Fødevarehjælp til syrere skåret ned til det halve

wfp_jordan_syrisk_jonathan
Syrisk flygtningepige i Jordan.
Foto: WFP / Jonathan Dumont
Forfatter billede

AMMAN: Den beskedne økonomiske hjælp til hundredtusinder af syriske flygtninge kan fortsætte lidt endnu, skriver WFP i en pressemeddelelse.

Organisationen har fået ”et betydeligt bidrag” fra USA, der gør det muligt at fortsætte hjælpen i den kommende måned, selv om der bliver færre penge til hver enkelt flygtning at købe mad for.

“Dette bidrag har hjulpet os med at undgå større nedskæringer, men hvis ikke andre donorer træder til, er det kun et spørgsmål om få måneder, før vi befinder os i samme situation igen,” siger Muhannad Hadi, der er WFP’s regionaldirektør for Mellemøsten, Nordafrika, Centralasien og Østeuropa.

Skal leve for under 100 kroner

Det amerikanske bidrag på 65 millioner dollars (442 millioner kroner) betyder, at de mest sårbare af de 440.000 syriske flygtninge, der bor i Jordan uden for flygtningelejrene, kan få 14 dollars (95 kroner) pr. person som hjælp til at købe mad i august. Det er halvt så meget som hidtil.

”Det er forfærdeligt at høre en mor sige, at hun binder tørklæder rundt om maven på sine børn, så de ikke vågner og føler sult.”

Muhannad Hadi, WFP

Resten af flygtningene, som ikke er i den mest sårbare gruppe, får kun halvdelen – 7 dollars – oplyser WFP i en pressemeddelelse.

I Libanon, som er det naboland, der relativt set huser flest syriske flygtninge, giver WFP hver flygtning 13,5 dollars at leve for i august. Det er ligeledes halvdelen af det beløb, de fik tidligere.

WFP oplyser ikke, hvor mange flygtninge der er omfattet af hjælpeordningen.

De 95.000 flygtninge i Jordan, der bor i en af de officielle lejre, får fortsat det fulde beløb på 28 dollars om måneden (190 kroner).

Binder børnenes maver ind

Fødevarehjælpen til de syriske flygtninge i Jordan og Libanon foregår på den måde, at flygtningene får fødevarekuponer eller såkaldte e-kort, som de kan bruge til at købe mad for.

Men for at få hjælpen til at strække til flere, er der nu skåret ned på beløbene.

”Det er forfærdeligt at høre en mor sige, at hun binder tørklæder rundt om maven på sine børn, så de ikke vågner og føler sult,” siger Muhannad Hadi.

”Men disse hjerteskærende historier vil fortsætte, hvis den humanitære hjælp stopper. Hele det internationale samfund må hjælpe os med at gøre vores humanitære pligt, så flygtninge ikke sulter.”

Penge til internt fordrevne

De fleste af de penge, der nu er kommet ind fra USA, bliver brugt på fødevarekuponer til syriske flygtninge i Libanon, Jordan, Tyrkiet, Irak og Egypten, mens den sidste fjerdedel af det amerikanske bidrag går til omkring fire millioner mennesker, der er på flugt i selve Syrien.

Selv om flere donorlande har ytret positive tilkendegivelser over for WFP’s appel om hjælp til de syriske flygtninge, mangler der stadig 168 millioner dollars (1,1 milliarder kroner), hvis fødevarehjælpen til de desperate flygtninge i de fem nævnte lande skal fortsætte til og med oktober.