EU-handelsaftale med Sydamerika er en katastrofe for klimaet

gettyimages-1133195741
Godkendes handelsaftalen vil EU importere 50 procent mere oksekød fra Mercosur. Det vil sætte skub i yderligere afskovning i Amazonas, for at rydde græsningsarealer til de mange kvæg.
Foto: Ricardo Funari/Brazil Photos/LightRocket via Getty Images
Gerd Kieffer-Døssing

22. september 2020

En handelsaftale mellem EU og den sydamerikanske handelsunion Mercosur blev sidste år – efter 20 år – færdigforhandlet og skal nu til afstemning i de nationale parlamenter. Aftalen, der blot kaldes EU-Mercosur, er præsenteret som en win-win, der vil skabe vækst og jobs og fremme miljøstandarder i overensstemmelse med Paris-aftalen – men det er et skønmaleri, advarer ngo’er.

En af disse er Global Aktion. I rapporten ‘Benzin på bålet’ sætter den danske organisation spotlys på handelsaftalen og påpeger, at den kan få den helt modsatte effekt på miljøet og klimaforandringerne.

Læs også: ‘I kamp med tiden: Kød driller i EU-handelsaftale med latinamerikanske lande’

”Køer for biler”
EU-Mercosur har til formål at øge samhandlen tværs over Atlanten. Dels ved at afskaffe over 90 procent af tolden på varehandel mellem EU og de fire Mercosur-lande (Argentina, Brasilien, Uruguay og Paraguay), og dels ved at øge kvoterne på en mængde varer.

For EU betyder det en stigende eksport af primært industriprodukter (medicin, kemikalier og biler), mens Mercosur-landene sender landbrugsprodukter som kød, soya og kaffe den anden vej.

Soyamarker og græsningsarealer til kvægopdræt er allerede blandt de primære grunde til afskovning og skovafbrænding i Amazonas. Sidste år fik massive skovbrande i Amazonas stor international bevågenhed, men også i år er ”verdens lunger” dækket af tykke røgtæpper.

Fagfolk peger på, at brandene er påsatte, for, som en ansat ved Amazon Environmental Research Institute har sagt til Deutsche Welle:

”Der er ingen naturlige brande i Amazonas. Selv hvis det er meget, meget tørt, kræver det, at nogen stryger en tændstik.”

Vedtages EU-Mercosur, vil eksportkvoten på for eksempelvis oksekød øges, så Mercosur kan sende 50 procent mere oksekød til EU. For at producere kød i de mængder – i alt 299.000 tons – vil kvægopdrætterne få behov for mere land. Det betyder flere brande, flere fældede træer og en større miljøbelastning.

Den europæiske koalition Climate Action Network (CAN) Europe har beregnet, at den øgede efterspørgsel på land til kvægopdræt vil føre til en stigning i afskovningen i Amazonas på mindst 25 procent årligt. Det svarer til, at et areal lidt mindre end Holland hvert år vil blive ryddet for skov. 

Alt i alt vil de mange flere bøffer føre til en ekstra klimabelastning på 7 millioner tons CO2, skriver Global Aktion. Det svarer til 3,5 gange Københavns årlige udledning. 

Og det er vel at mærke kun oksekødsproduktionen.

Europæisk bevågenhed
Førnævnte CAN Europe, der har over 170 medlemsorganisationer, der alle arbejder med klima, er ligesom Global Aktion ude at advare om handelsaftalens slagside.

Efter anmodning fra den franske regering har CAN Europe kigget nærmere på EU-Mercosur og præsenterede fredag den 18. september sine fund for den franske premierminister. I rapporten konstaterer klimakoalitionen blandt andet, at aftalens klimatiske konsekvenser er langt større end dens økonomiske gevinster.

EU’s forsvar for aftalen har ellers lydt, at parterne vil overholde Paris-aftalen, og at aftalen giver EU mulighed for at presse især Brasiliens klimaskeptiske præsident, Jair Bolsonaro, til at indføre miljøtiltag og øge sine klimaambitioner.

Det giver CAN Europe ikke meget for. EU har, lyder en af rapportens konklusioner, tværtimod:

”Forpasset muligheden for at udnytte sin forhandlingsstyrke til at opnå solide garantier, der er i overensstemmelse med EU-borgernes miljø-, sundheds- og mere overordnede samfundsmæssige forventninger.”

Straffrit at bryde aftalen
Global Aktion kritiserer også aftalen for at være tandløs.

Ganske vist har EU-Mercosur et bæredygtighedskapitel, der indeholder en række forpligtelser, som landene skal overholde – det gælder blandt Paris-aftalen og de konventioner om arbejdstagerrettigheder, som ILO, den internationale arbejdsorganisation, har vedtaget. Problemet er bare, skriver ngo’en, er der ikke angives nogen sanktionsmuligheder, hvis landene ikke lever op til deres forpligtelser. Det står i skarp kontrast til de prompte sanktioner, der knytter sig til brud på handelsaftalerne.

”Derfor kan Bolsonaro i princippet undlade at implementere Parisaftalen, gøre hvad der passer ham med hensyn til afskovning i Amazonas og krænke oprindelige folks rettigheder, uden at der medfølger nogen straf. Hvis han derimod lægger told på sukker, risikerer han at sætte hele aftalen ud af kraft og at skulle betale en bøde”, står der i rapporten.

EU-Mercosur skal nu til godkendelse i EU’s ministerråd, EU-parlamentet og til afstemning i de enkelte landes parlamenter.

Stemmer blot en institution eller et parlament nej, falder hele aftalen.

Hos CAN Europe er der ingen tvivl om, hvad man opfordrer EU’s medlemsstater til:

”Handelsaftalen er inkompatibel med Europas Green deal og Paris-aftalen. EU-ledere bør lægge aftalen på is og genforhandle den, så den tager højde for den klimatiske katastrofe såvel som behovet for at redde Amazonas regnskoven og de folk, der bor der,” siger Cornelia Maarfield, projektleder for handel og klima hos CAN Europe, i en pressemeddelelse.