Det er kun et par uger siden, udenrigsminister Jeppe Kofod stolt kunne meddele, at den danske kandidat til posten som generalsekretær i OECD var gået videre til anden runde. Men nu har Ulrik Vestergaard Knudsen altså valgt at trække sig.
Ifølge udenrigsministeriets pressemeddelelse siger Ulrik Vestergaard Knudsen selv:
“For mig har det været et privilegium og en ære at deltage i udvælgelsesprocessen. Jeg vil ikke alene takke min egen regering, men også medlemsstaterne for deres tillid og støtte til at fremme mit kandidatur til de sidste runder – ikke mindst i betragtning af den imponerende konkurrence.”
Ulrik Vestergaard Knudsen tilføjer, at OECD’s fremtid ser lys ud med så fremragende kandidater som dem, der er tilbage. Han ser frem til at assistere den kommende generalsekretær – og til fortsat stolt fortsat at tjene OECD som vicegeneralsekretær.
Endnu fire kandidater tilbage
Den danske diplomat er en af fire vicegeneralsekretærer i OECD – Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling eller som den ofte bliver kaldt, de rige landes klub.
En af hans modkandidater, den græske tidligere minister og EU-kommissær Anna Diamantopoulou, har beskrevet OECD’s ledelse i Greek Reporter.
“OECD er en meget macho organisation. Der er en generalsekretær og fire vicegeneralsekretærer, og de er alle mænd. Hvis der nu kommer en kvinde til, så er det et tegn på, at vi kan bryde igennem endnu et glasloft.”
Svenske Cecilia Malmström er også stadig med i opløbet, ligesom schweiziske Philipp Hildebrand og Australiens Mathias Cormann.
The Sydney Morning Herald kunne allerede i sidste måned berette, at landets tidligere finansminister lå i førerfeltet.
Selv har han markedsført sig som den perfekte kandidat til at binde Europa og Stillehavsregionen sammen. Han er født i Belgien og flyttet til Australien som 25-årig i 1996. Mathias Cormann har dog også fået en del kritik, især for sit og regeringens syn på klimaspørgsmål. Og også for at have fløjet verden tynd i den jet, som det australske flyvevåben har stillet til hans rådighed under kampagnen. Selv har han begrundet den ekstravagance med, at mange kommercielle flyruter er lukkede på grund af corona, og at han i øvrigt skal passe på ikke at smitte dem, han taler med.