Som unge klimaaktivister fra forskellige steder i verden fulgte vi det seneste klimatopmøde i Glasgow på nært hold. Hvad vi oplevede, var en ekskluderende atmosfære.
Den igangværende coronapandemi og medfølgende globale vaccine-ulighed, større rejseomkostninger og behandlingstid for visum samt manglende klarhed i planlægning af COP26 gav ulige muligheder for at deltage for deltagere fra det globale syd.
Som henholdsvis danske og ghanesiske aktivister oplevede vi dette personligt. At rejse fra Danmark til Glasgow, fuldt-vaccinerede for flere måneder siden og med et pas, der problemfrit giver adgang til Storbritannien, var relativt gnidningsfrit. Derimod var der, som nævnt ovenfor, flere barrierer for at deltage i konferencen som afrikaner.
Den ulige mulighed for at deltage var blot en af mange måder, hvorpå COP’en svigtede i at inkludere den afrikanske oplevelse af klimakrisen.
Loss and damages
Samtidig med, at deltagerne afsluttede deres første uge på konferencen i Glasgow, blev flere områder i Ghanas Volta-region ramt af flodbølger, som betød, at beboere i omkring 2.000 husstande måtte forlade deres hjem. Skoler, veje og endda kirkegårde blev skyllet væk i lokalsamfund som Abutiakope, Salakope, Kedzikope og Keta Central. Og mens lokalbefolkningen talte deres tab fra en katastrofe, der til dels skyldes klimaforandringer, fejlede endnu et klimatopmøde i at levere på finansiering af ‘tab og skader’ (loss and damage) som følge af netop klimaforandringer.
Modsætningen mellem landes ord og handlinger var tydelig i USA’s modvilje mod at etablere en ny tab og skader-fond, samtidig med at Joe Biden hævdede, at USA var et godt eksempel på et land, der støtter udviklingslande. Tematikken om tab og skader skabte en tydelig dissonans i forhold til, hvad der blev talt om i forhandlingerne, og hvad der blev krævet af civilsamfundet uden for (og inden for) konferencens lokaler.
De vigtigste stemmer høres kun svagt
I Glasgow bemærkede vi, at mange af de mennesker, som er helt med i front for at gøre opmærksom på klimaforandringerne og deres konsekvenser, ikke var del af forhandlingerne. Det betød, at flere af de vigtigste stemmer ikke blev hørt. Som en kvinde fra Uganda, der repræsenterede et netværk af kvindelige småbønder, påpegede: “Løsninger, der laves uden os, laves ikke for os”.
Klimatopmødet blev for femte år i træk afholdt i Europa. Det har været fem år, hvor stemmer fra det globale syd har måtte rejse længere for at blive hørt. Så længe COP’en afholdes i det globale nord, opretholdes det ulige magtforhold, og folk fra det globale syd vil blive ved med at mangle repræsentation. Samtidig betyder de teknokratiske rammer for forhandlingerne, at langt fra alle, som var til stede i Glasgow, havde chancen for at deltage meningsfuldt i beslutningstagningen.
Når vigtige stemmer bringes til tavshed eller ignoreres, kan klimakonferencen aldrig blive en succes. Det er her, vi mener, at klimatopmødet kan lære fra klimaretfærdighedsbevægelsen. Selvom der stadig ligger meget arbejde foran os, er vi allerede i gang med at række ud og bygge broer mellem forskellige sociale bevægelser og sætte stemmerne fra de områder og de mennesker, der påvirkes stærkest af klimaforandringerne, i fokus.
Vi kan ikke løse klimakrisen uden at forstå dens moralske dimensioner. For at kunne skabe retfærdige løsninger, bør vores tilgang handle om klimaretfærdighed og ikke blot klimahandling.
Nii Noi Omaboe er klimaaktivst fra Ghana og har drevet flere bæredygtighedsprojekter og kampagner. Han kalder sig selv ”samvittighedsaktivist”, fordi han tror på, at klimaaktivisme er hans moralske ansvar og lever for at gøre en forskel for mennesker og planeten.
Helena Moll Bown og Louisa Ellen Mathies er danske aktivister for klimaretfærdighed og aktive i Mellemfolkeligt Samvirke.
