Det begyndte i København – og kan måske vokse videre i Palæstina.
’Det’ var Danmarks forbud mod import af kul fra et Sydafrika, der i 1979 endnu var under hvidt overherredømme. Den danske boykot medvirkede til det sydafrikanske apartheidregimes sammenbrud. I 1994 blev Nelson Mandela valgt til præsident for en regnbueregering i et nyt Sydafrika, hvor alle borgere fik samme rettigheder uanset hudfarve.
At den positive udvikling i Sydafrika rent faktisk begyndte i København, fortæller Peter Lodberg og Christian Balslev-Olesen i en lille bog om Sydafrikas ærkebiskop Desmond Tutu. Det var nemlig den senere Nobelprisvinder Tutu, der med afsæt i et interview i DR satte skovlen under Danmarks køb af kul fra Sydafrika! Bogen om Tutu og dette forbløffende hjørne af dansk udenrigspolitik er netop udkommet på forlaget Eksistensen.
Tutu fortalte senere, at hans udfald mod Danmarks kulimport ikke var med i planen for det DR-interview, som Folkekirkens Nødhjælp (FKN) havde bragt i stand. Tutu hævdede endda humoristisk, at han blev så betaget af intervieweren, TV-avisens Karen Lis Svarre, at han vovede sig længere ud, end både han selv og FKN havde forestillet sig!
Den sydafrikanske regering blev rasende og inddrog Tutus pas, men ærkebiskoppen vakte borgerlige og socialdemokratiske danske regeringer til dåd, så vi startede en boykot af Sydafrika, der via FN bredte sig til resten af verden og bar frugt, så Sydafrika blev frit.
Danmark var altså med til at skabe frihed og lighed i det sydafrikanske samfund.
Kairos
Hvor ville det være skønt, hvis vi i Danmark og danske civilorganisationer kunne bane vej for en lignende udvikling omkring Israel og Palæstina!
Tutu var teolog, og teologer taler om kairos: historiske vinduer, hvor det umulige bliver muligt, hvis vi mennesker tør. Tutu selv er død og borte, men der er mennesker både i Israel og Palæstina, der kan, vil og skal bygge den sameksistens, der er nødvendig, hvis de to folk skal bestå på den anden side af den nuværende forfærdelige krig.
De brobyggere er endnu næsten navnløse, men vi i Danmark kan hjælpe dem frem i lyset på samme måde, som Folkekirkens Nødhjælp og TV-avisen hjalp Tutu frem dengang i 1979.
Det er måske det bedste, vi kan gøre både for Israel og Palæstina i deres lange nuværende skæbnenat.
I Sydafrika havde sorte og hvide brug for at leve sammen i ét land. Det lykkedes blandt andet takket være Tutu, FKN og den danske regering.
Israel og Palæstina er tvunget til at enes om en næsten umulig sameksistens mellem to stater, der hader og frygter hinanden, men må arbejde sammen for at eksistere på sigt. Brobyggerne eksisterer i begge folk, men skjult. De har brug for at se sig selv og hinanden og mødes åbent for at gøre det umulige muligt.
Vi i Danmark må hjælpe dette møde på vej, ligesom vi hjalp de sorte med at række ud til de hvide i Sydafrika.
