Rasmus Steen har i 15 år ledet afdelingen for dokumentarfilm hos International Media Support (IMS), der støtter dokumentarfilm fra det Globale Syd.
For snart tre år siden så han noget af det første råmateriale til No Other Land. Filmen om venskabet mellem en palæstinensisk aktivist og en israelsk journalist på Vestbredden vandt for nyligt årets Oscar for bedste dokumentar.
Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden?
“Lige nu står hele verdenspressen på spring for at tale med instruktørerne bag No Other Land, efter den vandt Oscar’en. Oven i hatten er der tusinder af mennesker, der stadig higer efter at se filmen, og organisationer der har interesse i at bruge den. Vi knokler med at skabe opmærksomhed og adgang til filmen og ikke mindst den vigtige historie, som den fortæller.”
“Jeg var egentlig inviteret med til Oscar-uddelingen, men blev forhindret i at tage afsted. På Oscar-natten vågner jeg ved et tilfælde klokken 3 om natten og tænder min computer lige i det øjeblik de siger ‘No Other Land‘. Det var helt vildt. Der var ingen af os, der havde set, at filmen ville blive så stor, da vi sagde ja til at støtte den tilbage i 2022. Men vi kunne godt se, at de to hovedpersoner, som også er filmens instruktører, havde et stort potentiale, og det har hele verden så også kunnet se.”
(Foto: Privat)
“Da No Other Land vandt på filmfestivalen i Berlin, skabte det massiv debat og opmærksomhed fra medier i hele verden. Vi har arbejdet intenst på at få filmen ud så bredt som muligt. For eksempel på en særvisning for FN’s hovedkvarter i Géneve og en screening på Nobel Peace Center i Oslo. Sammen med CPH:DOX har vi også stået for at arrangere den danske biografdistribution, hvor vi har haft filmen rundt i 35 byer på tværs af Danmark og gennem et skoleprogram haft 16.000 unge fra forskellige ungdomsuddannelser i biografen.”
“De seneste år har vi arbejdet meget målrettet med at få de film, som IMS støtter ud til publikum. Ikke kun det brede, men også det vi kalder impact audiences. Det kan være politikere, meningsdannere eller andre stakeholders, der kan aktivere det indhold, som en film beskæftiger sig med. Den rækkevidde kan styrkes yderligere, hvis en film ledsages af oplæg fra instruktørerne, paneldebatter eller andre indlæg fra vidende mennesker. På den måde kan gode dokumentarfilm virkelig åbne folks øjne og bane vej for vigtige samtaler.”
Hvad eller hvem i din branche giver dig håb?
“Jeg synes, der er rigtig mange ngo’er, som laver godt og vigtigt arbejde, når man kigger rundt både i Danmark og i verden. Og jeg finder håb i, at vi stadig har masser af potentiale til at arbejde endnu mere og bedre sammen.”
“Vi har for eksempel støttet en egyptisk film, The Brink of Dreams. Den handler om en gruppe 13-årige piger, der laver gadeteater. I deres forestillinger konfronterer de publikum med spørgsmål som “synes du, det er okay, at unge piger tvinges til at gifte sig med ældre mænd?” og “er det rimeligt, at kvinder ikke selv kan vælge, hvem de vil elske?”. Det skaber naturligvis en masse røre i den landsby, hvor de kommer fra.”
“Filmen følger pigernes udvikling over fem år – nogle formår at bryde mønsteret, mens andre falder i den traditionelle gryde med konservative gamle mænd. Sådan en film kunne være oplagt at anvende i samarbejde med en dansk organisation som for eksempel KVINFO. Den kunne fungere som en referenceramme ved konferencer, seminarer eller workshops – et udgangspunkt for vigtige samtaler. Der er mange muligheder.”
Hvad irriterer dig mest i din branche?
“Jeg oplever, at udviklingsbranchen generelt bruger al for meget tid på ting, der ikke direkte kommer de mennesker til gode, som vi er sat i verden for at hjælpe. Der er alt for mange interne procedurer, bureaukrati og unødvendige evalueringer, der bare koster penge.”
“På det punkt kan vi måske lære noget af det private erhvervsliv, selvom det nok ikke er så populært at sige. Jeg har en fornemmelse af, at de er bedre til at skære det overflødige fra. Hvis endnu et møde blot gentager de samme pointer, som man allerede har været over, bør det skæres fra. Og vi bør ikke bruge tid på at diskutere småbeløb som 300 kr. Den tid, vi bruger på det, koster mere end det beløb, vi diskuterer. I stedet skal tid og penge bruges dér, hvor vi faktisk kan gøre en forskel. Med partnerne. Cost-benefit-tankegangen kan vi måske lære noget af.”
Min, din og vores verden
I Min Verden fortæller et spændende menneske hver uge om sit arbejde, og hvordan udviklingsbranchen ser ud fra deres krog af den.
Vi taler med alt og alle fra skatte-forkæmpere og LGBTQ+-aktivister til direktøren for IFU og DI-topchefer. Du kan læse alle artiklerne her.
Hvis du har et bud på, hvem der kunne være spændende at tale med, hører vi gerne fra dig på kontakt@globalnyt.dk.
Hvad undrer dig, at alle ikke taler om, når det gælder global udvikling?
“Vi er rigtig gode til at tale om alle vores succeser, mig selv inklusiv. Vi vil meget gerne snakke om de ting, vi er stolte af, og det, der gik godt, som for eksempel No Other Land. Men der er ingen tvivl om, at vi kan lære noget af de ting, som gik mindre godt. Og måske endda lære rigtig meget af de ting, der gik rigtig skidt. I det mindste så vi ikke gentager samme fejl. Det synes jeg ikke, vi er så gode til at snakke om i branchen, sandsynligvis fordi vi alle er så donor-afhængige, så vi helst ikke vil fremstå fejlbarlige. Det kunne jo spænde ben for fremtidig funding.”
Hvad er dit bedste læse-, lytte- eller kiggetip?
“Jeg bliver nødt til at fremhæve nogle af de film, man bør se. Der findes så mange fantastiske og vigtige dokumentarfilm fra hele verden – også film, der viser positiv forandring. No Other Land er et must-see, hvis man ikke allerede har set den. Det samme gælder The Brink of Dreams, en stærk film om nogle utroligt seje unge kvinder. Begge kan ses på dette års CPH:DOX.”
“Og så er der From Ground Zero – Untold Stories from Gaza. Det er 22 kortfilm – dokumentarer, fiktion, endda en animation og en stopmotion – som er flettet sammen til én samlet fortælling. Alle filmene er skabt af instruktører i Gaza under krigen og viser det, vi ikke ser i TV-avisen. Fokus er ikke på selve krigen, men på livet i dens skygge. Filmen skaber en stærk identifikation med de mennesker, den portrætterer – præcis som de bedste dokumentarfilm kan.”
