“Hvad det har gjort, er at afsløre alle Vestens selvmodsigende holdninger og dets hykleri over for resten af verden.”
Sådan lyder det indledende svar fra professor Christopher Isike fra sin stol i Sydafrikas hovedstad. Han er professor i internationale relationer og leder af Institut for Politisk Videnskab ved University of Pretoria.
7. oktober er for mange dagen for et forfærdeligt terrorangreb, begået af terrororganisationen og øverste myndighed i Gaza, Hamas.
For andre er det startskuddet for en anden tragedie, nemlig Israels modangreb, der ifølge de palæstinensiske sundhedsmyndigheder har kostet 41.000 palæstinensere livet og jævnet to tredjedele af Gazas boligmasse med jorden.
For befolkningen i Libanon blev dagen et forvarsel for, hvad der nu sker i det i forvejen så kriseplagede land. En økonomisk og politisk krise er blevet toppet af en invasion, som foreløbigt har kostet knap 2.000 mennesker livet og fordrevet hundredtusindvis. Og for den iranske befolkning ved vi stadig ikke, hvad 7. oktober vil blive husket for.
For Christopher Isike indledte dagen et år, hvor det står mere klart end nogensinde, at Vesten tåler en helt anden grad af palæstinensiske civile tab end israelske. Og at den ligegyldighed, de palæstinensiske civile tab mødes med af det internationale samfund, underforstået Vesten, er meget nem at spejle sig i i resten af verden.
“Krigen har afsløret det faktum, at vi lever i en verden, hvor der først og fremmest sættes spørgsmålstegn ved hele forestillingen om lige menneskelighed. Og ved om nogle mennesker er mere værdifulde end andre. For hvis vi alle ses som mennesker, og vi alle er lige, hvilket er en grundlæggende menneskerettighed og en global fundamental erkendelse, så ville det have haft en indvirkning på, hvordan Vesten ville løse dette særlige problem,” siger Isike.
Det særlige problem
Det særlige problem, som Islike kalder det, er det, der er vokset ud af terrorangrebet 7. oktober. At Israel nu har bombet Gazas befolkning og Hamas, alt imens et efterhånden uvist antal israelske gidsler holdes fanget på nu 365. dag.
Det særlige problem, som blev yderligere kompliceret og drabeligt af, at Israel indledte en krig på landjorden i Libanon efter et år med raketangreb fra den libanesiske Hizbollah-milits. Det særlige problem, som Iran nu fuldt officielt har meldt sig ind i ved at sende 180 missiler mod Israel. Og hvor hele verden nu venter på Israels respons.
Rækken af selvmodsigelser er ifølge Christopher Isike lang, når det kommer til Vestens respons på det særlige problem. For eksempel når Vesten uden tøven har reageret med sanktioner og militær støtte, da en magtfuld stat som Rusland invaderer og dræber uskyldige civile i en mindre magtfuld stat som Ukraine. Når Israel må søge tryghed i at have atomvåben, og Iran ikke må. Eller når Vesten kalder Irans missilangreb for en eskalation, mens Israels bombning af Beirut ikke er det.
“I stedet for at fordømme en eskalation, siger man, ‘vi vil have en våbenhvile’,” mener Isike.
“Så det er nogle af de modsætninger, som resten af det globale syd ser, og det begynder også nu at have indvirkning på, hvordan det globale syd engagerer sig med resten af verden i global politik.”
Nogle vil argumentere for, at Israel er et demokrati og forsvarer sig mod en udemokratisk terrororganisation, i modsætning til for eksempel Ruslands krig i Ukraine?
“Ja, men for at tage det argument alvorligt, er vi nødt til at stille os selv spørgsmålet om, hvad et demokrati er? Hvis vi går efter den vestlige standard for, hvad et demokrati er, så omfatter det også menneskerettigheder. Respekterer Israel arabiske israelere og palæstinenseres menneskerettigheder. Det mener jeg ikke, de gør.”
“Det er et autokrati af en slags, som er legitimeret af valg. At have valg med jævne mellemrum gør dig ikke til et demokrati. Det er et af de argumenter, vi også fremfører i det globale syd, nemlig den fælde det er at antage, at demokrati handler om at afholde valg med jævne mellemrum.”
Det seneste valg i Israel er af Freedom House blevet betragtet som generelt frit og fair i modsætning til både Rusland og Iran, som scorer bundkarakter i bedømmelsen af valgprocessen.
Alligevel mener Islike, at der er et vigtigt element, som Netanyahu ved næste valg bør måles på.
Da krigen startede, ville israelerne af med Netanyahu, viste meningsmålingerne i al sin tydelighed, understreger professoren. Det skyldes blandt andet, at han ikke kunne forklare, hvordan den 7. oktober skete, men også at Netanyahu var og er i gang med at erodere demokratiske grundpiller i samfundet, for eksempel med en stærkt omdiskuteret lovgivning, som vil begrænse landets højesteret.
“Men han brugte krigen til at holde sig selv ved magten, og nu stiger hans popularitet. Så når han vinder et valg i morgen, vil vi sige, åh, han er demokratisk, fordi folk støttede ham. Men han dræbte folk for at blive ved magten. Han myrdede mennesker, kvinder og børn. Det foregår bare i Palæstina, i Libanon og dele af Syrien. Vil du kalde det et demokrati?” spørger han retorisk.
“Så vi er nødt til at begynde at omdefinere nogle af disse udtryk og stille spørgsmålet om, hvem der definerer dem, og om de er generelt anvendelige for alle?”
En forandring i gang
Professoren ser dog også tegn på store forandringer, når han kigger ud over det internationale samfunds bevægelser den seneste tid.
Hans eget land, Sydafrika, er et af de stærkeste eksempler på lande, som har vist sin tydelige støtte til Palæstina og anklaget Israel for at begå folkedrab i Gaza ved Den Internationale Domstol, ICJ.
En sag, der støttes af flere end 30 lande, herunder enkelte europæiske lande som Spanien og Irland, stormagter som Kina, Brasilien, Iran og Tyrkiet samt Den Afrikanske Union.
Tyrkiske Tayiep Erdogan har senest fra talerstolen på FN’s generalforsamling talt dunder mod Israel og opfordret FN til at anbefale brugen af magt, hvis Israel ikke indstiller krigen.
En anden nyhed, som er gået under radaren, men som ifølge Christopher Islike har en vis timing og giver lidt balance i regnskabet, er, at Storbritannien for få dage siden overgav Chagos-øerne, som er blevet kaldt landets “sidste koloni i Afrika”, til Mauritius.
Dog indebærer aftalen, at en britisk-amerikansk militærbase består i den nu tidligere koloni.
I det store billede er det dog Vestens egne fjender, som har gavn af den udstillede dobbeltmoral i Mellemøsten. Den straffrihed, som Israel har nydt under sin udøvelse af militær magt til at løse konflikter, er nemlig noget, man i Rusland og Kina noterer sig, mener professoren.
“Jeg er sikker på, at en af grundene til, at Rusland forholder sig tavst til det, der foregår lige nu, er, at man gør det samme i Ukraine. Så ved man godt, at man ikke har den moralske og vokale status til at sige fra. Kina gør det samme, fordi de måske vil gøre det samme i Taiwan.”
Timingen for krigen i Gaza kunne ifølge professoren ikke være værre for demokratiet som styreform. Når 2024 rinder ud, har fire milliarder mennesker været til valg. Og her har befolkningerne kunne spørge sig selv om demokrati overhovedet virker, mener Christopher Islike.
Der er ét grundlæggende skridt, Vesten bør tage for at sikre sin egen legitimitet i det globale syd, eller som professoren kalder det, “den globale majoritet.”
“Vesten skal italesætte elefanten i rummet, nemlig spørgsmålet om de ser resten af verden som mennesker med privilegier og rettigheder, som dem selv. At alle racer, der er mennesker og fortjener det internationale systems fordele og privilegier, som det blev formuleret i Den Vestfalske Fred, der til sidst førte til oprettelsen af moderne stater,” siger han med henvisning til den fredsaftale, der afsluttede Trediveårskrigen i Europa.
“Det spørgsmål skal besvares, for hvis Vesten konfronterer sig selv med det spørgsmål, så begynder man også uundgåeligt at tale om behovet for at reformere FN’s Sikkerhedsråd for at gøre det mere repræsentativt, mere inkluderende.”
