Danske ministre er dårligt uddannede – også sammenlignet med ministre i fattige afrikanske lande. Det må svække vores konkurrenceevne, hvis ideer om konkurrencestaten står til troende.
Vi har lige været igennem endnu en ministerrokade. En snes ministre, rundt regnet, er røget ind og ud af svingdørene siden Thorning-Schmidt regeringen trådte til i 2011.
Medierne har især fokuseret på skandalerne, konflikterne og magtkampene i dette rullende politiske drama. Nogle er foruroligede over, at ministrene i stigende grad kommer fra eliter med tætte forbindelser til DJØF-miljøer fjernt fra danskeres hverdag. Men hvis man tror på ideen om konkurrencestaten, så burde bekymringen snarere være, om danske ministre er uddannede nok.
Ideen om konkurrencestaten går ud på at stater kappes om at skabe velfærd gennem økonomisk vækst. Det sker blandt andet gennem uddannelsessystemet, som skal sikre kompetent arbejdskraft. Uden den vil virksomhedernes konkurrenceevne svækkes og velfærden forringes.
Hvis bedre uddannede medarbejdere og ledere er vigtige for, at virksomhederne kan klare sig i den globale konkurrence, så må det samme vel gælde for de øverste ledere af regeringen – ministrene – som skaber rammebetingelserne for erhvervslivet.
Stærke politikere uden høj uddannelse, som Stauning og Anker Jørgensen, ville nok korse sig over dén logik, men lad det nu ligge.
Danmark | Tanzania | |
Antal ministre | 23 (2011) | 28 (2008) |
Alder, gennemsnit | 43 | ~ 55 |
Færdiggjort universitetsuddannelse % | 65 | 100 |
Ph.D. grad % | 9 | 33 |
Uddannet udenfor landet % | 0 | 54 |
Kilder: Peter Heyn Nielsen. Førstegangsministre 2011, og egne analyser
I tabellen er det danske og tanzaniaske kabinet sammenlignet. (Ministerrokader i begge lande siden tallene blev indsamlet ændrer næppe forskellene markant).
Tabellen viser, at holdet af danske ministre er langt dårligere uddannede, end deres tanzaniske kolleger er. Uddannelsesmæssigt er vore ministre også hjemmefødninger, og relativt våde bag ørene målt på alder. Det danske ministerhold er klart uddannelses- og erfaringsmæssigt handikappet i forhold til kolleger i et af verdens fattigste lande.
Store dele af regeringen og oppositionen tror på ideen om konkurrencestaten. Konsekvensen må være at ministrene, og politikere med ambitioner i den retning, skal uddanne sig bedre. En oprustning er nødvendig for at kunne lede landet fremad i det globale ræs. Nogle ministre har ikke færdiggjort deres uddannelser. Andre trænger til en opgradering. Der er nok at tage fat på.
Som Mette Frederiksen, beskæftigelsesministeren, har sagt igen og igen: ”De, som kan, skal.” Hun sigter til uddannelse af unge kontanthjælpsmodtagere med sine ”kan-skal” krav. Hun burde også rette det mod sine kolleger.