»Afrika er det nye vækstkontinent.«
Sådan lød en overskrift fra Kristeligt Dagblad fra august 2015, og lignende positive toner har spredt sig i både hjemlige og udenlandske medier og hos forskellige iagttagere af afrikanske forhold igennem årene.
Flere afrikanske lande har oplevet markant økonomisk vækst siden årtusindeskiftet, men i de seneste par år ser udviklingen ud til at være gået i stå flere steder på kontinentet.
I det hele taget er det vanskeligt at tegne et entydigt billede af afrikansk økonomi, som der ellers ofte er blevet gjort. Det påpeger lektor Lindsay Whitfield, leder af Center of African Economies på Roskilde Universitet.
“Der er ikke én afrikansk økonomi. Der er visse ligheder, fordi de afrikanske lande har haft lignende historiske betingelser som f.eks. kolonisering, som har skabt særlige økonomiske strukturer, der har været svære at bryde ud af, men på det seneste har økonomierne udviklet sig forskelligt. Nogle klarer sig bedre end andre, men overordnet set mener jeg, at det mere går ned ad bakke, end euforien har forledt mange til at tro,” siger hun.
Lindsay Whitfield deler de afrikanske lande op i tre overordnede kategorier. Lande, der er afhængige af naturressourcer; lande, der ikke er afhængige af naturressourcer; og lande, som er ramt af politiske kriser eller konflikter, hvilket kan lægge en dæmper på den økonomiske vækst, og som kan overskygge, om ens økonomi bygger på en afhængighed af naturressourcer eller ej.
Flere af landene i den førstnævnte gruppe, hvis økonomi er baseret på enkelte varer som olie eller kakao, havde store vækstrater i de gode år efter 2000, men disse lande er særligt påvirket af internationale konjunkturer. Det gælder bl.a. Nigeria og Angola, hvis økonomier i høj grad er bundet op på olie.
Til gengæld er de lande, der ikke er afhængige af naturressourcer, ikke lige så sårbare over for udsving i internationale priser, og flere af disse lande har formået at fastholde høje vækstrater.
Etiopien er unik
Et af de lande er Etiopien. Lindsay Whitfield har – sammen med Senior Researcher Cornelia Staritz fra Austrian Foundation for Development Research – bl.a. forsket i udviklingen i tøj- og tekstilbranchen i Etiopien.
“Om fem år vil der sandsynligvis stå ‘made in Ethiopia’ i nakken af meget af vores tøj,” fortæller Lindsay Whitfield.
Landet har en særlig kombination med en egentlig industripolitik og tilstedeværelsen af udenlandske investorer i branchen, hvilket skaber gode forudsætninger for økonomisk vækst.
“Etiopien er et land, der faktisk har en industripolitik, hvilket de færreste lande i Afrika har. Det gør Etiopien unik. Landet er det bedst fungerende eksempel i den gruppe af lande og skiller sig klart ud fra mange andre lande,” siger Lindsay Whitfield og fortsætter:
“Et land har brug for en industripolitik for at stærke lokale virksomheder overhovedet kan eksistere. Derfor har Etiopien lokale virksomheder, mens eksempelvis Kenya, Tanzania og Uganda ikke rigtig har eller kun har nogle få. Og man kan ikke rigtig udnytte erfaringerne fra udenlandske virksomheder, hvis man ikke har lokale virksomheder,” forklarer hun.
Den etiopiske regering udpegede i begyndelsen af 2000’erne tøj- og tekstilbranchen som en drivkraft i en industrialiseringsproces og anerkendte behovet for en aktiv politik på området.
Regeringens politik har i høj grad handlet om eksport, og der har været fokus på at skabe favorable vilkår for de lokale virksomheder, men undervejs har regeringen måttet erfare, at de lokale virksomheder ikke har haft den fornødne viden eller teknologier til at skabe sig en position på det internationale marked.
Så den seneste indsats har handlet om at tiltrække sig udenlandske virksomheder og investorer, der kan skubbe til de lokale virksomheder gennem bl.a. samhandel, vidensdeling og inspiration.
Etiopiens udvikling er bliver forstærket af nogle handelsaftaler med Europa og USA som eksempelvis African Growth and Opportunity Act (AGOA), der giver skattefri adgang til det amerikanske marked.
“Udviklingen ville ikke være sket uden AGOA, og hvis man mister AGOA, hvilket vil ske på et tidspunkt, er man nødt til at have bygget en branche op, der er bæredygtig og konkurrencedygtig uden den aftale,” konstaterer Lindsay Whitfield.
Verdensøkonomien ændrer sig
Selvom den etiopiske model ikke er uden barrierer, har den mange fordele, som andre lande måske vil kunne tage til sig.
“Den etiopiske model kan blive kopieret, men den kan ikke blive kopieret til alle lande, for hvis alle begynder at gøre det samme på samme tid, så mister modellen sin værdi,” siger Lindsay Whitfield.
Og selvom modellen ser mere bæredygtig ud, end tilfældet er i mange andre lande, risikerer den at blive overhalet af udviklinger på verdensplan.
“Jeg tror, at alt vil ændre sig med automatisering om ti år. Det får større betydning end, hvordan den enkelte økonomi udvikler sig. Desuden kan vi have set, at det globaliserede marked med lange globale produktionskæder på tværs af verdensdele kan have toppet, for hvad kommer der til at ske, når lande som Kina og Indien begynder at se indad mod deres egne hjemlige markeder? Så vil nogle af disse fragmenterede globale produktionskæder bryde sammen, og vi kan i højere grad komme til at se nogle regionale markeder end globale,” spår Lindsay Whitfield.
Særlige industriparker
Et af midlerne til at tiltrække udenlandske virksomheder har været at etablere særlige industriparker, hvor leverandører og underleverandører kan samles inden for et afgrænset område, hvor der var sikret fornødne faciliteter som elektricitet, vand og infrastruktur. Det skal være med til at reducere leveringstid og produktionsomkostninger, fordi tid og udgifter i forbindelse med eksport har været et af de konkurrenceparametre, hvor Etiopien har haltet bagefter i forhold til for eksempel asiatiske lande.
Industriparkerne kan knytte udenlandske og lokale virksomheder tættere sammen.
Den etiopiske regerings politik og øvrige gunstige forhold har fået flere udenlandske investorer og virksomheder til at slå sig ned i landet og blive en del af tøj- og tekstilbranchen. Det gælder blandt andet PVH Corp., som står bag internationalt kendte mærker som Tommy Hilfiger, Calvin Klein og H&M.
Industriparkerne i Etiopien er så nye, at det endnu er for tidligt at vurdere effekterne.
Forskningsprojekt om Etiopien, Madagascar og Kenya
Lindsay Whitfields forskning er en del af forskningsprojektet African-owned Firms Building Capabilities in Global Value Chains (AFRICAP) under Center of African Economies på Roskilde Universitet.
Forskningsprojektet omfatter tøj- og tekstilbranchen og blomsterbranchen i lande som Etiopien, Madagascar og Kenya for at undersøge industrialiseringen i de afrikanske lande i forhold til de globale produktionsnetværk.
Center of African Economies udgiver en række working papers, som blandt andet er baseret på interviews med virksomheder og andre aktører i de pågældende lande.
Om Lindsay Whitfield
Lindsay Whitfield
Foto: Eva Lykke Jørgensen
