer stabiliteten i et ægteskab: udskiftninger i personkredsen omkring de to familier; husholdningens fælles økonomi; og de formelle og uformelle regler for samlivet. Lad os tage dem én for én (utroskab lader vi ligge).
Jævnlige udskiftninger i den danske familie – få i den tanzaniske
Familierne omkring ægteskabet er som nævnt vigtige for samlivet, fordi medlemmerne har holdninger til ægteskabet og søger at sætte personlige aftryk på det. Derfor er udskiftninger i familiekredsene vigtige. Tabellen nedenfor sætter tal på disse fra 1961 til i dag.
| Danmark | Tanzania | |||
| I alt | Udskiftning Gennemsnit (år) | I alt | Udskiftning gennemsnit (år) | |
| Regeringer | 28 (a) | 2.1 | 6 (b) | 10 |
| Premierministre | Ikke relevant | 10 | 6 | |
| Finansministre | 34 | 1.8 | 13 | 4.6 |
| Udenrigsministre | 33 | 1.8 | 18 | 3.3 |
| Udviklingsministre | 18 (c) | 1.6 | Ikke relevant | |
a. Hvis samme statsminister I Danmark leder to på hinanden følgende regeringer, tælles de som to regeringer (i.e., Kragh I og Kragh II)
b. Optalt som antal præsidenter – omend regeringspartiet har været det samme siden uafhængigheden
c. Posten startede i Baunsgårds 1968-regering (Helveg Petersen), men ministerstolen blev først (næsten) permanent fra 1993 (under Nyrop). De 18 ministre er regnet herfra. Hvis samme person har haft stillingen i to forskellige regeringer, tælles det som to.
Især medlemmerne af den danske familie er på gennemtræk. Ministre udskiftes gennemsnitligt mindst hvert andet år gennem det 60 år lange ægteskab. Især udviklingsministre kommer og går. De holder typisk lige godt halvandet år på posten. På tanzanisk side er udskiftningen meget mindre, som tabellen viser.
Det hjælper nok heller ikke på samlivet, at de tanzaniske ministre generelt er bedre uddannede end de danske, som jeg skrev en blog om i 2014:
Læs også: Svagt ministerhold i spidsen for konkurrencestaten | Globalnyt
En rig men relativt dårligt uddannet og ustabil dansk familie har skullet samarbejde med en fattig, men relativt veluddannet og stabil tanzanisk familie.
Til det praktiske arbejde med at omsætte danske penge og regler, så samlivet med hustruen kan fungere, har husbonden oprettet en ambassade og hyret stab. Især efter 2003, hvor meget husholdningsarbejde blev decentraliseret til ambassadøren, bistandsråd og -attachér og andre, har ambassaden været vigtig. Mellem 2003 og 2023 har en ambassadør gennemsnitligt holdt i 4 år: noget mere stabil end de danske ministre. Dog blev en stilling som chef for Bistandsmissionen oprettet fra 1982 og ti år frem. Her skete personudskiftningen hvert 2½ år i gennemsnit. Blandt bistandsarbejdere længere nede i hierarkiet på ambassaden har der også været løbende omrokeringer.
Summa summarum: Hver gang hustruens familie havde vænnet sig til medlemmerne af den danske familie og dens hjælpere, udskiftes de. Vilkårene for et ægte partnerskab mellem de to familier har ikke været optimale for at udtrykke det mildt.
Husholdningspengene svinger afhængigt af ægteskabets kriser
Økonomisk har den rige husbonds husholdningspenge været rimeligt forudsigelige for den fattige hustru bortset fra et par kriser undervejs – og så selvfølgelige det pludselige drop da husbonden i 2021 besluttede at ville skilles.
Men det startede småt. Fra en beskeden årlig bilateral bistand på under en halv million dollars i begyndelsen af forholdet, blev husbonden gradvist mere gavmild indtil 1992 (95 millioner dollars), hvor forholdet løb ind i en midtvejskrise: Husbonden mistede tilliden til, at hustruen og hendes familie brugte pengene som aftalt. Beløbet blev derfor sat ned til 60 millioner dollars per år. Derefter gik samlivet igen bedre indtil 2010 (129 millioner dollars), hvor der opstod en ny krise (misbrug af penge). I 2015 skar husbonden beløbet ned til 41 millioner. Indtil skilsmissen har beløbet været lidt over dét niveau. Net bilateral aid flows from DAC donors, Denmark (current US$) – Tanzania | Data (worldbank.org)
Samlivsreglerne har været omskiftelige og ofte uklare
Rammerne for ægteskabet blev især regelsat af husbonden og dennes familie. Hvilke samlivsregler (strategier, politikker, action plans, udviklingspolitiske prioriteter, guidelines og så videre), der gjaldt på et givet tidspunkt i forholdet er dog ikke let til at finde ud af. Rammerne blev lavet om igen og igen. Ustabiliteten har især i de sidste årtier været stor.
I min nød bad jeg ChatGPT – den intelligente maskine – om hjælp: Den opgav at svare, men foreslog at søge på Udenrigsministeriets hjemmesider. Dét har jeg gjort, men uden at blive meget klogere.
Godt nok lister hjemmesiden nogle af husbondens nuværende strategier, strategiske rammer, politikker, elleve landepolitikker, otte værktøjer, flere forskellig sæt regler plus tolv sæt gode råd (”How-to-noter”). Men listen er ikke komplet. Samlivets rammer for ægteskabet tilbage i tid er heller ikke at finde – undtagen de årlige udviklingspolitiske prioriteter, som er skiftet hvert år siden 2005.
Hvad siger familierådgivere?
Heldigvis bliver samlivsregler i ægteskaber, der ligner dét Danmark har med Tanzania, evalueret af familierådgivere (forskere og konsulenter). Her er nogle typiske indsigter:
Mellem 1994 og 2014 skulle dansk støtte til kapacitetsopbygningen i partnerlande tage højde for 23 forskellige dokumenter: syv politikker og strategier, ni program management guidelines, to regelsæt for teknisk assistance, og fem regelsæt for kapacitetsopbygning (kilde: Evaluation study. Recent trends and issues in use of personnel and partnering for development, 2020).
Mellem 2006 og 2016 skulle dansk støtte til god regeringsførelse, demokrati og menneskerettigheder tage hensyn til i alt 25 forskellige dokumenter.
Specifikt om udviklingspolitiske strategier skriver Martin Marcussen, at der siden 2000erne er ”kommet en ny til, hver gang der er tiltrådt en ny udviklingsminister. Her kan man tale om strategi-overload… Der er et utal af strategier at vælge mellem.”
Mere generelt konstaterer Engberg-Pedersen og Fejerskov i 2021, at udviklingsministrene som personer – sammen med internationale begivenheder, og hjemlig politik – har haft stor indflydelse på danske udviklingspolitikker. Derfor har ”fluktuationer, ændringer og nogle gange tektoniske skift … været reglen snarere end undtagelsen gennem de sidste halvhundrede år. Processen i bistandssamarbejdet har altid været simultant at forlade tidligere ’best practices’ og tilgange samtidigt med, at nye bliver adopteret.… Dansk udviklingssamarbejde har helt klart ikke været i stand til at modstå hvirvelvinden af skiftende politikker, magtændringer og prioriteter.”
Under disse ustabile forhold er ”de danske ambassaders rolle i at mægle mellem hovedkvarteret [husbonden] og modtagerregeringen [ægtefællen] afgørende for kvaliteten af partnerskabet.” Jævnlige personudskiftninger på ambassaden – og generelle nedskæringer i driften (udenrigsministeriet) – er dog ikke gavnlig for denne centrale mæglerrolle.
Med et sådant omskifteligt samliv skulle man tro, at det var hustruen, der ville ud af et ægteskab med en så egenrådig og ustabil husbond og familie. At det forholder sig omvendt understreger, at en fattig kvinde sjældent har mange valg. Derfor siges hun at have været nogenlunde glad for samlivet, så længe det varede.
