“En aften, da jeg var på en natklub, kom en mand hen til mig og sagde, at han arbejdede med at identificere folk, der blev udnyttet. Den aften havde jeg fået tæsk af en kunde. Jeg havde sagt nej til sex med ham, fordi jeg havde et sår, der blødte. Jeg havde smerter, og det kunne ses,” fortæller en 16-årig pige fra Den Demokratiske Republik Congo, der som 10-årig blev solgt til prostitution i Dzaleka-flygtningelejren i Malawi.
Hun stolede ikke på den fremmede, der sagde at han ville hjælpe hende. Hendes erfaring med mænd var, at de var voldelige og kun ude efter sex. Men hun blev overbevist og tog med manden til et sikkert hus et andet sted i lejren.
Manden var undercover-betjent, som blandt andet var blevet trænet af FN’s organisation til bekæmpelse af narkotika og kriminalitet, UNODC.
Pigens historie fortælles af FN’s nyhedsservice, UN News.
I dag er hun i gang med at tage et PC-kørekort. Hun drømmer om at blive lærer og om at vende hjem til DR Congo, hvorfra hun og hendes familie er flygtet.
Pigen er en blandt mange af indbyggerne i Dzaleka-lejren, som er blevet solgt – eller trafficket – og myndighederne og UNODC har optrævlet i hvert fald dele af et netværk, som står bag.
Dzaleka-lejren blev etableret i 1994 for at tage imod flygtninge fra Rwanda, Burundi og Den Demokratiske Republik Congo. Det er Malawis største flygtningelejr, og den blev oprindeligt indrettet til 10.000 mennesker. I dag bor der omkring 50.000.
At der foregår massiv menneskehandel i flygtningelejren har været fremme siden 2021, men omfanget er kommet bag på FN-organisationen.
Situationen er meget værre, end vi først forestillede os,” siger Maxwell Matewere fra UNODC til UN News. Han besøgte lejren første gang i oktober 2020, hvor han var med til at træne ansatte i lejren og politifolk, som ham, der opsøgte den 16-årige pige.
“Jeg så endda en slags markedsplads, hvor folk kom for at købe børn, som blev udnyttet til arbejde og prostitution,” fortæller han.
Ofrene for handlen kommer fra flere forskellige lande i Afrika, blandt andet Burundi, DR Congo og Etiopien. Det er både børn og voksne af begge køn. Nogle af de handlede bliver solgt til arbejde uden for lejren, men en del arbejder også inden for lejrens grænser.
De kriminelle netværk, der står bag menneskehandlen, handler ikke bare med mennesker, der bor i Dzaleka. Lejren bliver også benyttet som center for handel med mennesker fra hele regionen, som lokkes til med falske løfter om et godt betalt arbejde i udlandet. Ofte er det Sydafrika, som for mange fattige afrikanere er mulighedernes land.
Politiet har optrævlet lidt af det kriminelle netværk, og ser man på de anholdtes nationaliteter, kan man se, at der er tale om et internationalt netværk. De er fra Malawi, Etiopien, Burundi, Rwanda og DR Congo. Politiet har dog den udfordring, at mange af de handlede mennesker er bange for at vidne mod bagmændene.