Dertil kommer, at styrkeforholdet i blå blok mellem det nye statsministerparti og Kristian Thulesens Dahls tropper er markant ændret. Fra at være et mindre parti, man tog med som parlamentarisk støtte under VK (2001-2011), er Dansk Folkeparti vokset Venstre over hovedet og fremstår i dag som blå bloks førende mandatmæssige kraft.
Samtidig oplevede andre partier, især de to der gik mest i brechen for en høj og forøget u-landsbistand, en bitter valgaften. Både de radikale og SF fik sådan nogenlunde halveret deres mandattal, og hverken Enhedslisten beskedne fremgang eller Alternativets tilsynekomst i tinget kunne kompensere herfor.
Læs også: Socialdemokraterne gik frem – men tabte valget
Det betød, at statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og rød blok stod og manglede de afgørende et til to mandater, der ville have ændret det hele. For 85 + to + minimum tre nordatlantiske mandater havde skaffet flertallet på de 90 i hus.
Så ingen kan vist længere være i tvivl om u-landshjælpens skæbne. Den vil få et tryk seksten nedad, så den havner på samme niveau – 0,7 procent – af vor nationalrigdom (BNI) ligesom i slutningen af 1970erne. Det vil tappe u-landsmidlerne for milliarder i de kommende år.
Læs også: Venstres sparehug kan falde over alt
Anderledes i Norge og Sverige
Vel at mærke samtidig med at vore nordiske nabolande, som vi normalt sammenligner os med, begge har virkeliggjort og fastholdt det berømte mål om at yde en procent af BNI.
I Norge oven i købet med en borgerlig flertalsregering, hvor DFs norske pendant, Fremskrittspartiet, er med om bord.
I Sverige ganske vist med en socialdemokratisk statsminister ved roret, men også fire borgerlige partier, som ikke ønsker en tilbagerulning af Sveriges store og profilskabende tilskud til den internationale orden via udviklingssamarbejdet med nationerne i Afrika, Asien og Latinamerika.
Dog i begge tilfælde med tilføjelser: I Norge er modtagelse af syriske kvoteflygtinge ved at splitte regeringen, som Fremskrittspartiet truer med at forlade på spørgsmålet.
I Sverige firedoblede Dansk Folkepartis modstykke – Sverigesdemokraterna – sit stemmetal ved seneste valg i 2014 til ca. 13 procent og holdes ikke desto mindre konsekvent ude fra alle beslutninger af samtlige andre partier.
Herhjemme skal vi mange år tilbage for at ane den holdning. Nemlig til dav. statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S), der sagde at “stuerene bliver I aldrig” om Pia Kjærsgaards parti.
Intet under at Kristian Thulesen Dahl på valgaftenen gav udtryk for, at resultatet er den endegyldige blåstempling af partiet. “Det er meget, meget specielt. Det er en kamp, vi har kæmpet sammen”, sagde han.
Hvad med de konservative?
Men er der ikke håb for de u-landsnære standhaftige kredse her i landet?
De konservative mener, de bliver tungen på vægtskålen med deres seks mandater.
“Vi får den største indflydelse, vi har haft de seneste 20 år. I skal ikke falde for dommedagsprofetier. Vi er ikke halveret som andre partier” sagde tidl. minister Brian Mikkelsen.
“Vi vil sørge for, at der kommer værdier i dansk politik. De afgørende mandater ligger hos Konservative, sagde Mikkelsen i en tale til partisoldaterne.
MEN: Indgår u-landsmidlerne i de værdier? Næppe. Brian Mikkelsen var i 2010 den, der endte med at lade Venstre og Dansk Folkeparti barbere midlerne ned under de 0,8 procent af BNI, som hidtil havde været de konservatives smertegrænse.
Og to hidtidige bannerførere for partiets u-landsvenlige linje, tidl. udenrigsminister Per Stig Møller og fhv. partiformand Lars Barfoed er væk.
Per Stig genopstillede ikke og forlader dansk politk og Barfoed måtte lide den tort at tabe kampen for at blive genvalgt.
Samtidig lovede den nye partileder, Søren Pape, at hans parti ville føre “borgerlig politik 365 dage om året”, da han mødte partifolket torsdag aften.
Så der er nok ikke ret meget at komme efter dér.
Udviklingsbistandens røgter i en nye regering
Dansk Folkeparti skaffede en ny borgerlig regering i hus. Men vil de også selv sidde i den?
Det vil spekulationerne gå ganske meget på nu.
Hvis de går i regering, skal man lægge mærke til, at det parti, der tager udenrigsministerposten, ikke også har beklædt udviklingsministerposten – nu handels- og udviklingsministerposten.
Så hvis venstrefolkene i en sådan regeringskonstellation vælger at tage udenrigsministerposten (Søren Pind er så favorit), kan den ansvarlige minister for u-landsmidlerne meget vel gå hen og blive en fra Kristian Thulesens Dahls parti.
Det er og bliver spekulationer, men er pludselig rykket ind i dansk politik som en reel mulighed.
Såfremt det bliver en ren Venstre-regering er folketingsmedlemmerne Jakob Ellemann-Jensen og Karsten Lauritzen et par kandidatnavne til “u-landsressorten”, som er værd at lægge mærke til.
