Danmark skal ind i kampen og investere i nye markeder og udviklingslande

En ung kenyaner holder en solcelle op i Nairobi. Teknologiske løsninger, for eksempel i energisektoren, udgør en stor mulighed for danske iværksættere.


Foto: Donwilson Odhiambo/SOPA Images/LightRocket via Getty Images
Søren Steensig

17. februar 2023

Anish Thakkar har set lyset. Han beskriver fornemmelsen, når han ser et hus i en ellers mørk landsby, der får elektrisk lys og pludselig blusser op.

”Det er et meget livsbekræftende øjeblik,” fortæller stifteren af Sun King, der udruller solenergi systemer over hele jorden til hytter og huse, der ikke har strøm. Foreløbigt har Sun King skabt lys for mere end 85 millioner mennesker, mange af dem fattige på tværs af 40 lande, fortæller Anish Thakkar.

”Vi kan bruge teknologi til at løse mange af verdens problemer mere effektivt,” pointerer han.

Men Danmark er slet ikke fulgt med i mulighederne og det kolossale potentiale, der ligger i at investere i nye markeder og udviklingslande, lyder det i starten af februar på en konference i Talentgarden, hvor eksperter fra bl.a. DTU Skylab, Copenhagen Fintech og Investeringsfonden for Udviklingslande IFU, deltager.

TechVelopment Denmark

Er en non-profit organisation grundlagt i 2020 af 16 ledende danske start-ups og små- og mellemstore virksomheder, såkaldte SMV’er.

Deres fælles agenda er at udvikle nye bæredygtige løsninger mod globale udfordringer i nye markeder, særligt i udviklingslande. Formålet er at støtte vækst- og muligheder for sociale entreprenører med forbindelser i Norden.

”Der er kun registreret én impact fond med fokus på udviklingslande i Danmark, og det er en lille en. Holland har til sammenligning 21 impact fonde,” pointerer Lisbeth Zacho, grundlægger og leder af Nordic Impact Fund. Investeringerne fra en impact fond skal ikke kun give positive resultater på bundlinjen for investorerne, men samtidig sikre social og miljømæssig fremgang i verden. Det er kernen af det nye begreb ’impact investment’.

”De få midler, der bliver investeret i fx Afrika, kommer nærmest ikke fra Danmark,” siger Jackie Stenson, social entreprenør på DTU med Harvard-baggrund og medforfatter til en ny rapport om Techvelopment.

”Vi går glip af strukturel- og høj vækst og et boomende marked for fintech, agtech, edtech, medtech osv. og ikke mindst en langt mere bæredygtig og værdig måde at skabe udvikling i disse lande på,” siger Lisbeth Zacho med henvisning til nye teknologiske markeder indenfor finans, landbrug, undervisning og sundhed.

Teknologi fylder mere i udviklingsdebatten

Anish Thakkkar har i skrivende stund elleve kontorer rundt omkring på kloden og mere end 2000 ansatte.

Medstifter af Sun King, Anish Thakkar, holder oplæg ved lanceringen af TechVelopments nye rapport den 7. februar i Talentgarden.
(Foto: Robin Vincentz)

”Da vi grundlagde virksomheden, så vi på, at millionvis af mennesker er udenfor elnet, bor langt fra store byer, ikke har konti, og så videre. Vi så det som et stort behov, vi kunne opfylde,” forklarer han sit iværksættereventyr.

Der er sket et skift, pointerer han. Før blev behovene typisk dækket med udviklingsbistand og af regeringer.

”De kan dækkes endnu mere effektivt ved at bruge teknologi og kommercielle mekanismer, der kan komme folk til gode.”

”Det er en del af verden, hvor der er mange, mange muligheder for innovation,” fortsætter han. ”Der er brug for research, talent og kapital. Det er områder, hvor der over de næste fem år fx vil blive 215 millioner nye smartphone brugere.”

Insulinpenne til de mest sårbare

En dansk iværksætter, der har handlet på et globalt, udtalt behov, er Ole Kjerkegaard Nielsen, som i 2019 var med til at grundlægge GO-Pen Aps.

”Vi ønsker at give mulighed for, at alle får adgang til en insulinpen af høj kvalitet. Ud af de cirka 60 millioner mennesker på verdensplan, som har behov for insulin, er det ca. 11 mio., som sprøjter sig selv med injektionssprøjte – og det er dem, vi vil hjælpe,” fortæller han.

Grundlægger og leder af Nordic Impact Fund, Lisbeth Zacho.
(Foto: Robin Vincentz)

Han så et meget stort behov i et marked for folk med få penge: ”Et behov, som er let at forklare til andre – og vi har med vores erfaring skabt et produkt og udtænkt en klar businesscase.”

Ole Kjerkegaard Nielsen har tidligere været bæredygtighedschef hos Novo Nordisk og brugt fem år på en ph.d. i Nigeria om børnearbejde i små landbrug.

”Personligt giver mit liv mest mening, når det, jeg arbejder med, er til fordel for de mange,” pointerer han.

GO-Pen chefen vurderer, at en af grundene til, at der er så få danske penge i impact investeringer er, at der er for få etablerede kontakter og udveksling af behov og muligheder.

”Selv når man har gjort en speciel indsats, så se dig omkring,” siger han.

”Hvor mange BIPOC (black, indigenous and people of color, red.) er der til dette event? Nærmest ingen! Vi burde i langt højere grad udveksle viden og erfaringer.”

En anden succesrig entreprenør er Alexander Peitersen, CEO for Unumed, der leverer cloud-baserede IT-platforme til hospitaler, så de kan effektivisere hele deres administration, kliniske output og behandling af patientdata.  

”I Danmark ville det måske tage ti år at sælge et hospitalssystem. I Afrika, Asien og Mellemøsten sælger vi store systemer hurtigere. Og samtidig gør vi noget godt ved at skabe veldrevne hospitaler i udsatte områder over hele kloden. Der er KÆMPE muligheder og markeder derude,” siger han.

DTU Partnerskaber med Indien og Kenya

En konklusion, som Marie Louise Pollmann-Larsen, chefkonsulent på DTU Skylab, er enig i – og allerede har handlet på. DTU opretter dette forår et strategisk partnerskab med universiteter i Kenya og styrker samarbejdet i Indien.

Danida Business Partnership Program

Danske virksomheder kan søge om tilskud til at udvikle konkrete forretningsmuligheder i udviklingslande, der adresserer lokale udviklingsbehov med afsæt i FN’s verdensmål som forretningsmulighed.

Flere danske små- og mellemstore virksomheder kan søge om tilskud fra Danida Business Explorer, idet kravet om virksomhedens egenkapital er sat ned.

Partnerskaberne har ikke kun til formål at styrke lokale universiteter, men også at sikre at DTU arbejder i lande, hvor udviklingen går hurtigt, og hvor der er andre udfordringer end dem, vi er vant til. Dét kan ifølge Pollmann-Larsen gøre Danmarks teknologier globalt robuste og konkurrencedygtige.

”Vi skal bidrage med løsninger, men vi skal i høj grad også lære og suge til os i Kenya og Indien for at løfte hinanden strategisk. Partnerskaberne er en nødvendighed. Vi har 13.000 studerende, der brænder for at gøre verden bedre,” påpeger hun.

Et andet selskab, der er åben for verdens muligheder, er konsulentfirmaet Dalberg, der bl.a. har kontorer i Asien, Mellemøsten, Latin Amerika og Afrika – herunder i Nigeria. En af de store udfordringer i Danmarks større rolle i verdens udvikling er, at vi har et meget begrænset markedsudsyn, mener grundlægger og bestyrelsesformand Henrik Skovby. Danske virksomheder savner mere information om – og udveksling med – verden udenfor EU for at se mulighederne og forstå de faktiske risici.

”Hånden på hjertet, hvis noget foregår syd for Flensborg, så synes mange danske banker og finansielle institutioner allerede, at det er noget fjernt ud fra den gamle devise om, at man kun bør låne til kunder, som man kan se fra kirketårnet. Resultatet er, at der i virkeligheden kun er ganske få danske virksomheder, som reelt er globale,” lyder det fra Henrik Skovby.

Mange af deltagerne mener, at der i Danmark mangler midler og initiativer til at finansiere startups og små virksomheder orienteret mod at gøre verden bedre. Og Anders Frigaard, senior investment manager i IFU, der investerer i udviklingslande, giver dem til dels ret.

”Vi har projektudviklingsfaciliteter og muligheder for at gå ind i tidlige virksomhedsforløb, men vi er lidt gammeldags i den måde, vi investerer på. Vi ser på beviser for konceptet, ikke kun at du har så og så mange millioner brugere – men også at du kan tjene penge på dem,” forklarer Anders Frigaard.

Pulserende markeder

Jackie Stenson, medforfatter til nyudgivne rapport om impact investment, fortæller, at hun er stødt på minimum et dusin fellowship- og acceleratorprogrammer for bl.a. sociale entreprenører i sit arbejde rundt omkring i verden.

”Men ingen af dem har forbindelser til Norden. Det er et problem,” understreger hun. ”Der er pulserende markeder andre steder, tonsvis i Østafrika, i Indien. Der er enormt potentiale der.”

Thomas Krogh Jensen fra Copenhagen Fintech, er enig: ”Der er så meget, vi kan handle på. Vi har viden, danske ekspertiser og teknologien til virkelig at gøre en forskel.”