Myndigheder i Egypten har slået hårdt ned på nye protester, der har fundet sted i løbet af weekenden.
Demonstranter var på gaden med krav om præsident Abdel Fattah al-Sisis afgang. Det er yderst usædvanligt og absolut ikke uden risiko for deltagerne.
Politi og militær har tilsyneladende jaget og anholdt et større antal demonstranter på og omkring den ikoniske Tahrir-plads i Kairo fredag aften. Pladsen var også epicenter for protesterne i 2011, der endte med, at Egyptens daværende præsident, Hosni Mubarak, blev tvunget fra magten.
Fredag aften menes op mod et par tusinde mennesker at have deltaget i nye protester på den centrale plads. Også i flere andre byer var der demonstrationer med deltagelse af hundredvis af mennesker.
Igen lørdag aften brugte politiet tåregas mod et par hundrede mennesker, der var samlet til demonstration i havnebyen Suez.
Internationale medier skriver søndag, at flere hundrede egyptere er anholdt for at have deltaget i demonstrationerne. Der er ikke nogen bekræftelse fra officielt egyptisk hold.
Egypten har, under præsident Sisis styre, indført totalforbud mod demonstrationer. Det skete i 2013, kort efter, at militæret – med general Sisi i spidsen – væltede præsident Mohamed Mursi, som var den første folkevalgte præsident i Egyptens historie.
Landet har i flere år været i undtagelsestilstand.
Siden 2013 er tusinder af aktivister, politiske modstandere, bloggere, journalister og mange andre blevet fængslet på grund af deres kritik af regimet.
Anklager om korruption i et ludfattigt land
Præsident Sisi har i de seneste måneder direkte advaret egypterne mod at demonstrere. Egyptiske medier er stort set tavse om weekendens begivenheder, men medier i resten af verden har bragt nyt om de usædvanlige demonstrationer i Kairo, Alexandria, Suez og flere andre egyptiske byer.
Videoer, der er blevet delt på sociale medier, viser er par tusinde egyptere deltage i demonstrationerne.
I Egypten er alle aviser og tv-stationer kontrolleret af regeringen, og sociale medier spiller derfor en vigtig rolle i at videreformidle begivenheder i landet.
Weekendens demonstrationer kommer efter, at en af præsident Sisis politiske modstandere – forretningsmanden Mohamed Ali, der lever i eksil i Spanien – har brugt netop sociale medier til i løbet af de seneste uger at sprede en række videoer, hvor han beskylder præsident Sisi og militæret for storstilet korruption.
Mohamed Ali har som forretningsmand udført byggeopgaver for militæret gennem 15 år, og han hævder i videoerne, at såvel Sisi som militæret bruger formuer på at bygge nye paladser, mens mange egyptere går sultne i seng.
En tredjedel af landets befolkning lever under fattigdomsgrænsen på 1,40 dollar om dagen, viser tal fra Egyptens regering ifølge netmediet al-Jazeera. Det er næsten en fordobling i forhold til år 2000, hvor 17 procent af egypterne levede i fattigdom.
Mohamed Ali beskylder styret for at bruge offentlige midler på projekter, der er ren forfængelighed og se stort på den stigende fattigdom i landet.
”Sisi har bragt den lille korruption op på et nyt niveau. Jeg har bygget fem villaer til Sisis medarbejdere og et palads til præsidenten i en militærlejr i Kairo”, siger forretningsmanden ifølge al-Jazeera i en af de videoer, der er spredt via sociale medier.
Sisi har blankt afvist korruptionsanklagerne.
Sikkerhedsstyrker slår hårdt ned
Human Rights Watch opfordrer myndighederne i Kairo til at leve op til sine forpligtelser i forhold til folkeretten og lade egypterne benytte sig af retten til at ytre sig på fredelig vis.
Egyptisk politi bør omgående løslade alle, der er blevet anholdt i forbindelse med weekendens demonstrationer, skriver organisationen i en udtalelse.
”Præsident al-Sisis sikkerhedsstyrker har igen og igen anvendt brutal magt for at knuse fredelige protester,” siger Michael Page, der er Human Rights Watchs vicedirektør for Mellemøsten og Nordafrika.
”Myndighederne bør se i øjnene, at hele verden følger med og tage alle nødvendige skridt for at undgå en gentagelse af tidligere grusomheder.”
Siden det såkaldte arabiske forår i 2011 har egyptiske sikkerhedsstyrker ved flere lejligheder slået hårdt ned på ethvert optræk til massedemonstrationer og uroligheder. Værst gik det for sig den 14. august 2013, hvor sikkerhedsstyrker i løbet af få timer dræbte mindst 817 demonstranter på Rab’a-pladsen i Kairo.
Myndighederne har ikke retsforfulgt de ansvarlige og har ikke efterforsket disse massedrab, der formentlig udgør forbrydelser mod menneskeheden, lyder det fra Human Rights Watch.