I regeringens nye digitaliseringsstrategi fra november 2023, er det fortsat en politisk ambition at øge eksporten af danske digitale løsninger.
Og der er ganske givet eksportpotentiale i danske digitale løsninger. Men hvis de skal eksporteres til andre kulturer, er det uhyre vigtigt, at man ikke undervurderer de sociale og menneskelige aspekter af et it-system.
For selv om der særligt blandt politikere, embedsfolk og it-leverandører er en tendens til at fejre, når Danmark gang på gang bliver kåret, som et af de mest eller bedst digitaliserede lande, så har digitaliseringen i Danmark haft en høj pris for de digitalt udsatte. Dem som har problemer med kontakten til sundhedsvæsenet eller med at tage offentlig transport, fordi der er blevet digitaliseret hen over hovedet på dem.
Og prisen kan blive endnu højere i andre lande, hvis vi bare eksporterer vores løsninger uden rigtig at forstå, hvem der skal bruge det, og hvilken kultur it-systemerne skal kunne fungere i.
Det er for eksempel tilfældet for de mennesker, som lever i flygtningelejren Zaatari i Jordan, hvor vi med vores forskningsartikel, The Trouble of Stigma in the Age of Datafication: Screening for Mental Health Issues in a Refugee Camp in Jordan, har undersøgt vigtigheden af ikke kun at tænke digitalisering som en teknisk øvelse.
Erfaringer fra jordansk flygtningelejr
I 2021 startede vi et forskningsprojekt i Zaatari-lejren, som huser cirka 80.000 syriske flygtninge.
Det nu afsluttede projekt, som blev finansieret af Novo Nordisk Fonden, undersøgte, om man ved hjælp af den digitale applikation, dMentalHealth, kunne forbedre den mentale sundhedspleje i lejren, hvor mange flygtninge lider af traumer som følge af grusomme oplevelser i Syrien samt lediggang og uvished om fremtiden.
Applikationen støtter lejrens sundhedspersonale, der ofte havde svært ved at identificere de flygtninge, som havde mest brug for hjælp, blandt andet fordi mentale lidelser kan være usynlige for det blotte øje.
Vil ikke stemples som “tosset”
Den digitale applikation viste sig hurtigt at være et effektivt værktøj for sundhedspersonalet til at screene og behandle for mentale lidelser. Men vi stødte også på flere kulturelle udfordringer i forhold til dem, som applikationen skulle hjælpe i sidste ende; nemlig flygtningene.
Af frygt for at blive socialt ekskluderet, ville mange flygtningene derfor ikke tale om deres mentale lidelser og slet ikke om, at de fik behandling for dem.
Blandt mange af de syriske flygtninge er mentale sygdomme et stort tabu, og der er generelt et begrænset kendskab til de forskellige psykiske lidelser. Der bliver ikke nødvendigvis skelnet mellem for eksempel angst og skizofreni, og sundhedspersonalet kæmpede mod en forestilling om, at man er “tosset”, hvis man har brug for mental sundhedspleje.
Af frygt for at blive socialt ekskluderet, ville mange flygtningene derfor ikke tale om deres mentale lidelser og slet ikke om, at de fik behandling for dem.
I forhold til de digitale applikationer, som skulle understøtte den mentale sundhedspleje, var det derfor altafgørende, at flygtningenes screening og/eller behandling kunne forblive et anliggende mellem den enkelte flygtning og behandlerne. Det betød, at vi ikke kunne sende aftaler om konsultationer eller remindere på mobiltelefonen, endsige bruge telefonerne til verificering, hvilket jo er helt almindeligt i de fleste vestlige lande.
I Zaatari-lejren deles flere familiemedlemmer nemlig ofte om mobiltelefonerne, og dermed er der stor sandsynlighed for, at familien vil få kendskab til en eventuel screening eller behandling.
Det lyder måske simpelt, men …
Når man bruger den digitale applikation til at screene for mentale lidelser, altså til at finde ud af, om der er behov for en psykologisk udredning, er det altafgørende, at sproget afspejler flygtningenes forståelse, virkelighed og kultur.
For eksempel vil mange vende ryggen til, hvis man fortæller, at en screening handler om deres mentale helbred. Men hvis man siger, at det handler om deres livskvalitet er det straks noget andet.
Det lyder måske som simple og små ting, som er lette at fikse. Ikke desto mindre har vi i Danmark gang på gang set, at digitaliseringen af kontakten til lægen, til sagsbehandlerne eller den offentlige transport har ekskluderet nogle af de i forvejen mest sårbare mennesker, ofte med store konsekvenser til følge.
Sociologisk forståelse
Når vi i Danmark satser på at eksportere vores offentlige it-løsninger, vil det derfor være nødvendigt at se på, hvordan man kan gøre digitaliseringen mere favnende. Det kræver, at beslutningstagerne får en forståelse af, at en given teknologisk løsning i sidste ende handler om dem, der skal bruge dem og i den virkelighed, de befinder sig i. Denne forståelse kunne man få ved at investere i undersøgelser af brugerne.
Vi bør således ikke falde for fristelsen for at sælge vores offentlige digitale it-systemer udelukkende på baggrund af de positive erfaringer. Faktisk kan det vise sig, at netop de negative erfaringer, er de mest værdifulde i forhold til at skabe en inkluderende digitalisering i andre lande.
Lars Rune Christensen og Hasib Ahsan er henholdsvis lektor og Post Doc ved IT Universitetet i København.
