Nik Bredholt
Nik Bredholt (f. 1966) er Sekretariatsleder i Religion & Samfund (Resam).
Han har arbejdet med udvikling og nødhjælp de sidste 23 år, hvoraf de 13 er blevet tilbragt i udlandet med bopæl i Rom som Nødhjælpskoordinator for Caritas Internationalis, i Nairobi som Regional Nødhjælpskoordinator for CAFOD, og i London, som leder af nødhjælpskontoret i CAFOD.
Han har været Programchef i Danmission og derefter udsendt som Regionsleder i Afrika også for Danmission, og er aktiv i debatten om dialogarbejdet og religions rolle i samfundet.
Det er umiddelbart svært at forstå, hvorfor mennesker skal være fattige i et land så fyldt med ressourcer som Madagaskar, men det er en realitet, og det er der mange grunde til. En af dem er ødelæggelsen af naturressourcerne.
I mange år har fældning af mangroveskoven omkring Boanamary kommune uden for Mahajanga på Madagaskars nordvestlige kyst været et stort problem. Næsten halvdelen af skoven, blev ryddet og ødelagt fra 2004-2013. Dette skete blandt andet på grund af ændringer i miljøet, fremstilling og salg af trækul og produktion af kosmetik. Umiddelbart har resultatet været en reduktion af krabbebestanden, fiskeopdræt og andet dyreliv i vand og på land i området.
45 procent af befolkningen i området er fiskere og deres levebrød afhænger af fiskeriet, som giver føde og indkomst til familierne i lokalsamfundet. Den daglige fangst faldt mærkbart i årene med stor ødelæggelse af mangroven. Det har givet de lokale fiskere store økonomiske vanskeligheder, da de fleste er analfabeter og har få muligheder for at få andet job. Befolkningen er kommet ind i en ond cirkel, da omkring 80 procent er arbejdsløse og ikke ser anden udvej end groft at udnytte naturens ressourcer.
Siden 2019 har Madagaskar-kredsen under Danmission støttet en lokal miljøorganisation, DELC, med at vejlede lokalsamfundene, især fiskerne, så de bliver mere bevidste om vigtigheden af naturressourcer og økosystemer. Målet er at styrke lokalbefolkningens egen forvaltning af naturområderne, så de kan genoptage fiskeriet samtidig med, at de er opmærksomme på deres ansvar for lokalsamfundet og beskytter naturressourcerne.
Der gøres fremskridt
På grund af problemets omfang er lokalsamfundene blevet endnu mere bevidste om vigtigheden af kvinders og unges deltagelse, da de er mere aktive. Det er derfor vigtigt at fremme adgangen til information, borgerdeltagelse og høring med fokus på en forbedring af bæredygtig forvaltning af naturressourcer. Unge og kvinder har også modtaget undervisning, så de kunne være med til at plante træer og beskytte mangroven.
Der er mange andre forhold omkring fiskeriet, som er udfordrende for fiskerne. Dels er der udenlandske fiskere, ofte kinesiske, der overskrider grænsen på tre mil, inden for hvilken kun lokale må fiske. De udenlandske både benytter store net og har alt udstyr på bådene til at forarbejde fiskene. Dels kommer der flere og flere fattige fra det sydlige Madagaskar til området omkring Mahajanga, hvor der nok er fattigdom, men ikke den desperate fattigdom, som mange års tørke har skabt sydpå i landet. De nyankomne bruger ikke de korrekte fiskenet, men tætte net, der også tager de små fisk.
Endelig er der udfordringer med saltindholdet i vandet. Meget tyder på, at saltindholdet er stigende, og det gør det svære at få de unge mangroskud til at gro.
Heldigvis er der ved at ske forandringer.
På en rejse rundt i området i februar i år, oplevede vi væsentlige forandringer. De lokale, vi mødte, talte med stolthed om, hvordan de genplanter mangroven. Der er gået en vis sport i at plante nye træer og i at beskytte dem, som allerede er der. Det er tydeligt for folk, at der er flere fisk. Den gennemsnitlige fangst er inden for de sidste to år steget fra ca. 5 kilo til mellem 10 og 15 kilo.
En strategi, som også har vist sig givtig, er oprettelsen af fiskedamme. Her kan de lokale fortsætte med at fange fisk også uden for sæsonen og bruge deres ekstra tid på noget produktivt.
Måske er det alligevel muligt at ændre på en truende naturkatastrofe.
