Debatindlægget er udtryk for skribenternes egne holdninger.
Rasmus Grue Christensen er direktør i DIGNITY, Sonya Sceats er direktør i den britiske organisation Freedom from Torture.
I Storbritannien raser en offentlig strid om tronfølgen i det Konservative Parti – og dermed om, hvem der skal være landets næste premierminister. Hverken Liz Truss eller Rishi Sunak vil dog rulle forgængeren Boris Johnsons kontroversielle plan om at sende asylansøgere til et nyt britisk asylcenter i Rwanda tilbage.
I Danmark lever planerne om at sende asylansøgere til Rwanda også i bedste velgående. Sidste år fremlagde regeringen planer om at oprette et ”modtagecenter” i Rwanda, hvor asylansøgere skulle afvente svar på deres ansøgning – på behørig afstand af EU’s ydre grænse.
At outsource ansvaret for flygtninge til lande, der er dårligt udstyret til at imødekomme deres behov, er ikke noget nyt – størstedelen af verdens flygtninge befinder sig stadig i deres oprindelige region. Men de såkaldte “cash-for-humans”-ordninger – hvor rige stater lover investering i udviklingslande i bytte for at slippe for ansvaret for flygtninge – er en bekymrende udvikling.
I såkaldte liberale vestlige stater har politikere og medier brugt fremmedhad mod flygtninge til at retfærdiggøre en inhuman behandling af mennesker på flugt fra krig og tortur på baggrund af skandaler og fejl fra underbemidlede og dårligt administrerede asyl- og velfærdssystemer. Trenden er ikke bare moralsk forkert, men truer også integriteten i hele det internationale system, der skal beskytte flygtninge.
Tidligere forsøg har været menneskeretlige katastrofer. Australiens detentionscentre i Papua Ny Guinea og Nauru er blevet synonymer med elendighed, seksuelle overgreb mod børn og levevilkår så dårlige, at en 12-årig pige i 2018 forsøge at sætte ild til sig selv.
På samme vis forlod næsten alle de 4.000 asylansøgere, der blev sendt fra Israel til Rwanda mellem 2014 og 2017 i en ordning, der angiveligt var baseret på ”frivillig udrejse”, hurtigt landet, og mange af dem faldt i kløerne på kriminelle, der smugler flygtninge til Europa. De få, der blev tilbage, lever typisk i håbløs fattigdom.
Selvom den israelske fiasko-ordning ikke har lagt en dæmper på de danske og britiske regeringers entusiasme, er der stadig alvorlige risici på menneskerettighedsområdet forbundet med at sende flygtninge til Rwanda.
Både politiske modstandere og den frie presse er i høj grad undertrykte i Rwanda, ligesom minoriteter – særligt LGBTQI-personer – ofte er forfulgte. Vold fra statslige aktører er vidt udbredt, og både danske og britiske embedsmænd har i de seneste år udtrykt bekymring i forbindelse med rapporter om vilkårlig frihedsberøvelse og tortur begået af styret.
På trods heraf har både Danmark og Storbritannien nedtonet eller ignoreret risiciene for tortur-overlevere og andre sårbare grupper i Rwanda. Det er særligt bekymrende, at ingen af de to stater har fritaget torturofre fra at blive sendt til Rwanda. I Storbritannien har adskillige torturoverlevere allerede modtaget besked[NR1] fra den britiske regering om, at de skal sendes til Rwanda. For nyligt kom det frem, at ministre i Storbritannien har ignoreret gentagne advarsler fra højtstående embedsmænd og den britiske højkommissær i Rwanda om risiciene.
Men problemet stikker langt dybere end Rwandas manglende egnethed som værtsland for Europas uønskede flygtninge. FN har advaret både Danmark og Storbritannien om, at deres planer sandsynligvis er i strid med internationale konventioner, særligt flygtningekonventionen fra 1951. Freedom from Torture støtter et søgsmål mod Rwanda-planerne ved en britisk domstol.
De internationale regler er vedtaget efter Holocaust for at sikre, at folk på flugt fra krig, tortur og forfølgelse ikke straffes for at søge at komme i sikkerhed. At outsource vores ansvar for at beskytte flygtninge underminerer fællesskabsfølelsen, som vores regelbaserede internationale system er grundlagt på – endda på et tidspunkt, hvor internationale konflikter og eksistentielle trusler som klimaforandringer gør det stadigt mere presserende, at stater arbejder sammen for at tackle verdens problemer.
Ruslands ødelæggende invasion af Ukraine har forårsaget det største antal fordrevne mennesker i Europa siden Anden Verdenskrig – og sat reglernes vedvarende relevans i relief. Hvis vi løber fra vores ansvar, sender vi en klar besked til diktatorer og andre autoritære ledere rundt omkring i verden om, at internationale traktater kan brydes til enhver tid.
Som tidligere FN’s tidligere generalsekretær Ban Ki-moon advarede om tidligere i år, truer Storbritanniens Rwanda-planer med at ”underminere integriteten” i hele det globale asylsystem. FN’s Højkommissær for flygtninge har været tilsvarende kritisk overfor Danmarks planer.
Der er alternativer til at efterlade mennesker til en usikker skæbne i et fremmed land. Vi kunne investere i vores forsømte asylsystemer, sikre hurtig beskyttelse til dem, der har brug for det, og værdige alternativer til dem, der ikke har. En større indsats kunne gøres for at udbygge sikre ruter til redningsmissioner i farlige områder, såsom Den Britiske Kanal, så færre bliver nødt til at risikere deres liv for at flygte fra forfølgelse. Regeringer bør styrke det internationale samarbejde på flygtningeområdet og sikre diplomatisk og humanitær indgriben for at reducere de faktorer, der driver mennesker ud på en farefuld rejse for at finde sikkerhed.
Men hvis vi vil have vores regeringer til at ændre retning, bliver vi nødt til at bruge vores stemmer. Det er op til engagerede mennesker i Europa at kæmpe for et system, hvor mennesker på flugt bliver behandlet med værdighed, medmenneskelighed og empati.
Indlægget er oprindeligt bragt i The New European.