I denne uge er det tre år siden, at verden bevidnede Vestens ydmygende exit fra Afghanistan efter årtiers tilstedeværelse. Efter i mange år at have haft enorm indflydelse på udviklingen i det centralasiatiske land, må Vesten nøjes med at se til fra sidelinjen, mens Taliban forsøger at opbygge landet i sit eget billede. Og indtil videre må man konstatere, at landet står i en økonomisk krise, et humanitært sammenbrud og en menneskeretslig katastrofe.
Læs også: Åh, Afghanistan.
Ifølge FN’s seneste opgørelse mangler der lige nu omkring 2,45 milliarder dollar i at kunne dække Afghanistans humanitære behov. Det er dog ikke først og fremmest Taliban, der lider, for bevægelsen har formået at finansiere sine institutioner, og bevægelsen bruger hovedsageligt pengene på sikkerheds- og militærinstitutioner.
Internationalt er Taliban stadig isoleret, og ingen lande har endnu officielt anerkendt regeringen i Afghanistan. Isolationen er især drevet af Talibans restriktive kønspolitik, hvor Taliban beskyldes for at føre politisk og økonomisk køns-apartheid mod de afghanske kvinder.
Sikkerhedsmæssigt har Taliban stadig udfordringer med at bekæmpe ISIS-K’s terroraktiviteter både i og udenfor landet. Siden magtskiftet har ISIS-K positioneret sig som en kompromisløs jihadistisk gruppe med evner til at udføre opsigtsvækkende og symbolske angreb.
I år er gruppen lykkedes med angrebet i Moskva gruppen at bryde igennem Ukraine-Rusland-konfliktens jerntæppe af mediedækning og placere sig på den internationale arena. I Afghanistan har ISIS-K skiftet fokus fra at ramme landets shia-minoriteter til i højere grad at rette deres angreb mod Kandahar, hvor Talibans øverste religiøse råd og leder, Mawlawi Hibatullah Akhunzada, også kaldet emiren, holder til.
Taliban 2.0 versus Taliban 1.0
På Talibans indre linjer går det heller ikke for godt – tværtimod har interne stammestridigheder og ideologiske uenigheder ført til spændinger, der har gjort forventningen om et mere pragmatisk Taliban 2.0 regime til en illusion. For at forstå spændingerne er det værd at se nærmere på rivaliseringen mellem bevægelsens mest toneangivende fraktioner.
Taliban blev oprindeligt grundlagt af Mullah Omar fra Durani-stammen, mens Ghilzai-stammen senere sluttede sig til bevægelsen gennem Haqqani-familien. Disse stammefraktioner har altid skabt interne spændinger, som kun er blevet værre efter magtskiftet i 2021, hvor Haqqani-netværket fra Ghilzai-stammen tog kontrol over flere ministerier og efterretningstjenesten GDI og blev kongemagerne i den nye talibanregering.
Fra august 2021 til marts 2022 blev der registreret 33 interne sammenstød mellem de nye magthavere i Afghanistan. Disse sammenstød skyldes primært ideologiske uenigheder og magtkampe mellem på den ene side bevægelsens konservative Kandahar-netværk, ledet af emiren Akhunzada, og Haqqani-netværket, der prioriterer en puritansk styreform fra 1990’erne. Selvom begge stammer tilhører strammerfløjen, har Haqqani-netværket et større ønske end Akhunzada om at bringe den jihadistiske kamp til andre lande.
På den anden side står mere moderate talibanledere som vicepremierminister Mullah Abdul Ghani Baradar, udenrigsminister Mullah Amir Khan Muttaqi og ikke mindst forsvarsminister Mullah Yagoub. De tre støtter en mere inkluderende og internationalt engageret regering, som af iagttagere er blevet betegnet Taliban 2.0. Men drømmen om et Taliban 2.0-styre hat vist sig at være et politisk fatamorgana.
I løbet af 2022 begyndte emiren og hans konservative loyalister at frygte, at en tættere relation til Vesten kunne betyde, at de skulle gå yderligere på kompromis med deres strenge sharia-fortolkning. Frygten blev forstærket af moderate talibanlederes opfordring til Vesten om at engagere sig med Afghanistans nye magthavere.
Den konservative emir degraderede flere af de moderate ledere fra deres politiske embeder for i stedet at erstatte dem med sine trofaste konservative støtter. Denne mere autokratiske og ensporede politiske styring har siden næret de interne spændinger.
Kalif i stedet for emiren
Sirajuddin Haqqani, der både er indenrigsminister og leder af Haqqani-netværket, og som nævnt er dybt konservativ med transnationale jihadistiske ambitioner, har siden 2023 offentligt kritiseret emiren for at monopolisere magten og skade bevægelsens omdømme.
Efter lang tids kritik har emiren for nylig advaret sine støtter om, at hans fjender forsøger at bekæmpe ham gennem offentlig propaganda. Det skete med en lydfil, der blev delt på Afghanistans største tv-kanal, ToloNewsOfficial den 10. april 2024.
Et andet eksempel på den igangværende magtkamp fandt sted ved den årlige Eid-fejring, hvor emiren som landets leder skulle holde tale for befolkningen. Stik mod traditionen valgte også Sirajuddin Haqqani at holde en Eid -tale, og han brugte den endda til igen at kritisere emiren for at gøre afghanerne ulykkelige. Emiren derimod fastholdt sin forpligtelse til at opretholde strenge sharia-love uanset internationalt pres og modstand.
Ifølge Globalnyts anonyme kilder i Taliban arbejder Haqqani på at samle intern opbakning til at vælte emiren og selv overtage ledelsen. Det kan forklare, hvorfor Haqqani udover sin indenrigsministertitel har tildelt sig selv titlen kalif. På indenrigsministeriets hjemmeside benævnes Haqqani flere steder som ”fungerende indenrigsminister, Hans Excellence, Khalifa Sirajuddin Haqqani.”
Selvom der er begrænset information om konsekvensen af, at Afghanistan nu både har en emir og en kalif, er det en stærk indikator for den interne magtkamp mellem emir Akhunzad og den utilfredse og militante Haqqani.
Denne magtkamp komplicerer ikke kun Talibans interne struktur, men påvirker også bevægelsens eksterne strategi, især i håndteringen af de 13 aktive jihadistiske netværk, som ifølge FN fortsater operative i Afghanistan.
Talibans og de udenlandske jihadistiske netværk
Ifølge den seneste sikkerhedsrapport fra FN har Taliban valgt at integrere et bredt spektrum af fremmede jihadistiske netværk i deres militære styrker ved at kvittere med månedlige betalinger og udstedelse af afghanske pas og identitetskort til disse netværks krigere.
De mest fremtrædende netværk inkluderer Al Qeada, Tehrik Tadsjikistan Taliban (TTT), Islamisk Bevægelse af Usbekistan (IMU), Turkistan Islamiske Parti (TIP), også kendt som Østturkestans Islamiske Bevægelse (ETM) og Islamisk Jihad Union (IJU). Disse grupper består af udenlandske krigere med transnationale politiske ambitioner, der strækker sig ud over Afghanistans grænser.
Al Qaeda giver Taliban en stærk position på den internationale jihadistiske scene, mens de regionale grupper som TTT, IMU, TIP og IJU har stærke etniske og politiske forbindelser til nabolande som Usbekistan, Tadsjikistan og Kina.
Disse regionale grupper opererer tæt på grænseområderne og søger at fremme jihadistiske oprør i deres hjemlande. Og netop kontrollen over denne sikkerhedstrussel mod nabolandene giver Taliban en unik strategisk fordel i det regionale diplomati.
Taliban har formået at udnytte sin kontrol over militante netværk som et effektivt forhandlingsredskab i det diplomatiske spil. Som de nye magthavere i Afghanistan har de tilegnet sig rollen som gatekeepers for nabolandenes sikkerhedsinteresser ved reelt at kunne skrue op og ned for jihadistiske aktiviteter. Frygten for at blive ramt af jihadiske angreb fra de ovennævnte netværk har tvunget nabolandene til at søge positive økonomiske og diplomatiske relationer med Taliban.
Kina har f.eks. valgt at investere i Afghanistans mineindustri for at få Taliban til at forhindre spredning af anti-kinesiske jihadistiske aktiviteter fra afghansk terræn, især fra den Østturkestanske Islamiske Bevægelse (ETM).
ETM er en separatistisk jihadistisk gruppe, der kæmper for at oprette en uafhængig islamisk stat i Kinas Xinjiang-region og som ser Kina som en besættelsesmagt. Gruppen opererer langs den 92 kilometer lange grænse mellem Afghanistan og Kina. Siden Kinas investering i Afghanistans mineindustri har Kina ikke oplevet jihadistiske angreb, selvom de fortsætter med masseinterneringer af muslimer i Xinjiang.
Talibans strategi med at integrere jihadistiske grupper har ført til meget eftertragtede økonomiske investeringer i Afghanistan, men strategien indebærer også risici. Den seneste magtkamp mellem emir og den selvudnævnte kalif har skabt et dilemma for de jihadistiske netværk, da deres loyalitet nu er sat på prøve.
Selvom de enkelte jihadistiske grupper har afgivet deres islamiske troskab, den såkaldte Bay’ah, til Talibans øverste leder, emir Akhunzada, er det Haqqani-kalifen, der har den reelle kommando over grupperne. Gennem ægteskaber mellem Haqqani-netværkets mænd og arabiske kvinder har han også etableret symbiotiske forbindelser med de udenlandske, jihadistiske netværk samt de 3.000 fremmedkrigere, som i forvejen har tilsluttet sig Talibans militærrækker siden magtskiftet.
Læs også: Globalnyts journalist anholdt af Taliban.
Disse forbindelser og den tilhørende militærkapacitet giver Haqqani mulighed for at bruge de jihadistiske netværk til at svække rivaliserende fraktioner og til i større omfang at agere uafhængigt af Taliban-ledelsens politiske mandat.
Dette magtspil blev tydeligt, da USA afslørede og dræbte Al Qaeda-lederen Al Zawahiri i Kabul. Taliban-regeringen fastholdt, at de ikke var bekendt med Zawahiris tilstedeværelse i landet. Efterretninger indikerer, at Haqqani-netværket uden samtykke fra resten af Talibans ledelse faciliterede Zawahiris ophold i Afghanistan.
Dette er ikke det eneste eksempel på Haqqani-netværkets indflydelse. Det siges også, at netværket har spillet en central rolle som arrangør og vært for et topmøde mellem flere jihadistiske grupper i Afghanistan.
Er Isis-K Haqqanis værktøj?
Haqqani-netværkets tætte forbindelser til udenlandske jihadistgrupper, de interne magtkampe i Taliban, samt netværkets tidligere samarbejde med ISIS-K har ført til spekulationer om, hvorvidt ISIS-K’s løbende angreb hænger sammen med de interne spændinger i Taliban.
Bemærkelsesværdigt er det i hvert fald, at der ikke er registreret et eneste ISIS-K-angreb mod Haqqani-netværkets medlemmer eller ministerier. I stedet har ISIS-K systematisk angrebet Talibans mere moderate og vestligt orienterede fraktioner.
I 2022 udførte ISIS-K 217 angreb på tværs af landet, 60 af dem i Kabul og mod moderate Taliban-ministerier. To af dem i samme år var selvmordsangreb nær Malik Asghar-rundkørslen midt i Kabuls såkaldte “green zone,” hvor Taliban står for sikkerheden på grund af udenrigsministeriet, som fungerer som centrum for Talibans diplomatiske forbindelser til omverdenen.
Det er påfaldende, at ISIS-K´s angrebsfokus synes at følge Haqqani-netværkets frustrationer inden for Taliban-regeringen. Det skete blandt andet, da ISIS-K kort efter Haqqanis seneste offentlige kritik af emiren tog ansvaret for et selvmordsangreb i hjertet af Kandahar, hvor emiren og hans støtter holder til.
Angrebet i Kandahar og ISIS-K’s seneste likvidering af Taliban-lederen Dawood Muzammil fra Durani-stammen, der som tidligere nævnt er rival til Haqqani-netværket, giver Afghanistan-eksperter mistanke om, at disse angreb er symptomer på en magtkamp i Talibans top.
Det ville ikke være overraskende i et land, der i årtier har været præget af en dysfunktionel regeringsstruktur, interne magtkampe, proxykrige og en økonomi afhængig ekstern støtte.
Trods tre år ved magten har Taliban endnu ikke formået at løfte landet ud af sin nedadgående spiral. Afghanistan er ikke længere krig, men der er heller ikke stabilitet, der kræves for, at landet kan udvikle sig. Imens ser Vesten til og venter på, hvordan fremtiden i Taliban-land vil udvikle sig.
Lyt også til denne podcast fra maj om Afghanistans udvikling.
