“Vores hænder var bundet på ryggen, og de sparkede os bagfra… De slog mig på balderne med en metalstang… Nogle fik stukket småsten i munden, før de blev slået i ansigtet.”
Den brutale beretning kommer fra en tidligere politisk fange og indgår i den seneste rapport fra en af Myanmars mest respekterede menneskeretsorganisationer Assistance Association for Political Prisoners (AAPP). Manden og hans venner havde demonstreret mod juntaens kup i 2021, men de var blevet fanget af soldater og banket, inden de blev smidt i fængslet.
AAPP’s nye rapport afslører grusomme historier om vold og tortur, som er en integreret del af regimets systematiske overgreb.
Overgrebene begynder ofte med militærets ulovlige arrestation af folk, som de har i kikkerten, eller som bare er på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.
Soldaterne smadrer folks ejendele og banker og tilbageholder ofte også familiemedlemmer – herunder børn. Hvis soldaterne har mistanke om, at folk er oprørere eller aktivister, sendes de til militærets forhørslejre, hvor tortur og umenneskelig behandling er hverdagskost. Herefter sendes de tilbageholdte i kløerne på politiet og domstolene.
Politiets primære opgave er at udarbejde uholdbare anklageskrifter og tilbageholde de politiske fanger, mens dommere og anklagere forvalter en åbenlyst uretfærdig rettergang. Folk dømmes for overtrædelse af de nye gummiparagraffer i juntaens autoritære anti-terrorlove.
Bevisførelsen er mangelfuld eller fraværende, politifolkene kender ofte ikke selv sagerne, og dommerne udtaler ligefrem i retten, at de bliver nødt til at dømme folk. Alle, som AAPP har talt med i deres seneste rapport, blev kendt skyldige.
Tidligere fanger fortæller, hvordan politiet har presset dem og deres familiemedlemmer til at betale under bordet for alt fra mad til de indsatte, medicin og adgang til besøg. Når de politiske fanger har fået deres dom, havner de i fængsel. Myanmars fængsler har været en hjørnesten i militærets undertrykkelse i over 60 år.
Fængselsvæsnet gennemgik en række små forbedringer i den 10-årige periode med gryende demokrati under Aung San Su Kyi’s ledelse, men meget tyder på, at alt er tilbage ved det gamle.
De indsatte lever under kummerlige forhold. I fængslet er korruptionen indgroet, og en gruppe af stærke langtidsfanger afpresser og afstraffer deres medfanger med personalets billigelse.
Den utvetydige fordømmelse fra Danmark – og resten af det internationale samfund – af en brutal militærjunta, som slår modige mennesker ihjel, må fortsætte og bør intensiveres.
Tidligere politiske fanger fortæller om ar på krop og sjæl, som turen gennem juntaens ’kæde af uretfærdighed’ har efterladt dem med. Løsladte fanger overvåges af politi og lokale myndigheder, deres familier stigmatiseres, og mange må flytte eller flygte. Og tidligere fanger, som har overlevet tortur og umenneskelig behandling, fortæller om traumer, stress og misbrugsproblemer.
Heldigvis er revolutionen i Myanmar i fuld gang. Et kludetæppe af væbnede modstandsgrupper og etniske militser og befrielseshære kæmper dagligt over hele landet for at vælte juntaen.
Den civile regering i eksil – the National Unity Government – forsøger at samle den legitime, demokratiske kamp, og efterspørger igen og igen det internationale samfunds anerkendelse. Den unge befolkning i Myanmar, som har snuset til demokratiske frihedsrettigheder før kuppet, risikerer alt for at afmontere militærets kvælertag.
Den utvetydige fordømmelse fra Danmark – og resten af det internationale samfund – af en brutal militærjunta, som slår modige mennesker ihjel, må fortsætte og bør intensiveres.
Som kandidat til FN’s Sikkerhedsråd har Danmark en vigtig stemme. Vi skal hjælpe ofrene, men vi skal også bidrage til, at de ansvarlige fra regimet bliver retsforfulgt for deres forbrydelser gennem indsamling af dokumentation og vidnesbyrd om menneskeretskrænkelser i Myanmar.
Her kan Danmark spille en stor og konkret rolle, blandt andet med inspiration fra de erfaringer, der høstes i Belarus og Ukraine. Støtten til civilsamfundsorganisationer som AAPP, der dokumenterer disse overgreb, har aldrig været vigtigere.
Rasmus Grue Christensen er direktør ved DIGNITY – Dansk Institut mod Tortur. Tomas Max Martin er seniorforsker samme sted. Indlægget er udelukkende udtryk for skribenternes holdning.
