I løbet af bare to uger er mere end 100.000 mennesker – ud af en befolkning på cirka 120.000 – flygtet fra Nagorno-Karabakh til Armenien. Området, som ligger inden for Aserbajdsjans grænser, men har været kontrolleret af armenske separatister siden Sovjetunionens opløsning i 1991, faldt til aserbajdsjanske tropper efter et lynangreb den 19. september. Forinden havde en ni måneder lang blokade bidraget til at udsulte området.
Denne artikel er oprindeligt udgivet af online-mediet The New Humanitarian, der dækker global udviklingspolitik og verden generelt.
Ifølge FN er der nu blot 50 til 1.000 etniske armeniere tilbage i Nagorno-Karabakh.
“De sultede os, terroriserede os, bombarderede os. De vil tvinge os til at blive statsborgere i deres land, hvilket vi ikke ønsker – for ærligt talt, givet hvordan de behandler deres eget folk og vores årtier lange krig, hvem ville ønske det?” siger 22-årige Marat fra byen Askeran i Nagorno-Karabakh til The New Humanitarian.
Marat bor i øjeblikket i en flygtningeshelter oprettet af armenske NGO’er i en gymnastiksal i byen Artashat, nær den armenske hovedstad Jerevan, sammen med seks af sine familiemedlemmer. Over 100 senge er opstillet på det, der engang var en basketballbane, hvor frivillige nu er i gang med at uddele mad og tøj.
“Selvfølgelig ville jeg ønske, at vi kunne være blevet,” siger Marat.
“Vi havde alt der, og det var vores hjem. Men hvordan kunne vi blive, når min familie har børn, der risikerer at dø? Vi er nødt til at tænke på deres sikkerhed,” tilføjer han og peger på sin lillesøster, der leger i nærheden.
Øjeblikkelig masseudvandring
Den store udvandring fra Nagorno-Karabakh begyndte næsten øjeblikkeligt, efter de aserbajdsjanske styrker fik kontrol med området.
De første par biler, fyldt med et helt livs ejendele, banede sig langsomt vej gennem Lachin-korridoren, der som den eneste vej forbinder Nagorno-Karabakh med Armenien. Derefter fulgte busser, lastbiler og ambulancer i lange køer på den smalle bjergvej.
Det hele var overstået på få dage: Næsten hele befolkningen i Nagorno-Karabakh, der i over tre årtier havde fungeret som en de facto autonom republik, var flygtet og havde efterladt alt, hvad de ikke kunne tage med sig. Af de mere end 100.000 flygtninge er cirka 30.000 børn.
Under evakueringerne leverede det armenske Røde Kors sammen med frivillige mad og hjælp til folk, der krydsede grænsen ind til Armenien. Flygtningene blev først sendt i retning af Goris, der er den nærmeste armenske by tæt på grænsen til Aserbajdsjan og Nagorno-Karabakh, for at blive registreret. Her blev alle hoteller dog hurtigt fyldt op, og de armenske myndigheder begyndte derefter at organisere busser til at omdirigere flygtningene til byer over hele landet.
“Mange vil gerne klare sig selv og ikke være afhængige af hjælp”
Ligesom Marat har mange af de armeniere, der er flygtet fra Nagorno-Karabakh, ingen familie i Armenien og ingen steder at tage hen. De er totalt afhængige af humanitær hjælp, både til nødhjælp her og nu og på den lange bane, da mange har mistet deres levebrød. Den armenske regering tilbyder cirka 700 kroner i månedlig økonomisk hjælp, hvilket ikke rækker til at betale for en lejlighed.
”Mange vil gerne klare sig selv og ikke være afhængige af hjælp, fordi der er en følelse af, at denne gang er flugten permanent og ikke midlertidig – i modsætning til under krigen i 2020,” siger Shoushan Keshishian, administrerende direktør for NGO’en Hub Artsakh, der havde base i Nagorno-Karabakh.
“Først fokuserede vi på at yde nødhjælp, men vi indså hurtigt, at folk bekymrede sig om beskæftigelse og juridiske problemer som pas eller registrering af virksomhed her i Armenien,” forklarer hun.
Selvom Hub Artsakh selv er blevet fordrevet, har NGO’en lovet at fortsætte med at hjælpe de armeniere, der flygter fra Nagorno-Karabakh. Organisationen, der snart åbner et kontor i Jerevan, har allerede startet en hotline, hvor et team af operatører sidder klar til at matche flygtninge med advokater og med hjælp til at finde et arbejde.
Årtiers konflikt og tusindvis af døde
De aserbajdsjanske myndigheder har sagt, at de ønsker at “genintegrere” armenierne i Nagorno-Karabakh og har lovet at respektere deres rettigheder, men de flygtninge, som The New Humanitarian har talt med, siger, at de ikke stoler på løfterne og frygter undertrykkelse og vold.
Armenien og Aserbajdsjan har kæmpet om Nagorno-Karabakh-enklaven i årtier. Den første krig i 1990’erne, der blev vundet af armenierne, kostede 30.000 mennesker livet, og en million mennesker flygtede fra deres hjem.
Efter krigen var der stort set ingen aserbajdsjanere tilbage i Armenien og Nagorno-Karabakh, og stort set ingen armeniere tilbage i Aserbajdsjan, bortset fra dem i Nagorno-Karabakh, som Aserbajdsjan fortsatte med at anse som sit territorium.
En ny krig brød ud i september 2020. Her genvandt Aserbajdsjan 80 procent af det territorium, landet havde tabt 30 år tidligere. Over 7.000 mennesker blev dræbt på begge sider.
I december 2022 lukkede Aserbajdsjan Lachin-korridoren og udsatte derved befolkningen i Nagorno-Karabakh for en ni måneders blokade, der skabte mangel på både elektricitet, vand, fødevarer og medicin, inden angrebet den 19. september. Den armenske befolkning flygtede af frygt for etnisk udrensning, vold og forfølgelse, mens enklavens myndigheder, der i over tre årtier havde styret Nagorno-Karabakh under navnet Republikken Artsakh som en uafhængig stat, annoncerede, at de ville opløse sig selv og ophøre med at eksistere ved årets udgang.
”Hvad hvis de angriber igen?”
Samtidig er spændingerne stadig høje mellem Armenien, Rusland og Aserbajdsjan. Rusland har traditionelt indtaget rollen som fredsmægler og brugt sine forbindelser i begge lande samt sin militære magt til at opretholde status quo. Men russiske fredsbevarende styrker greb ikke ind, da aserbajdsjanske styrker indledte deres angreb den 19. september.
Armenien frygter nu, at Aserbajdsjan vil forsøge at erobre mere territorium i den sydligste armenske provins, Siunik, for at oprette en landforbindelse til den aserbajdsjanske eksklave Nakhitjevan.
Flygtningene fra Nagorno-Karabakh, der stadig er ved at komme sig efter den humanitære katastrofe, frygter allerede en ny krig.
“Jeg blev tilbudt en bolig i Kapan. Men det er en grænseby. Du kan se en aserbajdsjansk kontrolpost få meter væk… Jeg er bange, jeg vil gerne bo langt væk fra dem. Hvad nu hvis de angriber igen?” spørger Marina, en 40-årig mor til to fra Stepanakert, som The New Humanitarian mødte på et hjælpecenter i Goris.
“Jeg kunne ikke bære at miste alt og blive fordrevet igen.”
Artiklen er oprindeligt bragt på The New Humanitarian.
Den er oversat til dansk af Anna Regine Irgens Bromann. The New Humanitarian er ikke ansvarlig for oversættelsens nøjagtighed.