Fra Kyoto-protokollen til Paris-aftalen. Det er vejen i den globale kamp mod klimaforandringer, men der er stadig meget langt til endemålet. Kyoto-protokollen blev vedtaget i 1997, men de samlede globale klimaskadelige udslip er endnu ikke på vej ned.
Udviklingen har i stedet været, at udledningerne er faldet i de rige lande, men steget i udviklingslandene, særligt i vækstøkonomier. Meget tyder på, at den øgede klimabelastning i vækstlandene især sker, fordi de producerer varer til mere velstående lande.
Miljøforringelser og ødelæggelser af natur viser det samme billede. Det fremgår af en kommentar i det videnskabelige magasin Nature. Richard Fuchs fra Karlsruhe Institute of Technology har kigget på EU’s import af produkter, som har en skadelige effekt på natur og miljø i andre lande.
”Nettoresultatet? EU’s medlemsstater outsourcer miljømæssige ødelæggelser til andre lande, mens man tager æren for grønne tiltag hjemme,” konkluderer han.
Importeret afskovning
Der har været meget debat om en ny handelsaftale med fire sydamerikanske lande, som EU er på nippet til at godkende. Det gælder Mercosur-sammenslutningen, som består af Argentina, Brasilien, Paraguay og Uruguay. Særligt Brasilien er en kontroversiel handelspartner, da præsident Jair Bolsonaro har en miljøpolitik, der bekymrer mange grønne aktivister. Der er blandt andet frygt for, at afskovningen i Amazonas vil stige som følge af en øget handel med kød – skovhugst for at give plads til græsningsarealer til kvæg er en trussel mod regnskoven.
Læs mere: ‘EU’s handelsaftale med Sydamerika kan falde – eller blive grønnere’
Ifølge Richard Fuchs’ tal er skovarealet i Europa steget med 13 millioner hektar mellem 1990 og 2014. Men i samme periode er afskovningen uden for kontinentet tilsvarende steget med 11 millioner hektar på grund produktionen af varer, der er importeret af EU-lande. Tre fjerdedele af afskovningen stammer fra oliefrø fra de naturrige lande Brasilien og Indonesien.
EU’s regler om pesticider bliver ligeledes omgået via handel. En række pesticider er forbudt i EU – eksempelvis fordi de er skadelige for bier og anden natur – men de bliver hyppigt anvendt i flere af de lande, som leverer landbrugsvarer til unionen.
Læs også: ‘I EU er de forbudt, men tonsvis af skadelige pesticider eksporteres fra Europa til udviklingslande’
Medlemslande i EU er stærkt afhængige af import af landbrugsprodukter, særligt raps, palmeolie og soja, som alle er kendt for at være årsag til afskovning. Blot Kina importerer flere landbrugsprodukter end EU.
Udledninger bliver udliciteret
Samme mønster gør sig gældende, hvis man kigger på klimaudledninger.
Verdens samlede klimaudledninger er ikke faldet siden vedtagelsen af Kyoto-protokollen. Tendensen har snarere været, at udslippene i rige lande ganske vist er reduceret, mens de blot er steget endnu mere i vækstlande. Det kan man eksempelvis se i beregningerne fra Det Internationale Energiagentur.
Nok er der skudt vindmøller op og installeret solceller i den rige del af verden, men meget tyder på, at udviklingen især skyldes, at den produktion, som sender klimaskadelige gasser op i skyerne, nu blot finder sted andre steder end i de rige lande.
I et studie fra 2008 beregner to forskere, at udledninger fra produktion af varer, som handles på tværs af grænser, udgør omkring en fjerdedel af de samlede klimaskadelige udslip. En stor del af disse udledninger sker i udviklingslande og i forbindelse med produktion af varer, som bliver fragtet til rige lande.
Carbon Brief kiggede i 2017 på tallene, og her var Storbritanniens udledningerne for eksempel faldet med 27 procent fra 1990 til 2014, men hvis man tager udledninger fra importerede varer med i regnestykket, er der blot tale om en reduktion på 11 procent. USAs stigning i udledninger på 9 procent bliver tilsvarende til 17 procent, når de importerede udledninger tælles med.
Amerikanerne er ifølge Carbon Brief den største importør af klimaskadelige udledninger efterfulgt af Japan, Storbritannien og flere europæiske nationer. I den anden ende af skalaen er Kina den største eksportør af udslip af de klimaskadelige gasser med Rusland, Indien og Sydafrika på de følgende pladser.
”Denne vækst i de forbrugsorienterede udledninger i rige lande har hæmmet de seneste årtiers fremgang i reduktionen af de totale CO2-udledninger. Når CO2-import tæller med i regnestykket, bliver indsatsen for at reducere CO2 i rige lande meget mindre end det ellers fremgår,” konkluderer Carbon Brief.
Told på kulstof
Kyoto-protokollen har altså ikke formået at reducere de samlede klimaskadelige udledninger. Til gengæld er der flyttet rundt på udledninger mellem landene. FN’s opgørelser tæller kun indenlandske udledninger og dermed produktion, men ikke forbrug.
Kyoto-protokollen forpligtede kun rige lande til at reducere udslippene. Det er anderledes med Paris-aftalen, hvor alle skal bidrage, men der er stadig stor forskel på forventninger og løfter mellem rige og fattige lande.
Kinas klimaløfter indebærer, at vækstgigantens udledninger først skal toppe omkring 2030. Den asiatiske stormagt har imidlertid for nyligt medlt ud, at den vil være CO2-neutral i 2060.
Læs også: ‘Kinas store spring mod klimaneutralitet’
Kilder i EU har i den forbindelse sagt, at europæerne pressede Kina til at skærpe sine klimaambitionerne blandt andet ved at true med en told på kulstof. Og der ér planer fra unionen i den retning, som vi kommer til at høre mere om i de kommende år.
