Det danske forsvar står foran store forandringer. De seneste årtiers fokus på den lidt diffuse kamp mod terrorisme med tropper udsendt til steder som Afghanistan og Irak afløses nu af fokus på det nære – forsvar af det danske territorium og assistance til de øvrige lande i NATO.
I den nye virkelighed bliver der ikke meget brug for en af de discipliner, som vi hørte en del om under den militære indsats i Afghanistan: Samarbejdet mellem det civile – både borgere og organisationer – og militæret, civilian-military cooperation (CIMIC). Det var noget, som de danske soldater var særligt gode til, lød fortællingen ellers ofte.
Gæsten i denne uges episode af Globalnyts podcast, Højtryk, er Henrik Laugesen, som er major i hæren, tidligere underviser og forsker på Forsvarsakademiet og har en ph.d. i Afrikastudier. Og så var han fra 2016 til 2017 leder af CIMIC-sektionen i den fredsbevarende FN-mission i Sydsudan.
Et værktøj i værktøjskassen
At det giver mening for en militær styrke at gøre sig gode venner med civilbefolkningen, var noget som Kinas første kommunistiske leder, Mao Zedong, talte om, da han førte guerillakrig mod landets gamle styre efter Anden Verdenskrig. I 1950erne skrev en fransk officer, David Galula, en bog om fordelene ved at samarbejde med civile, og i dag er det et værktøj i mange militærstyrkers værktøjskasse, forklarer Henrik Laugesen.
Med udgangspunkt i hans egne erfaringer fra Sydsudan forklarer Laugesen om nogle af de dilemmaer, som opstår i mødet mellem en militær styrke og humanitære organisationer.
”I forbindelse med nogle kamphandlinger i maj 2017, opstod der en humanitær krise i det nordlige Sydsudan – i det vi i militærsprog kalder sektor nord. Der kom meldinger fra de humanitære organisationer om, at der havde samlet sig mellem 17.000 og 25.000 flygtninge ude midt i ingenting. Uden vand, mad, læ – de havde ingenting.”
Et af problemerne med at arbejde i Sydsudan er ifølge Laugesen, at der ikke er nogen veje. Man kan flyve, eller man kan sejle på Nilen, fortæller han.
”Her fik vi lov til at samarbejde med de humanitære organisationer ved at lave en regulær luftlandsætning af militære enheder, som dels skulle beskytte flygtningene og dels beskytte tankvogne, som kørte i pendulfart med vand mellem Nilen og området, hvor flygtningene opholdt sig.”
”Det var jo klart en sammenblanding af militære og humanitære organisationer,” pointerer Laugesen.
“Men det blev vurderet, at den humanitære situation var så alvorlig, at man godt kunne leve med at tingene blev blandet sammen. Det er et godt eksempel på, hvordan det kan lade sig gøre.”
Vores behov, ikke deres
Laugesen giver også flere eksempler på beslutninger om at blande humanitære indsatser sammen med militære mål, som ikke faldt i god jord hos FN’s humanitære kontor, OCHA.
Vi er igen i den nordlige del af Sydsudan, hvor militærstyrken under FN-missionen havde brug for at få forsyninger frem til et uvejsomt område. Det skulle ske med pramme på Nilen, og derfor blev det anset som nødvendigt at have styr på sikkerheden og “den gode stemning”, som han udtrykker det, på de steder, hvor prammene skulle lægge til.
”Vi sendte et lægehold afsted, som over et par dage var i et område, hvor de behandlede sår, gav medicin mod diarré og den slags. Det var de lokale glade for. Mens det stod på kunne vi så gøre vores hoser grønne og bevare et godt forhold til den del af befolkningen, der boede i det område.”
”Men bagefter stod jeg skoleret hos OCHA, og fik læst og påskrevet. Det var jo indblanding i de humanitære organisationers arbejde.”
Og det var en indblanding i de humanitære organisationers arbejde, siger han. Og han anerkender, at det er problematisk, fordi militæret jo netop bare pakkede sammen og tog hjem, da deres mål var opnået.
”Det var vores behov, det var styrende, ikke deres behov. Når vi bruger CIMIC i militæret, så bruger vi det til at opnå militære mål. De humanitære har andre præferencer.”
”Jeg kan sagtens forstå, at humanitære organisationer er kede af, at blive blandet sammen med militære aktioner. Som humanitær arbejder man ubevæbnet, og man arbejder jo faktisk på de stridende parters nåde, og derfor er det utroligt vigtigt for de humanitære organisationer at få skabt et rum, hvor det er tydeligt, at de er upartiske.”
Hør hele interviewet med major Henrik Laugesen i ugens episode af Højtryk herunder eller hent den som podcast, dr hvor du plejer at finde dine podcasts.
