Med en krøllet mullet, en to-go kaffe i hånden og et kæmpe smil på læben møder Jay os i et kram, idet vi træder ind på en af Tunis’ mange kaffebarer.
“How are you?” spørger Jay til lyden af kaffemaskinen og de mange morgengæster, der larmer i baggrunden. Vi har det godt. “Amazing” svarer de og former et peacetegn med den frie hånd.
Jay er non-binær, bruger de kønsnetutraule pronominer de/dem og er queeraktivist i den tunesiske LGBTQ+-organisation Mawjoudin, der betyder “vi eksisterer” på arabisk.
Jay taler uophørligt. Om Mawjoudins arbejde, sit psykologistudie og hvad der skal ske i weekenden. Og før vi ved af det, har vi fået en invitation til at slutte os til deres venner på en bar senere. Et band, som Jay elsker, optræder hver fredag med covers af populære sange i irsk folkemusikstil.
Vi takker for invitationen og går sammen mod noget, der minder om et villakvarter. Det er her Mawjoudin har sit hovedkontor. Jay peger på den dør, vi skal ind gennem, men der er ingen skilte, logoer eller navne til at afsløre, hvem der sidder på kontorerne inde bag. Alt sammen for at højne aktivisternes sikkerhed.
For selvom Mawjoudin har statens tilladelse til at arbejde som en LGBTQ+-organisation, er det stadig farligt at stå frem i offentligheden som queerperson.
I en verden, hvor tweets skaber mere forandring end underskriftsindsamlinger, og hashtags er de nye slagord, har internettet og sociale medier fået en afgørende rolle i at forme vores samfund. Og her udgør den arabiske verden avantgarden.
Derfor har Globalnyt været i Tunesien og Egypten for at tale med de unge, der bruger Facebook, Instagram og TikTok til at skubbe til normer og autoriteter – særligt når det handler om ligestilling og seksualitet.
Trods de historiske 2011-protester mod diktaturet, der markerede en kamp for frihed og åbnede et vindue for at tale om queerrettigheder, fortsætter den tunesiske lovgivning med at kriminalisere homoseksualitet. Det betyder, at homoseksuelle ikke alene risikerer diskrimination og chikane, men også fængsling på grund af deres seksuelle orientering eller kønsidentitet.
Lad os tage et konkret eksempel. Artikel 230 i den tunesiske lovgivning skriver sort på hvidt, at det er kriminelt for to personer af samme køn at have sex med hinanden. Det var den franske kolonimagt, der i 1913 nedskrev loven, og selv mere end 100 år senere bliver den stadig håndhævet, ofte gennem tvungne analtest, hvor en læge undersøger formen på endetarmsåbningen, der skal tjene som “bevis” for en persons homoseksuelle adfærd.
Synlighedens tvetydige dans
Jay husker tydeligt sin barndom i Bizerte i det nordlige Tunesien. Her var kønsidentitet slet ikke et diskussionsemne, og homoseksuelle eksisterede ikke. I hvert fald ikke åbent. Men med sociale medier fik queerstemmer et sted at udtrykke sig, og alle andre fik mulighed for at høre deres stemmer.
“Jeg forestiller mig, at hvis jeg var blevet præsenteret for queermiljøet gennem en homofobisk linse, gennem de mennesker, jeg var omgivet af, ville jeg nok være mere homofobisk i dag. Men fordi jeg blev eksponeret for miljøet gennem deres egne fortællinger, som de delte online, følte jeg mig forbundet med fællesskabet, og det virkede ikke unaturligt eller som noget, der ikke burde have ret til at eksistere,” siger Jay.
Jay mener, at sociale medier er en drivkraft for stigende accept af queerpersoner. De tilbyder eksponering, som er afgørende for at kunne tale om queer-rettigheder og ikke mindst nå ud til mennesker, der er ensomme og ikke ved, at der eksisterer et fællesskab af ligesindede.
Min egen oplevelse med at blive introduceret til queermiljøet online er en, jeg deler med mange andre på min alder
Jay, queer-aktivist
“Jeg tror, min egen oplevelse med at blive introduceret til queermiljøet online er en, jeg deler med mange andre på min alder. Derfor mener jeg også, at vi ser mindre homofobi og mere åbenhed hos den yngre generation,” siger Jay og laver endnu engang peacetegn med hænderne.
Men synligheden online er ikke kun til queermiljøets fordel. Sociale medier kan nemlig også betyde, “at du bliver set af øjne, der ikke er særlig venlige,” som Jay formulerer det.
Den bekymring er ikke uden klangbund i virkeligheden, understreger Pauline Mignola, der er programleder for SWANA-regionen, det vil sige Sydvestasien og Nordafrika, hos organisationen LGBT+ Danmark.
“Hvis ingen taler om queerness, og mange tænker, at det er en slags vestlig praksis, der ikke findes her i regionen, så er der selvfølgelig ikke grund til at rette opmærksomheden mod dem. Men når vi begynder at se en stigende repræsentation af queerpersoner i den online offentlighed, løber vi risikoen for en kraftig modreaktion, der blot forstærker intolerance over for queerpersoner,” siger Pauline Mignola.
På grund af den slags risici og udfordringer er mange LGBTQ+-personer påpasselige med at være alt for iøjnefaldende på sociale medier, understreger samtlige kilder, vi møder.
I Cairo er det en helt anden oplevelse
Små 3.000 kilometer fra Tunis i Egyptens hovedstad er stemningen anderledes anspændt. I en halvtom lejlighed lidt uden for Cairos midte sidder to egyptiske queeraktivister. Den ene, Bassem, sidder på en klapstol i et hjørne af rummet, holder nervøst om sin kaffekop og giver kun et lille nik som “hej”. Ahmed, den anden aktivist, hilser med et håndtryk og gør sit bedste for at slippe et lille smil over læberne.
Under forudsætningen af, at vi ændrer deres stemmer, giver dem dæknavne og kun filmer fra brystet og ned, har Bassem og Ahmed – som så ikke er deres rigtige navne – indvilget i at tale om, hvad det vil sige at være queerperson i Egypten.
Vi forsøger med lidt smalltalk, men samtalen glider ikke rigtig, og sproget er også en barriere. Ingen af de to taler særlig godt engelsk. Ahmed prøver sig lidt frem med et par korte svar, Bassem anerkender kun lige vores tilstedeværelse ved indimellem at kigge op fra kaffekoppen. Sekunderne føles lange.
Så træder oversætteren ind ad døren. Vi får øjenkontakt og sender akavede smil og en stiltiende bøn om hjælp.
“Hvorfor er I to? Der skulle kun være én journalist,” kvitterer hun med.
Forstår man ikke aktivisternes situation, vil man tænke, at de er temmelig uhøflige. Men deres mistro er ikke uden grund.
For hvis det er svært at være queerperson i Tunesien, så er det stort set umuligt i Egypten. Både Bassem og Ahmed er gentagne gange blevet udsat for vold på åben gade eller narret af personer, der udgav sig for at være queers med det formål at berøve eller overfalde dem.
Og så er der det egyptiske regime, som uophørligt forfølger og undertrykker homoseksuelle. Jagter dem på sociale medier og datingapps, udnytter deres sårbare situation til afpresning og benytter love, der oprindeligt hverken har noget at gøre med køn eller seksualitet, til at retsforfølge dem på baggrund af netop det.
Heksejagt og homohad
Teknisk set er homoseksualitet ikke ulovligt i Egypten. Men landet er, som Human Rights Watch skriver i en undersøgelse, en serieforbryder, når det handler om at udnytte såkaldte “morallove” til systematisk at forfølge personer, der indgår i relationer og seksuelle aktiviteter med en person af samme køn. I vagt formulerede love bruges termer som “anstødelig” eller “umoralsk” uden at afgrænse, hvad det dækker over, og det gør dem lette at misbruge.
En lov, der oprindeligt skulle bekæmpe prostitution, har i årtier været brugt af myndighederne til at forfølge homoseksuelle mænd. For eksempel til at retsforfølge 75 LGBTQ+ personer, efter at en 21-årig havde viftet med et regnbueflag under en koncert med det libanesiske band Mashrou Laila i 2017.
“Der skal ikke mere til, end at du ser ud eller opfører dig på en bestemt måde i det offentlige rum, før det kan anses som lovstridigt,” forklarer Pauline Mignola.
Selvom det stadig er risikabelt at være åbent queer i Tunesien, er det bemærkelsesværdigt, hvordan queer-fællesskabet formår at integrere sig mere synligt i samfundet.
Pauline Mignola, programleder, LGBT+ Danmark
Lovteksterne afspejler altså ikke nødvendigvis den faktiske håndhævelse, påpeger hun. I Tunesien står der i loven, at det er ulovligt at have sex med en person af samme køn. Det gør der ikke i Egypten, selvom landet de facto kriminaliserer LGBTQ+-samfund.
“Der findes adskillige markante queer-organisationer i Tunesien. Det er langt fra tilfældet i Egypten. Og selvom det stadig er risikabelt at være åbent queer i Tunesien, er det bemærkelsesværdigt, hvordan queer-fællesskabet formår at integrere sig mere synligt i samfundet, i modsætning til i Egypten, hvor queer-kulturen forbliver undergrund,” siger Pauline Mignola.
De bærer masker i enhver social kreds
Det er ikke til at vide, hvem man som queerperson i Egypten kan stole på. Det er nemlig ikke kun regimet og mere konservative kræfter i dele af samfundet, der gør tilværelsen usikker for personer som Bassem og Ahmed.
“Jeg lever et dobbeltliv. Og ironisk nok er jeg også tvunget til at leve et dobbeltliv blandt andre queerpersoner. Jeg holder min identitet og personlige oplysninger for mig selv, for jeg ved, den kan sætte mig i fare. Desværre er det ikke ualmindeligt, at personer inden for queerfællesskabet angiver hinanden til deres familier ved at afsløre deres seksuelle orientering,” fortæller Bassem, der konstant føler sig nødsaget til at være skeptisk over for nye bekendtskaber.
“Nogle deler private billeder, og andre optager folk uden samtykke, for eksempel i intime situationer.”
Samme skepsis mærker vi inden interviewet. Er vi dem, vi siger, vi er? Og hvis vi er, hvad så hvis vi ikke overholder aftalen og Ahmed og Bassems rigtige navne bliver offentliggjort? Og er der myndigheder, der ved at vi mødes?
Pres på civilsamfundet
Der er ingen tvivl om, at livet som queerperson er et usikkert liv. Det gælder, uanset om man lever i Egypten eller Tunesien. Men hvilken vej bevæger udviklingen sig? Er den unge generation i færd med at lede regionen mod større accept, som Jay mener?
En undersøgelse fra Pew Research Center viser, at mange lande i Mellemøsten og Nordafrika er blandt de mindst accepterende over for homoseksualitet. I Tunesien svarede ni procent i 2019, at de accepterede homoseksualitet. Der er ingen nyere tal fra Egypten, men samme undersøgelse fra 2013 viste, at der her kun var tre procent af befolkningen, der accepterede homoseksualitet.
Ifølge Pauline Mignola er manglende viden og dokumentation en hindring for at danne et klart billede af, om queerpersoners forhold i regionen udvikler sig positivt. Er der flere eller færre anholdelser af queerpersoner i dag? Mere eller mindre overvågning? En stigning eller nedgang i vold og chikane? Vi ved det reelt ikke.
Alligevel ser hun en udbredt enighed blandt aktivister og organisationer i regionen om, at modstanden mod LGBTQ+ – ofte omtalt som anti-genderbevægelsen – er på fremmarch.
Ifølge Jay skaber det nuværende politiske klima i Tunesien utryghed.
“Jeg er måske ikke en juridisk ekspert, men jeg hører alarmklokker, særligt når vi ser på nyligt vedtagne love og holdningen til menneskerettigheder,” siger de.
Angreb på minoriteter
Queerpersoner i Tunesien bliver endnu ikke gjort til syndebukke for, hvad nogen oplever som pressede familieværdier. Det er tilfældet i Libanon og Tyrkiet, hvor der ses en stigende hetz mod queerpersoner fra politikere.
I stedet har præsident Kais Saied, ifølge Amnesty International, rettet sin kritik mod landets migranter. Racistiske udtalelser fra præsidenten førte i 2023 til en bølge af voldshændelser rettet mod migranter. Han hævdede, at migranter fra specielt Vestafrika forsøger at ændre Tunesiens demografiske sammensætning og gøre landet til “endnu et afrikansk land, der ikke længere tilhører de arabiske og islamiske nationer.”
Den tunesiske præsident Kais Saied har i de seneste par år forsøgt at koncentrere magten hos sig selv. Jay – og mange andre fra civilsamfundsorganisationer, som vi taler med i Tunesien – gruer for en varslet ny ngo-lov, der truer det ellers blomstrende civilsamfund, som Tunesien har været kendetegnet ved siden 2011-revolutionen.
Bliver den vedtaget, vil det bringe landet tilbage til restriktionerne fra Ben Ali-tiden, advarer Amnesty. Under den tidligere præsidents styre fra 1989 til 2011 var det kun få autoriserede civilsamfundsorganisationer, der fik lov til at arbejde under konstant overvågning, og de fleste internationale menneskerettighedsorganisationer var ikke tilladt.
Den politiske situation i Tunesien rejser spørgsmål om, hvorvidt det allerede sårbare queermiljø vil få endnu sværere ved at mobilisere sig i organisationer som Mawjoudin.
Men på trods af de mange tilfælde af tilbageslag i regionen, holder queerbevægelsen aldrig op med at eksistere, fastslår Pauline Mignola.
“Og uanset land eller situation vil queerpersoner fortsætte med at eksistere og finde fællesskabets styrke til at overleve og modstå hetzen. Det kan man mene er ekstremt trist – men også ekstremt kraftfuldt, for det skaber en dyb kollektiv viden og vifte af modstandsstrategier.”
Imens fortsætter kampen for queerrettigheder online. Og folk som Jay, Bassem og Ahmed har ikke tænkt sig at holde op med at forsvare queerrettigheder.
“Jeg tror virkelig, at det er en sag, der skal forsvares højlydt og tydeligt, for det gavner ikke at pakke det ind i vat længere,” siger Jay i et håbefuldt toneleje.
Dette er endnu en artikel i serien Det Digitale Forår, hvor vi taler med digitale aktivister, kvinderettighedsorganisationer og helt almindelige mennesker for at blive klogere på, hvordan unge i Egypten og Tunesien i dag bruger onlineaktivisme til at udfordre normer og autoriteter.
Hvis du ikke vil gå glip af den næste artikel, så meld dig til vores nyhedsbrev.
Serien er støttet af Kommunikationsfonden for Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram, DAPP.
