Med den ødelæggende Gaza-krig er fronterne mellem palæstinensere og israelere trukket skarpere op end nogensinde. Krigen udspilles langt fra kun i Mellemøsten, men splitter befolkninger verden over. Mange lande rapporterer om et øget antal antisemitiske hændelser og angreb på muslimer.
Og mens debatklimaet bliver stadig mere betændt, og folk rykker sammen med deres egne, er det blevet endnu sværere at vise forståelse for modparten. Det fortæller fire danskere med jødisk baggrund, der på forskellig vis er engageret i den palæstinensiske sag. I denne artikel udtaler de sig alle som privatpersoner.
”Jeg har altid haft konflikten helt tæt inde på kroppen – jeg har familie, som bor lige ved siden af Gazastriben, og er blevet evakueret flere gange. Jeg har fra barnsben både oplevet raketter og angreb fra Israel mod Gazastriben, og var i 2014 vidne til meget voldsomme demonstrationer i Jerusalem,” fortæller Yonatan Goldshtein.
Han er adjunkt på Aalborg Universitet, hvor han underviser i dansk og lingvistik. Som mange andre danske jøder med israelsk baggrund, blev hans liv vendt på hovedet, efter at Hamas den 7. oktober angreb Israel. Han har i sine tidlige år rejst til Israel en del, og hele hans fars familie bor der.
Men selvom Yonatan Goldshtein har tilbragt en betydelig del af sin barndom i Israel, så fyldte palæstinenserne ikke meget i hans erindringer om rejserne til Israel. De fandtes faktisk slet ikke i hans bevidsthed på det tidspunkt.
”I slutningen af folkeskoletiden blev jeg interesseret i international politik, og begyndte at læse op på, hvad der foregår i Israel. I den forbindelse gik det også op for mig, at jeg som israeler, og på mine rejser til Israel, aldrig rigtig havde stødt på palæstinensere.”
Efter at have fordybet sig i emnet blev Yonatan Goldshtein endnu mere nysgerrig på virkeligheden i de palæstinensiske territorier. Han besluttede sig for at drage ind i Vestbredden. Han beskriver sit første møde med Vestbredden som at træde ind i en parallelverden i forhold til det liv, han kendte i Israel.
”Noget af det første, der slog mig da jeg tog ind i Vestbredden, var den her fysiske barriere mellem israelere og palæstinensere – altså den her lange mur, man kører langs. Men så er der også de mindre synlige forskelle. Palæstinensiske og israelske boligkvarterer, som måske ikke er adskilt af mure, men man kan mærke og se tydelige forskelle. Hvor meget skrald der er, husenes tilstand, hvem der får hentet skrald, hvem der får lov til at bygge, og hvor meget militær der er til stede,” fortæller han.
Yonatan Goldshtein siger, at han trods sine forventninger om modvilje blev mødt med åbenhed og gæstfrihed.
”Nu har jeg valgt at bo i de palæstinensiske områder i længere tid, primært i Hebron, og jeg har altid følt mig tryg og velkommen sammen med dem. De gjorde meget ud af at forklare, at de ikke havde noget problem med jøder, men problemet var det liv, som de levede under, som konsekvens af besættelsen.”
Yonatan Goldshtein har siden da lavet aktivisme i forbindelse med de besatte territorier i Israel og Palæstina, hvor han blandt andet har været med til at dokumentere livet for palæstinensere under besættelsen.
Men hans deltagelse i den offentlige debat om konflikten er ikke altid blevet modtaget med tolerance fra personer, med samme baggrund som ham selv.
”I 2014 og 2015, hvor jeg skrev en del i aviser nede fra de palæstinensiske områder, var der en del andre jøder, som blev ved med at sende mig henrettelsesvideoer fra Islamisk Stat. De sammenlignede mig med ISIS, og anklagede mig for at ville ruinere alle jøder. Desuden var der en enkelt israeler, som gentagne gange sendte mig dødstrusler og påstod at have hyret en lejemorder, fordi han mente, at jeg havde forrådt mit eget folk.”
Det er ikke kun hans politiske holdninger, som har udløst voldsomme reaktioner og personlige angreb, men også hans jødiske identitet i det hele taget.
”Nogle jøder er gået efter mig på baggrund af min herkomst, fordi min far er jøde, mens min mor ikke er. De har brugt nogle af de her religiøse definitioner af, hvornår man er jøde. Det spøjse ved udstødelsen er, at den kommer fra de samme mennesker, som tidligere accepterede mig som en af deres egne, da jeg var barn. Men lige så snart jeg bevægede mig væk fra deres pro-israelske holdninger, blev jeg pludselig ikke betragtet som ’rigtig’ jøde længere.”
Når Goldshtein reflekterer over de kommende år, nærer han ikke meget håb for, at der vil blive fundet en fredelig løsning på konflikten.
”Hvis man beskæftiger sig med Israel-Palæstina konflikten, eller geopolitiske konflikter i Mellemøsten generelt, så bliver det næsten altid værre. Og især i lyset af den brutalitet, som udspiller sig i Gaza lige nu. Det er hamrende demotiverende, at jeg ikke har håb for, at det internationale samfund agerer anderledes. Men jeg kan heller ikke bare se passivt til, mens et folkemord trækker ud.”
Et brud med et romantiseret billede
Zelma Feldman Lewerissa er dansk jøde med ukrainske og indonesiske rødder og uddannet antropolog. Hendes mor har gået på Carolineskolen i København, og hendes morfar var under anden verdenskrig i koncentrationslejre i Tjekkiet. Zelma Feldman Lewerissa har i løbet af sin opvækst besøgt Israel mange gange. Desuden har hun som teenager boet i havnebyen Jaffa i en kort periode.
”I mange år havde jeg et romantiseret syn på Israel, som nærmest fungerede som en slags forløsning for mig. Det var nok, fordi jeg forbandt min jødiske identitet med noget lidt pinligt i Danmark – det var noget jeg skammede mig over. Så jeg følte mig hjemme i Israel, som jeg betragtede som mit jødiske hjem. Jeg havde en begrænset viden om besættelsen, som min familie ikke støttede, men jeg blev ikke præsenteret for det palæstinensiske folks narrativer.”
Det var først da hun i efteråret 2022 udførte antropologisk feltarbejde til sit speciale og tilbragte fire måneder i palæstinensiske områder, at hun kom tættere på det palæstinensiske folk.
”Det var under det ophold, at jeg for alvor blev bekendt med palæstinensere med israelsk statsborgerskab i Gaza og Vestbredden, samt deres levevilkår. Jeg blev blandt andet konfronteret med transgenerationelle traumer og den systematiske og voldelige undertrykkelse af den palæstinensiske identitet,” fortæller Zelma Feldman Lewerissa.
”Under samtlige besøg til Vestbredden forstod jeg i højere grad omfanget af den israelske besættelse. Det skete på baggrund af nogle af de ting, som jeg var vidne til under rejsen. Vi besøgte Hebron, hvor jeg blev konfronteret med apartheid-systemet kogt ned til et mindre geografisk område. Selvom checkpoints og strukturelle uligheder eksisterer over det hele, er det så ekstremt i en by som Hebron. Der er bogstaveligt talt gader og stræder, hvor palæstinensere ikke har lov til at gå. Det var chokerende for mig at se, hvordan folk skulle passere gennem et checkpoint for at komme ind ad hoveddøren til deres eget hjem.”
Zelma Feldman Lewerissa beskriver, hvordan hun har været vidne til den systematiske vold, som præger livet for palæstinenserne.
”I Hebron oplevede jeg, hvordan palæstinensiske beboere blev chikaneret og forulempet på en daglig basis, uden at hverken politifolk eller militæret brød ind. Men hvis man så meget som rørte en bosætter, så kunne man risikere at blive skudt af militæret. Det er systematisk og nådesløst.”
Oplevelserne har brændt sig ind i hendes hukommelse, men hun har særligt et mindre, som gjorde stærkt indtryk på hende.
”Mine tanker vender ofte tilbage til en ældre palæstinensisk mand, som jeg mødte i Hebron. Mens alle andre butikker var lukkede på en gade, der tidligere havde været en sprudlende kommerciel gågade, valgte han at holde sin butik åben som en form for protest. Selvom hans butik blev smadret, og han ikke fik solgt noget som helst, blev han ved med at være til stede på gaden i oprør. Det rørte mig.”
Efter rejsen ændrede hendes syn på Israel sig.
”Jeg føler, at min jødiske identitet er blevet misbrugt i et etnonationalistisk projekt. Min families holocaust-historie bliver lige nu misbrugt og brugt som belæg for krigsforbrydelser og folkemord. Jeg ved også godt, at det sker på baggrund af voldsomme generationelle traumer, som aldrig er blevet helet, men svaret på jødiske traumer kan aldrig blive besættelse og militarisme.”
Den 27-årige danske jøde ser ikke sin kritik af staten Israel som en svækkelse af sin jødiske identitet, men derimod som en styrkelse af den. Det er netop hendes jødiske baggrund, som har motiveret hende til at engagere sig i fredsaktivisme, fortæller hun:
”Det er hjerteskærende at tænke på, hvordan min morfar, en holocaust-overlever, har gået rundt i udryddelseslejren Theresienstadt under anden verdenskrig, og fejet sine jødiske venners lig op. Det var hans job som indsat i koncentationslejren, at samle de døde op og smide dem i containere. Med den historie som en del af min arv, ser jeg på folk i Gaza, som leder efter deres familiemedlemmer i murbrokkerne, og det gør ondt et sted dybt inde i mig. Derfor føler jeg en stærk forbindelse til min jødiske identitet og integritet, når jeg advokerer for palæstinensisk selvbestemmelse og lige rettigheder.”
Zelma Feldman Lewerissas holdninger har udløst voldsomme reaktioner, både i Israel og i Danmark.
”For nylig sad jeg på en bar med et partisan-tørklæde over skuldrene – et symbol på palæstinensisk modstand, som mange andre i København også går rundt med i øjeblikket. Så kom der pludselig en mand hen til mig, som desuden ikke var jødisk og spurgte, om jeg var terrorist og ville skære halsen over på ham, fordi jeg bar det palæstinensiske tørklæde. Jeg ved, at der er mange, som har haft lignende oplevelser.”
”Men jeg er privilegeret i den forstand, at jeg har en familie, som mere eller mindre deler mine holdninger, selvom der kan være uenigheder på tværs af generationer. Så selvom der måske er nogle familiemedlemmer længere ude i familien, som er uenige med mig, og jeg også har israelske venner, som jeg har svært ved at snakke med på nuværende tidspunkt, så har jeg ikke følt modstand fra dem, der står mig allernærmest,” tilføjer hun.
Lav profil i forbudte områder
David Haliva er en 29-årig dansk jøde med marokkanske rødder, som arbejder som musiker og underviser. Selvom han gennem sin opvækst havde besøgt familien i Israel flere gange, opdagede han først senere, hvor lidt palæstinenserne egentlig havde fyldt.
”Jeg har nok haft en løs tilknytning til Israel, ved at besøge min fars side af familien i ny og næ. Min tid dernede var tryg, og jeg var i en årrække faktisk helt skærmet fra konflikten og alt, der havde noget med palæstinensere at gøre.”
David Haliva begyndte først at rejse til de palæstinensiske territorier senere i livet.
”Beslutningen om at rejse til Vestbredden bundede i, at jeg er meget nysgerrig af natur. Så jeg begyndte at opsøge information og kritisk litteratur. I den forbindelse begyndte jeg at aflære en masse misinformation, som jeg havde fået som barn. Så grov en grad af misinformation, at jeg faktisk mener, at det tenderede mod hjernevask. For eksempel, at palæstinensere udgør en trussel mod jøder.”
I 2022 rejste den dansk-jødiske musiker til Vestbredden for første gang, og han har svært ved at sætte ord på, hvad det var for en stemning og et folk, som han mødte.
”Jeg tror aldrig jeg kan forklare det fyldestgørende for en, som aldrig har været der. Det var en ekstrem voldsom oplevelse for mig – jeg havde aldrig været tæt på så meget lidelse før.”
Haliva boede på et vandrerhjem og forsøgte at holde lav profil. Han fortalte ikke ejeren om sin jødiske baggrund, fordi der er visse steder på Vestbredden, hvor han ikke må opholde sig som israelsk statsborger – men det gik ikke som forventet.
”Jeg blev vækket midt om natten, fordi de havde set mit visum og havde fundet ud af, at jeg er israelsk statsborger. De var utroligt rystede, men de gjorde meget ud af at forklare, at deres ubehag ikke var rettet mod mig som jøde. De var derimod skrækslagne for, hvad der kunne ske med dem, hvis politiet opdagede, at en israelsk statsborger havde overnattet på deres vandrerhjem. Ejeren rystede af frygt for at have brudt loven.”
David Haliva havde inden episoden været bekymret for, hvilke reaktioner han ville få, hvis han fortalte de palæstinensiske indbyggere om sin jødiske baggrund. Men de folk han mødte, reagerede overhovedet ikke, som han havde frygtet.
”Selvom de palæstinensere, jeg mødte, var dybt traumatiserede, så blev jeg overrasket over den åbenhed, hjertelighed og rummelighed, jeg blev mødt med. En rummelighed, jeg nærmest syntes var ufattelig, taget i betragtning af alt de havde været igennem. Det afkræftede mange af de ting, jeg var blevet fortalt om palæstinensere og deres verden – altså hele idéen om, at det er et afstumpet og følelsesforladt samfund, hvor jøder ikke er velkomne.”
Efter rejsen til Vestbredden begyndte David Haliva at udtale sig kritisk på Facebook om det israelske styre, hvilket ikke faldt i god jord hos hans fars side af familien, som bor i Israel.
”Der gik ikke lang tid, før der tikkede beskeder ind fra israelske familiemedlemmer. Beskeder om, at jeg spreder løgne og har jødisk blod på mine hænder, på grund af mine udtalelser. De beskyldte mig for at støtte Hamas og sagde, at de skammede sig over at kende mig.”
”Landsforræder og nazist”
Jonathan Ofir er en dansk-israelsk jødisk violinist, dirigent og skribent, som regelmæssigt skriver om Israel-Palæstina-konflikten i forskellige medier. Han er født i Israel og kom til Danmark som 23-årig i 1995.
”Når jeg kigger tilbage på min barndom og en stor del af mit voksenliv, så bemærker jeg med stor forundring, at palæstinensere slet ikke fandtes i min hukommelse. De fandtes ikke i min bevidsthed. Første gang jeg mødte dem, var omkring 2013, hvor jeg sammen med en palæstinensisk menneskerettighedsorganisation drog til Ramallah, som er en palæstinensisk by i Vestbredden,” fortæller han.
Jonathan Ofir gjorde senere et overraskende fund, da han begyndte at grave i nogle familiearkiver.
”Jeg fandt ud af, at den kibbutz, jeg er født og opvokset i, er bygget ovenpå ruinerne af en palæstinensisk landsby, der hed Khirbet el-Manshiyya. Jeg havde aldrig hørt historien om landsbyen, før jeg selv begyndte at undersøge den og fandt et gammelt arkiv. Der var et interview med min mormor fra 1991, hvor hun fortalte, at der var en landsby på den anden side af vejen. De palæstinensiske beboere endte med at flygte, og i 1951 blev kibbutzen bygget der, hvor landsbyen tidligere lå.”
I Vestbredden oplevede han en helt anden virkelighed:
”Vi kørte med en palæstinensisk taxa, som enten har blå eller grønne plader og blev konstant stoppet. De israelske biler med gule nummerplader blev aldrig stoppet. Da jeg ankom til Budrus, hørte jeg skyderier i nærheden og blev panisk. Men jeg fik at vide af lokale palæstinensere, at det bare var en militærøvelse. Det er hvad palæstinenserne er vant til – det er deres virkelighed.”
Jonathan Ofir fortæller, at han er blevet fordømt for sine kritiske udtalelser om Israel, og at han er blevet kaldt alverdens skældsord af folk, som han har kendt hele livet:
”Både israelske familiemedlemmer, gamle skolekammerater og bekendte har reageret voldsomt på mine kritiske udtalelser om Israels angreb på Gaza – selv dengang, min kritik var mildere. Jeg er blevet kaldt for landsforræder og nazist. Og så er der den vedvarende stilhed fra andre jøder, jeg plejede at have tætte relationer til.”
Samtidig føler han sig udstødt af det jødiske samfund i Danmark:
”Jeg har følt et psykologisk og et samfundsmæssigt pres til at have pro-israelske holdninger, og jeg føler mig ikke accepteret af det officielle jødiske samfund i Danmark, som jeg mener er gennemsyret af en form for national-zionistisk mentalitet.”
”Men der er heldigvis flere Israel-kritiske jøder i Danmark, som er begyndt at organisere sig siden den 7. oktober,” siger han.
