Egypten slår hårdt ned på sexforbrydere

Forfatter billede

To mænd har fået fængsel på livstid for sexovergreb mod kvinder på Tahrir-pladsen i Kairo. Siden en ny lov blev indført i juni, har Egypten slået benhårdt ned på chikane og overgreb, som er et enormt problem for kvinder i Kairo.

En domstol i Kairo dømte torsdag to mænd til fængsel på livstid for at have deltaget i grove seksuelle overgreb mod flere kvinder på den egyptiske hovedstads ikoniske Tahrir-plads.

En tredje mand fik 20 års fængsel.

Overfaldene på kvinderne fandt sted i juni, da titusinder af egyptere var samlet på pladsen for at fejre indsættelsen af landets nye præsident, Abdel Fattah al-Sisi.

De tre dømte mænd blev kendt skyldige i fem tilfælde af seksuel vold.

Mændene udvalgte sig et eller flere ofre blandt kvinderne, omringede dem og tvang dem væk fra familie og venner, hvorpå de flåede tøjet af dem, slog dem og misbrugte dem seksuelt.

Foruden fængselsstraffen blev de tre mænd dømt til at betale en erstatning svarende til 78.000 kroner til deres ofre.

Efterforskede ikke sagerne

Adskillige egyptiske og udenlandske kvinder har i de seneste år anmeldt grove seksuelle overfald, der har fundet sted i menneskemylderet på Tahrir-pladsen.

Foto: Gigi Ibrahim/ Creative Commons

Hidtil har politi og myndigheder fået kritik både fra egyptisk og internationalt hold for ikke at tage problemet alvorligt og efterforske sagerne.

Tidligere fandtes der ingen lov mod sexchikane, noget som i dag kan resultere i en fængselsstraf mellem seks måneder og fem år. Grovere seksuelle overgreb kan straffes med fængsel op til livstid.

Det var dog først i juni, at den afgående præsident Adly Mansour underskrev en lov, der giver strenge straffe for seksuelle overgreb, i et forsøg på at komme problemet til livs.

Loven resulterede i, at ni andre i sidste måned blev idømt mellem 20 års fængsel og livstid for tilsvarende grove sexovergreb, skriver avisen al-Masry al-Youm.

99 procent har oplevet sexchikane

Sexchikane og seksuelle overgreb er et enormt problem for Egyptens kvinder, viser undersøgelser.

En rapport fra FN’s agentur for ligestilling og kvinderettigheder viste i april sidste år, at 99,3 procent af de egyptiske kvinder har oplevet sexchikane, mens 96,5 procent af de adspurgte kvinder oplyste, at de har været udsat for seksuelle overgreb eller overfald.

Hidtil har myndighederne ikke taget disse overfald alvorligt og forsøgt at komme dem til livs.

International Federation for Human Rights (IFHR) dokumenterede i en rapport over 250 tilfælde, hvor kvinder var blevet overfaldet af grupper af mænd og drenge på Tahrirpladsen alene i perioden fra november 2012 til juli 2013.

Ifølge IFHR førte ikke ét eneste af disse overfald til, at der blev rejst sigtelse mod nogen.