Danmark sender lovede 70 millioner kroner til flygtninge fra Syrien

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Laurits Holdt

Udenrigsministeren Kristian Jensen (V) fordeler nu yderligere 70 millioner kroner til syriske flygtninge. Det skriver Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse søndag.

Med bevillingen på 70 millioner kroner har regeringen nu levet op til løfterne fra Kuwait-konferencen i marts 2015, hvor Danmark lovede 200 millioner kroner til Syrien. Danmark har i alt bidraget med knap 1,1 milliard kroner siden krisens start i 2011.

Læs også: Danmark yder rekordhøj bevilling til Syriens ofre (U-landsnyt.dk 31.03.2015)

Halverede madrationer

”FN mangler penge og har skåret i madrationerne til de mange millioner internt fordrevne inde i Syrien og i hjælpen til nærområderne. Derfor går hovedparten af vores bevilling til fødevarer,” siger Kristian Jensen.

Læs også: Fødevarehjælp til syrere skåret ned til det halve (01.08.2015)

I alt 30 millioner kroner går til FN’s Verdensfødeprogram, WFP, der leverer mad til 4,2 millioner mennesker inde i Syrien og små kontantbeløb til 1,7 millioner mennesker i nabolandene.

Indsatsen er indtil videre kun halvt finansieret, og derfor blev fødevarehjælpen til en halv million mennesker inde i Syrien indstillet i august måned.

I nærområderne – Jordan, Libanon og Irak – har det været nødvendigt at halvere støtten til mange flygtninge, så det månedlige beløb per person kun udgør omkring 60-90 kroner.

Alle lande må tage et større ansvar

”Der er ingen tvivl om, at den fortvivlende situation kombineret med manglen på mad og andre basale fornødenheder, får stadig flere syrere til at flygte videre mod Europa. Derfor er vi nødt til at sende flere penge til de internationale nødhjælpsorganisationer. Det budskab sendte jeg også videre til mine europæiske kollegaer på et møde lørdag i Luxembourg. Alle lande, også de rige Golfstater, må tage større ansvar for den humanitære tragedie.”

Læs også: Golfstaterne er lukket land for Syriens flygtninge (03.09.2015)

Foruden de 30 millioner kroner til FN’s Verdensfødevareprogram, går 25 millioner kroner fra den danske bevilling til FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) og 15 millioner kroner til Den Internationale Røde Kors Komite.

UNHCR sørger for ordentlige forhold i flygtningelejrene og varetager den overordnede koordination af nødhjælpsindsatsen i forhold til flygtningestrømmene fra Syrien.

Organisationen støtter både flygtningene og de berørte samfund i Libanon, Jordan og Irak.

UNHCR’s samlede 2015 appel for indsatsen i nærområderne til Syrien er på 1,65 milliarder USD, hvoraf kun 40 procent aktuelt er finansieret.

Den Internationale Røde Kors Komite (ICRC) leverer mad til godt 800.000 mennesker og andre nødhjælpsartikler til 225.000 i Syrien. Samtidig støtter ICRC vandforsyningsmyndigheder og sikrer vandforsyningen for 15 millioner mennesker.