Anne Grunnet
Mag.art. i film og massemedier fra Københavns Universitet.
Ansat i ca. 25 år i henholdsvis Mellemfolkeligt Samvirke, Ibis og 3F, blandt andet som afdelingsleder og koordinator i Afrika og Mellemamerika
Var i perioden 1985-89 landekoordinator for Mellemfolkeligt Samvirkes Frivilligprogram i Lesotho.
Det gik sådan set også meget udmærket, hvis man ellers er indstillet på at sidde eller stå meget tæt og varmt i mange timer, mens støv og jord blæser ind af alle vinduer, og man efterhånden antager en mudret, rødlig farve.
Fordelen ved det er så, at de frivillige, man besøger på vejen, har svært ved at opretholde deres opfattelse af de ansatte på hovedkontoret i København som skrivebordsbureaukrater uden kendskab til virkeligheden i u-landene. Det er en glimrende start, og kommunikationen blev da også helt udmærket.
Så nu boede han i et lille hus ved kysten sammen med en lokal pige, Veronica, og havde det tilsyneladende glimrende. Noget af det sjove ved at arbejde med et frivilligprogram var, at man mødte mennesker, som havde søgt helt nye veje.
Retur fra Mombasa
Men efter fuldmægtigen og besøg hos et par andre frivillige skulle jeg jo så tilbage til Nairobi. Og denne gang nøjedes jeg ikke bare med at møde op på busholdepladsen og tage den første den bedste bus.
I timevis så det helt uproblematisk ud, vi ville uden tvivl kunne nå Nairobi længe inden aften. Men så på et tidspunkt begyndte bussen af køre meget langsomt for til sidst at stoppe ved en slags autoværksted. Der holdt vi et par timer, men stadig ville vi kunne nå frem inden det blev mørkt, hvis altså bussen var blevet repareret.
Det var den tilsyneladende kun i nogen grad, for den meget langsomme kørsel fortsatte, mens det efterhånden blev sen eftermiddag, og vi kunne se, at vi ikke ville nå Nairobi den dag.
Busserne i Kenya måtte, i hvert fald på den tid, ikke køre efter mørkets frembrud på grund af alle de ulykker, der havde været, når de havde kørt i mørke. En udmærket regel, bare lidt ubekvem den dag. For på et tidspunkt stoppede bussen på en parkeringsplads ved en café, hvorefter chaufføren meddelte, at han ikke kørte længere.
Alle stod ud, og i løbet af kort tid var de fleste nærmest som forsvundet i landskabet. Det er noget afrikanere kan. Det virker som om, de har familie og venner alle vegne, eller måske hjælper man bare hinanden når der er brug for det. I hvert fald finder de steder at bo.
Jeg gik så sammen med de resterende passagerer ind på caféen, hvor jeg sad og hang over en kop chai og en slags boller i lang tid og spekulerede på, hvad jeg nu skulle gøre. Mine medpassagerer, som jeg jo nu var kommet i snak med, havde ikke rigtigt nogle forslag til, hvor jeg kunne overnatte.
Det eneste mulige sted så ud til at være der, hvor vi befandt os, men de virkede på en eller anden måde noget skeptiske med hensyn til den mulighed. Nå, men de forsvandt efterhånden også. Jeg havde været den eneste hvide i den bus.
En modvillig hotelvært
Ejeren af caféen virkede overraskende reserveret og lod først som om, han ikke forstod hvad jeg snakkede om, da jeg spurgte ham om der var en mulighed for overnatning, men resultatet var i hvert fald, at det var der absolut ikke.
Jeg foreslog så, at jeg simpelthen blev siddende i caféen natten over, ganske roligt i et hjørne. Men det var heller ikke muligt, han havde meget snart tænkt sig at lukke og slukke, og så kunne der ikke være nogen i lokalet.
For ligesom at undersøge lokaliteterne lidt bad jeg herefter om at låne toilettet, og på jagt efter det opdagede jeg, at der bag caféen var en lukket gård med 6-8 døre, som vel måtte føre ind til nogle rum.
Jeg gik så tilbage og sagde med fast røst, at jeg gerne ville leje et af værelserne ude bag ved. No Way, de var alle optagede. Herefter begyndte en langvarig forhandling om prisen på sådan et lokale. Den endte med at blive vildt høj i forhold til rummets formodede standard.
Men jeg var stort set parat til at betale hvad som helst, vel vidende at det nok ville blive vanskeligt at få hevet pengene ud af regnskabsafdelingen i København. Nogen kvittering kom selvfølgelig ikke på tale.
Endelig kom så tidspunktet, hvor jeg fik fremvist mit værelse. Det viste sig at være på ca. 4 kvadratmeter med et møblement bestående af en seng og en stol med et stearinlys og en æske tændstikker. Ingen vindue, ingen elektricitet, meget varmt. Det var bare med at komme natten igennem og glæde sig over, at man i hvert fald ikke stod ude i mørket.
Bordellet
Men der var andre problemer. Det var et usædvanligt støjende sted. Der var en kommen og gåen, snakken, råben og smækken med døre. Og derudover var der lyde, som jeg, med rummenes tynde bræddevægge, ikke kunne undgå at opfatte som andet end seksuelle aktiviteter.
Jeg var simpelthen endt på et bordel. Og der var gang i den. Formodentlig var det et af de steder, hvor lastbilchaufførerne på vej mellem Nairobi og Mombasa tog et hvil m.m.
Situationen var skræmmende. Sex med ukendte kenyanske chauffører var i sig selv lidet tillokkende, men ville dog blive overstået. Værre var næsten de ubehagelige sygdomme, som var i omløb, og som i høj grad var lokaliseret til prostituerede og chauffører langs de store trafikruter.
Men natten gik og intet skete, bortset fra nogle bump mod døren af og til. Det vil sige rundt omkring mig skete der jo en masse, og mens jeg sad der i mørket og var bekymret for mig selv, kom jeg til at tænke på pigerne i de andre rum. De må have haft et usædvanligt hårdt, ubehageligt og farligt arbejde.
Og mens jeg ville kunne forlade etablissementet ved solopgang og fortsætte mit privilegerede og behagelige liv, måtte de blive tilbage nat efter nat, år efter år uden meget håb om at komme til at leve et andet liv. Det fik mine aktuelle problemer til at synes ret minimale.
Jeg forlod rummet straks der viste sig en lysstråle under døren, og lidt til min forundring var caféen åben, og stadig med ejeren siddende ved disken. Han så træt ud. Faktisk tror jeg, han havde siddet der hele natten for at sikre, at der ikke skete mig noget. Voldtægt af en hvid kvinde ville formodentligt ikke have været gavnligt for han etablissement. Jeg var glad for at jeg havde betalt ham godt.
Efter lidt venten med mere chai og ubestemmelige boller kørte en af de lokale busser ind på holdepladsen og bragte mig uden yderligere forhindringer til Nairobi.
Det var min første rejse for Mellemfolkeligt Samvirke. Jeg glemmer den aldrig.
Kom og vær med som skribent!
Skriv et indlæg til denne spændende serie. Det har mange fortællelystne personer allerede gjort, og deres indlæg er offentliggjort løbende, siden serien indledtes 13. juli.
Det kan være episoder eller dramatiske hændelser, du har oplevet “derude”, og som er værd at bringe videre.
Peter Sigsgaard vil meget gerne kontaktes på e-mailadressen [email protected] eller telefon 45 82 12 39
Indlæg er honorarfrie.
