Siden denne artikel blev skrevet og oprindelig bragt i African Arguments i januar, er Madadaskar blevet ramt af cyklonen Batsirai, der har dræbt minimum 20 mennesker og fordrevet over 55.000. Læs mere hos Al-Jazeera.
Madagaskar gik ind i år 2022 kæmpende med en voldsom hungersnød – lokalt kendt som Kere – i den sydlige del af østaten.
På trods af at være ansvarlig for en ubetydelig procentdel af CO2-udledninger er landet ramt af, hvad FN og FN’s fødevareprogram WFP siger, er den første sultkatastrofe nogensinde, der er drevet af klimaændringer snarere end konflikt.
I tre år har tørke på et niveau, der ikke er set i fire årtier, ført til fejlslagne høster og udbredt fødevaremangel. Siden slutningen af 2020 er der registreret snesevis af dødsfald som følge af sult i Madagaskar, og mere end 1,1 millioner mennesker – ud af en befolkning på omkring 27 millioner – lever nu i fødevareusikkerhed. WFP anslår, at titusinder af mennesker står over for “katastrofale” hungersnødsforhold, der er det femte og højeste internationalt anerkendte niveau af fødevareusikkerhed.
På grund af sin særlige geografi er Madagaskar udsat for tørkeperioder. Den nuværende hungersnød er således øens sekstende siden begyndelsen af det tyvende århundrede. Øens sydlige region – kaldet “zone semi-aride” – er særligt sårbar over for skiftende vejrmønstre. Udover tørke, oplevede regionen sidste år sandstorme (kendt som tiomena eller “røde vinde”), der skadede muldjorden, som allerede var påvirket af forsinket regn og skovrydning.
Forværrende faktorer
Ikke kun det ekstreme vejr, men også forskellige andre faktorer har forværret situationen i Madagaskar.
For det første har tvivlsom beslutningstagning utvivlsomt bidraget til det igangværende problem.
Præsident Andry Rajoelinas administration lancerede først i slutningen af 2020 særlige initiativer, der skulle afhjælpe hungersnøden og er også blevet kritiseret for sin langsomme reaktion. I mellemtiden har nogle sat spørgsmålstegn ved regeringens strategi om at oprette et operationelt center for at bekæmpe hungersnøden (Centre de Coordination Opérationnelle contre le Kere, CCOK), der skal distribuere fødevarehjælp direkte til familier i Androy-regionen. Observatører har pointeret, at uafhængige lokale organisationer i stedet burde være tildelt opgaven med at sikre, at bistanden når ud til de berørte områder. Andre har kritiseret regeringens fokus på kortsigtede løsninger, især fordi situationen i områder som Anosy-regionen er forværret af et utilstrækkeligt vejsystem.
For det andet har en række eksterne udfordringer stået i vejen for både national og international hungersnødrespons. Madagaskars langvarige socioøkonomiske og politiske kriser er ikke forsvundet, og Covid-19-pandemien har tilføjet yderligere problemer til rækken. Rejserestriktioner har kompliceret fødevarehjælpindsatser, mens nedlukning og lukningen af turistindustrien har ramt økonomien hårdt og bidraget til stigende priser på mange basisvarer.
For det tredje bidrager bevæbnede banditter, der hærger i regionen, til problemet ved at stjæle forsyninger, herunder husdyr, og international fødevarehjælp. Disse bander – kendt som dahalo – går nogle gange så vidt som til at dræbe lokalbefolkningen og sætte ild til hele landsbyer. I årevis har de draget fordel af den begrænsede tilstedeværelse af statslige sikkerhedsstyrker i det fjerne syd samt af samarbejdet med korrupte lokale embedsmænd (i daglig tale dahalo ambony latabatra hvilket betyder “lænestolskvægtyve”). I 2016 indsatte regeringen den nyoprettede specialenhed Unité Spéciale Anti-Dahalo, men den har vist sig at være for lille og have utilstrækkelige ressourcer til at stoppe banditterne.
Følgevirkninger
Samtidig med at hungersnøden i Madagaskar altså påvirkes af en række faktorer har den også en bred vifte af følgevirkninger ud over blot manglen på fødevarer.
Dels betyder den måde, hvorpå kriser rammer køn forskelligt, at kvinder og børn står hårdest for skud, og så mange som 4,3 millioner mindreårige skønnes at have behov for hjælp. Under disse omstændigheder er der en meget høj risiko for seksuelt misbrug og udnyttelse, kønsbaseret vold og vold mod børn. Det øger også praksisser som børneægteskaber og tilfælde, hvor forældre reelt sælger deres børn for at få penge til at købe mad.
Kombinationen af vold og hungersnød har bidraget til en stigning i antallet af interne fordrivelser, hvilket har lagt yderligere pres på de lokale myndigheder og bidraget til miljøforringelse. I de sidste par år er titusinder af mennesker flygtet fra den sydlige region ofte med retning vestpå. Selvom regeringsstyrker har forsøgt at begrænse folks adgang til beskyttede arealer i denne del af landet, er tusindvis af hektar af jord med høj biodiversitet – som i den unikke Menabe Antimena-tørskov – ikke desto mindre blevet brændt af og ryddet, hvilket er kommet store øl- og fødevareproduktionsselskaber til gode. Disse virksomheder beskæftiger nemlig de interne migranter ved at købe landbrugsprodukter af dem til meget lave omkostninger. Nationalparken Ankarafantsika er også ramt af brande, som lokale myndigheder har givet klimamigranter fra syd skylden for.
Regeringens langsomme respons har ikke forbedret situationen. Der har kun været få tilbud om alternative steder, hvor de internt fordrevne, der har måtte flygte fra deres hjem, kan slå sig ned, mens de, der bevogter beskyttede områder, er dårligt rustet til at forhindre hundredvis, hvis ikke tusindvis af mennesker i at komme ind i zoner, der er af miljømæssig stor betydning.
Udfordringer overlapper hinanden
Situationen i Madagaskar viser, hvordan en krise inden for et område pludseligt og ukontrollabelt kan påvirke mange andre, hvilket besværliggør forsøg på at hjælpe, medmindre alle aspekter bliver regnet med og behandlet på samme tidspunkt.
Regeringens bestræbelser på at løse problemerne er mange steder kommet til kort, men også den globale opmærksomhed er utilstrækkelig. Det bliver vanskeligt og vil kræve et langsigtet engagement at løse disse mange problemer, men nogle ting står klart. For at imødegå den alvorlige hungersnød, dens utallige årsager og følgevirkninger har Madagaskar brug for et klart og koordineret program, der involverer alle aktører for at undgå overlap i løsningerne, at lokale organisationer, der er tættere på de berørte befolkninger, bliver tildelt en central rolle samt garantier for, at der er ansvarlighed og gennemsigtighed i den måde, ressourcerne anvendes på.
Dr. Manoa Faliarivola forsker i zoologi og er lektor ved State University of Itasy. Hun har stor erfaring med miljø, klimaforandringer, økologi og biodiversitet i Madagaskar.
Marc Lanteigne er lektor i statskundskab ved Det Arktiske Universitet i Norge, Tromsø, med speciale i internationale relationer, herunder kinesisk-afrikansk diplomati.
Dr. Velomahanina Razakamaharavo er forsker ved University of Reading og arbejder i krydsfeltet mellem køn, fred, sikkerhed og teknologi. Hun har stor erfaring med fred og konfliktprocesser i Madagaskar.
Den originale udgave af denne artikel er udgivet af African Arguments under Creative Commons-licens. Forfatterne har givet Globalnyt tilladelse til at oversætte artiklen til dansk.
Oversat fra engelsk af Gerd Kieffer-Døssing.