I Kenyas store havneby Mombasa arbejder en dansk officer sammen med officerer fra det kenyanske søværn. I det nordvestlige Syrien har den frivillige hjælpeorganisation White Helmets etableret kvindecentre med økonomisk støtte fra Danmark, og forskere fra Københavns Universitet har sammen med FN-agenturet for Narkotika og Kriminalitet, UNODC foretaget det første FN-studie af pirateri i Guineabugten.
Tre meget forskellige projekter i tre forskellige del af verden, som har det til fælles, at de er betalt fra en pengekasse, som bestyres i fællesskab af hele fire ministerier – Udenrigs-, Forsvars-, Stat- og Justitsministerierne. Kassen går under navnet Freds- og Stabiliseringsfonden.
Fonden har i de seneste år haft et årligt budget på en halv milliard kroner. Heraf kommer langt det meste fra udviklingsbistanden.
For nylig kom der en evaluering af fonden for perioden 2014-2020. Evalueringen er udført af to uafhængige og private konsulentfirmaer
Men hvad er meningen med fonden, hvad kommer der ud af dens arbejde, hvad får Danmark ud af det og hvad skal den i de kommende år? Det kan du blive klogere på her.
Danske officerer i Kenya
Fonden blev etableret i 2010 om meningen var at lave kapacitetsopbygning i lande med svage regeringsstrukturer – altså uddanne lokale – i sikkerhedsrelaterede områder, forklarer Jens Wenzel Kristoffersen fra Københavns Universitet. Han er analytiker ved universitetets Center for Militære Studier, og har som officer selv arbejdet med nogle af forsvarets opgaver i Afrika.
Tanken var, at fonden skulle gøre Danmark i stand til at arbejde helhedsorienteret i og med, at den kunne trække på ekspertise fra forsvaret, politiet og andre danske myndigheder.
Kenya har i flere år været et af de steder, hvor fonden har været mest involveret. Som nævnt har det danske søværn udsendt en officer, som rent fysisk har arbejdsplads hos Kenyas søværn. Han – for der har indtil videre kun været udsendt mænd – er kontaktled mellem det danske og kenyanske søværn og koordinerer en dansk indsats for at styrke Kenyas søværn.
Som en del af det har soldater fra Kenyas søværn været på efteruddannelse i Danmark og danske officerer har undervist i Kenya.
Søværnet i Kenya? Hvorfor nu det?
Forklaringen er, at Danmark – og mange andre lande – mener, at der er alt for lidt militær i farvandet ud for Afrikas kyster. Det er derfor der i flere omgang har været danske krigsskibe ved Afrikas Horn i Østafrika og i Guineabugten i Vestafrika.
Når der er for lidt militær giver det plads til kaos og kriminalitet – det svarer til byen uden sherif i en western-film. Der findes flere former for kriminalitet til søs, men den som trækker flest overskrifter er pirateri. Og der er her Danmark har sin interesse, for vi er en af verdens største søfartsnationer, og fragtruterne mellem Asien og europa går forbi Afrikas Horn.
Problemet er, at kun meget få afrikanske lande har søværn som kan operere på åbent hav. I Afrika syd for Sahara er det reelt kun Sydafrika, der har den slags militære muskler.
Så den danske plan er blandt andet, at hjælpe kenyanerne med at uddanne mandskab til skibe, som kan operere patruljere ud for kysten og dermed blandt andet være med til at holde pirateriet nede.
I projektet er der også en form for systemeksport eller myndighedssamarbejde, hvor vi fra dansk side promoverer den danske model, hvor søværnet både står for de rent militære indsatser, farvandsovervågning og opgaver, som andre lande har en kystvagt til.
Vickie Lind/Forsvarsgalleriet
I Kenyas hovedstad, Nairobi, har der også været danske officerer og politifolk igennem flere år. De har været en del af et fælles nordisk rådgivningshold for den regionale udrykningsstyrke under den Afrikanske Union – East African Standby Brigade. Der har også været danske undervisere på et center, som uddanner soldater fra hele Østafrika til fredsbevarende missioner – International Peace Support Training Centre hedder det.
”Den største succeshistorie er nok samarbejdet med UNODC, altså FNs Office for Drugs and Crimes, hvor man i pirateri-indsatsen lavede aftaler med Seychellerne om at retsforfølge piraterne og så sendte piraterne tilbage til Somalia, hvor de så kom ind i fængslet, som vi havde fået bygget,” siger Jens Wenzel Kristoffersen.
For store ambitioner
Kenya er som nævnt blot ét sted, hvor fonden er aktiv. Nogle af dens andre indsatser har været at afvæbne tidligere militssoldater i Somalia, videreuddanne soldater fra kystvagten i Somaliland, i Syrien har den støttet hjælpeorganisationen White Helmets og i Mali har den forsøgt at skabe bedre kommunikation mellem landets væbnede styrker og den almindelige befolkning. Der har også været programmer i lande som Georgien, Afghanistan, Ukraine og Yemen.
Det bringer os tilbage til evalueringen. Den har mange rosende ord til Freds- og Stabiliseringsfondens arbejde, men der er også nogle kritiske bemærkninger:
- Samarbejdet mellem de to væsentligste ministerier, Udenrigsministeriet og Forsvarsministeriet har overordnet set fungere godt. Men det er kun i få tilfælde, at potentialet for synergi er udnyttet. De har altså ikke haft problemer med at samarbejde – de har bare ikke gjort det så meget.
- Justitsministeriet har været fraværende i samarbejdet og har i perioden 2014-2020 overladt sin del af arbejdet til Rigspolitiet.
- Der har manglet grundige, strategiske overvejelser om langtidseffekten af indsatserne og mere grundige og realistiske analyser for at styrke den forandringsteori, der ligger til grund for de enkelte indsatser.
- Fonden har ville og sat gang i mere end den kunne gabe over. Et mismatch mellem dens stigende aktivitetsniveau og ambitioner på den ene side og de ressourcer, som den har at arbejde med på den anden side, som det udtrykkes. En del af dette skyldes ifølge evalueringen, at fonden har for få medarbejdere i forhold til, hvad den vil.
- Forskeres arbejde er ikke blevet delt i fondens styregruppe, og det betyder for eksempel at nye tiltag ikke altid har været ledsaget af tilpas grundige analyser.
- De fleste af de kriser og konflikter, Danmark har engageret sig i via fonden, er forværrede trods fondens og andre internationale aktørers forsøg på at løse dem. Det illustrerer, hvor vanskeligt arbejdet med at fremme fred og stabilitet er, og Danmark og dets ligesindede partnere har til tider haft urealistiske forventninger til de forbedringer i retning af langsigtet fred og stabilisering, deres indsatser kunne føre til. På den baggrund er det ikke overraskende, at de store ambitioner ikke er indfriet.
Danmark og dets ligesindede partnere har til tider haft urealistiske forventninger til de forbedringer i retning af langsigtet fred og stabilisering, deres indsatser kunne føre til.
fra evalueringen
Fonden åbner døre
Men som sagt er det ikke skidt det hele. Fonden fungerer i det store hele godt som en måde for Danmark at engagere sig i nogle af verdens mest skrøbelige og konfliktramte områder, konkluderer evalueringen. Og der er flere andre positive resultater:
- På grund af fondens engagement er Danmark blevet en interessant partner for større lande, for eksempel Frankrig og Storbritannien når det handler om freds- og stabiliseringsindsatser.
- De regionale, helhedsorienterede indsatser har givet udsendte fra forsvaret og politiet adgang til strategisk vigtige institutioner, beslutningstagere og myndigheder, som vi ellers ikke får gennem det traditionelle udviklingssamarbejde.
- Fonden er i høj grad blevet brugt til at fremme danske strategier – både på udenrigs-, udviklings- og sikkerhedspolitiske områder.
- Endelig har fonden en stor signalværdi, står der i evalueringen. Den sender signaler om, at Danmark går op i ting som demokrati, fredsopbygning og menneskerettigheder.
Mere fokus på migration?
Tilbage til Jens Wenzel Kristoffersen.
Han mener, at der er behov for at gentænke fondens fondens indsatsområder – både de geografiske fokusområder og hvad det egentlig er, man ønsker at opnå.
Hvis regeringen for eksempel vil have mere fokus på migration, så kan det været at indsatserne for eksempel skal handle om at styrke kystovervågning i nordafrikanske lande, siger han.
”I princippet giver det jo god mening at dreje indsatserne mere over mod Nordafrika efter at vi er blevet smidt ud af Mali.”
Et andet spørgsmål er, hvor store risici man er villig til at tage, forklarer han. For i og med, at fondens arbejde ofte sker i meget skrøbelige stater, så kan der ske pludselige forandringer, som sætter en stopper for indsatserne. Der kan også ske det, at magthaverne beslutter at bruge soldater, der er uddannet af Danmark til ting, som ikke lever op til danske idealer med hensyn til menneskerettigheder.
En anden overvejelse er, om vi fortsat skal være til stede i Guineabugten. Den tidligere regering sendte i 2021 et krigsskib til området, men fik ikke indgået aftaler med nogle af landene i området. Under en aktion skød og dræbte de danske soldater fire nigerianere, der angiveligt var involveret i pirateri. Fire andre blev taget til fange. En af dem blev så alvorligt såret, at han skulle have det ene ben amputeret, og han opholder sig i dag i Danmark.
Det kunne være en mulighed, at vi laver et program, der forsøger at gøre noget ved årsagerne til pirateriet i området, mener han.
Han kan godt genkende evalueringens ord om de lidt for store ambitioner i forhold til midlerne og antallet af ansatte. Det vil man fremover forsøge at komme omkring ved så at sige at udlicitere nogle af indsatserne til internationale organisationer – for eksempel FN-organisationer, mener han.
Gør regeringen det kan man mindske arbejdsindsatsen for de ansatte i fondens sekretariat, i de danske ministerier og på ambassaderne – og på den måde måske få mere for fondens penge.
