Danske organisationer sender hjælp og mandskab til Nepal

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Laurits Holdt

Generalsekretær i Røde Kors, Anders Ladekarl, ankom tirsdag eftermiddag dansk tid til Kathmandu.

Her skal han danne sig overblik over situationen efter lørdagens jordskælv samt behovet for hjælp.

Onsdag ankommer yderligere fem Røde Kors-medarbejdere fra Danmark til Nepal.

Folkekirkens Nødhjælp har sendt tre katastrofeeksperter til Nepal for at styrke lokalkontorets arbejde og deltage i koordinationen af den store, internationale nødhjælpsindsats.

Folkekirkens Nødhjælp har foreløbig bevilget 2 mio. kroner til hjælpearbejdet, oplyser organisationen.

Katastrofen kræver international støtte

Også Dansk Folkehjælp sender nødhjælpspersonel til Nepal.

“Dag for dag vokser antallet af døde og allerede nu står det klart at katastrofens omfang kræver en større international støtte fra det internationale samfund,” skriver Dansk Folkehjælp i en pressemeddelelse.

Derfor har Dansk Folkehjælp onsdag frigivet midler fra sin katastrofefond til en hurtig nødhjælpsindsats i Nepal, som gennemføres i samarbejde med Dansk Folkehjælps europæiske netværk, Samaritter International (SAMI).

Der er allerede udsendt katastrofeeksperter og sundhedspersonel (læger og sygeplejersker), som deltager i behandlingen af de mange tilskadekomne i området.

Kommunikationsfolk og ingeniører

Mission Øst har sendt kommunikationsfolk og ingeniører med ekspertise i katastrofehåndtering til området nordvest for Katmandu.

Mission Østs eksperter er lige nu ved et epicenter for weekendens voldsomme jordskælv i Nepal. Der meldes om over 50 efterskælv efter jordskælvet lørdag, der dræbte mindst 4.700. Tusinder er kvæstede af nedstyrtende bygninger, hundredtusinder er hjemløse, og over en million mangler mad i det fattige land.

Den danske hjælpeorganisation har siden 2009 arbejdet med katastrofeforebyggelse i landsbyer på Himalayas bjergskråninger og har sendt ingeniører med ekspertise i vandsystemer og byggekonstruktioner til epicentret for de voldsomme jordskælv 80 kilometer nordvest for Katmandu.

Handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) har stillet en nødhjælpspulje på fem millioner kroner til rådighed for NGO’er, som er til stede i Nepal.

Desuden har regeringen sendt otte eksperter og it-udstyr fra Beredskabsstyrelsen af sted for at hjælpe i Nepal.