Den traditionelt skarpe opdeling i indsatsen mod ikke-smitsomme og smitsomme sygdomme i u-lande er ineffektiv og dyr. Det antyder forskning på Købenavns Universitet. På sin hjemmeside fortæller universitetet fredag om såkaldte livsstilssygdommes fremmarch i lavindkomstlande.
En fremskrivning som WHO lavede i 2002 viser, at vi i 2030 kan forvente, at forholdet mellem ikke-smitsomme og smitsomme sygdomme er forrykket, så de ikke-smitsomme sygdomme også er den mest almindelige dødsårsag i verdens fattigste lande. Det sker blandt andet på grund af længere levetid samt øget industrialisering og urbanisering i lavindkomstlande:
– Den udvikling betyder, at 57 procent af verdens dødsfald i 2030 vil skyldes de store ikke-smitsomme dræbere, vi kender fra den rige verden: hjertekarsygdomme, kroniske lungesygdomme, diabetes og mange former for kræft, fortæller professor Ib Bygbjerg fra Institut for International Sundhed, Immunologi og Mikrobiologi på Københavns Universitet.
I en artikel, som netop er offentliggjort i det anerkendte tidsskrift Science, redegør han for behovet for nye strategier for sygdomsbekæmpelse på globalt plan.
Politisk deklaration ikke udelt heldig
FN’s lande blev i 2011 enige om en politisk deklaration til forebyggelse og bekæmpelse af ikke-smitsomme sygdomme (Political Declaration on Prevention and Control of Non-communicable Diseases). Og selvom det var et stort skridt fremad, at FN satte ikke-smitsomme sygdomme på dagsordenen, så er det ifølge professor Bygbjerg ikke uden problemer
– I deklarationen viderefører man en uheldig tradition med at opdele indsatsen mod smitsomme og ikke-smitsomme sygdomme. Dermed ignorerer man de mange nye forskningsresultater, der blandt andet viser, at mange kræftformer skyldes virusinfektioner, mens for eksempel infektionssygdommen tuberkulose kun kan bekæmpes effektivt ved også at se på brug af tobak og alkohol, siger Ib Bygbjerg.
I artiklen i Science fremhæver professor Bygbjerg en lang række eksempler på, at en samlet indsats mod både smitsomme og ikke-smitsomme sygdomme er nødvendig. Det enkleste eksempel er nok, at når vi nu ved, at diabetes øger risikoen for tuberkulose – ligesom tuberkulose kan fremkalde eller forværre diabetes – hvorfor bekæmper vi dem så hver for sig?
– Hovedideen er selvfølgelig, at når vi ved, at en patient ofte lider under flere forskellige sygdomme, og når forskellige sygdomme og behandlingen af dem påvirker hinanden, så giver det ingen mening at fortsætte med at udvikle store sundhedsprogrammer, der kun fokuserer på bekæmpelse af en enkelt sygdom, siger Ib Bygbjerg.
Integrerede sundhedsprogrammer
Man kan slå flere fluer med et smæk ved at fokusere på kendte fælles risikofaktorer som for eksempel dårlig ernæring og samtidig udvikle strategier, der integrerer indsatsen mod eksempelvis diabetes og tuberkulose.
Kina, Indien og andre lande med store diabetes- og tuberkuloseproblemer er stimuleret af dansk støtte begyndt at udvikle integrerede sundhedsprogrammer med dobbelt screening for disse sygdomme. Men i mange andre tilfælde er strukturelle forhold en forhindring for denne form for integration.
– Forskere, sundhedsarbejdere og politikere tvinges ofte til at opfylde kortsigtede resultatkontrakter, som led i ’new public management’. Men herved bliver kampen mod aktuelle og kommende sundhedsproblemer meget let et slagsmål om penge til at bekæmpe den ene eller den anden sygdom, der sker i stedet for at bekæmpe den reelle dobbelte byrde af smitsomme og ikke-smitsomme sygdomme, som nu og fremover bæres af udviklingslandenes store befolkninger, siger professor Ib Bygbjerg.
Kontakt kan ske til professor Ib Bygbjerg, mobil: 41 58 94 97
På http://nyheder.ku.dk/alle_nyheder/2012/2012.9/strategier-for-sygdomsbekaempelse-i-u-lande-skal-fornys kan man også se video med professor Ib Bygbjerg, hvor han forklarer konklusionerne af den netop offentliggjorte artikel i Science.
