‘Half of a Yellow Sun’
Cinemateket viser filmen følgende dage:
Torsdag den 20. august kl. 21:30 (kun film)
Søndag den 23. august kl. 14:00 (film + videooptaget talk)
Mandag aften kunne man se filmen ‘Half of a Yellow Sun’, som baserer sig på Chimamanda Ngozi Adichies roman af samme navn (oversat til dansk med titlen ‘En halv gul sol’. Filmatiseringer af bøger er ofte genstand for debat om, hvordan filmen lever op til bogen. Det er egentlig en forkert problemstilling, fordi film og litteratur er to helt forskellige ting og kan noget forskelligt. Derfor var det egentlig ærgerligt, at Cinematekets programredaktør Rasmus Brendstrup netop spurgte til forholdet mellem filmen og bogen i det efterfølgende Q&A. Den første visning af filmen mandag eftermiddag blev introduceret af en talk ved lektor Bodil Folke Frederiksen, og Rasmus Brendstrup var vært for såvel talk som Q&A efter filmen.
Familiehistorie med dokumentariske sekvenser
Filmen er et godt eksempel på, hvad film kan. Film kan klippe mellem helt forskellige ting og gøre det helt abrupt uden forvarsel. Det er i langt mindre grad muligt i en roman.
‘Half of a Yellow Sun’ kombinerer to meget forskellige genrer, som der flittigt krydsklippes mellem gennem filmen, hvilket fungerer meget fint. I filmen følger vi en familie med to søstre, hvoraf filmen især følger den ene og hendes liv med kærlighed, forhold til svigermoren og hendes mand og deres ægteskabelige konflikter.
Historien foregår op til og under borgerkrigen i Nigeria i slutningen af 1960erne. Vi får ikke så meget at vide om den ydre politiske kontekst, men løbende bliver der klippet til dokumentariske optagelser med tidsperiodens politiske ledere og deres udtalelse – selvsagt i sort og hvid. Ellers gengives krigen kun som eksplosioner, når familien tvinges til at flygte.
Hvis det ikke havde været for de dokumentariske klip, ville filmen have været en noget letbenet kærlighedshistorie med en dominerende og manipulerende svigermor, og mænd der har problemer med at holde pikken indenbords, når deres kone for et øjeblik har forladt huset. Skuespilpræstationerne er ikke altid helt i top, men de dokumentariske sekvenser tilføjer noget, som gør filmen til noget andet og mere.
Der er også den pointe med det dokumentariske, at Adichie i sin romaner er kendt for, at historierne og hendes karakterer er inspireret af virkelige personer, selvom romanerne selvfølgelig er fiktion. Filmens inddragelse af historisk materiale kan også ses som en understregning af det forhold i Adichies forfatterskab.
Adichies kernelæsere vil nok savne både hendes beskrivelser af krigen, dens problemstilling og hendes meget mere detaljerede beskrivelser af de personlige forhold i historien, men jeg synes, at man skal anerkende filmmediets potentiale. Klipningen til det dokumentariske materiale giver publikum en visuel-sanselig påvirkning af tidens retorik, politisk fremtræden og ideologi, som også er en måde at formidle den samfundsmæssige ramme på.
Nigeriansk historie, litteratur og filmindustri
Introduktionen til filmen og talk om nigeriansk historie, litteratur og Adichies forfatterskab var ikke så vellykket, som man kunne have håbet på. Rasmus Brendstrup forsøgte i sin velkomst at karakterisere filmen som en Nollywood-produktion (betegnelsen for filmindustrien i Nigeria), hvilket virkede som en lidt søgt pointe. Det kunne have været interessant at have haft en taler, som havde været mere vidende om Nigerias filmindustri. Under den efterfølgende Q&A viste det sig, at lektor Karen Lauterbach fra Centre for African Studies befandt sig blandt publikum, og hun ville måske have været et bedre bud på en person til at introducere til nigeriansk historie og litteratur. Hun har i sin forskning beskæftiget sig med den vestlige del af det afrikanske kontinent, mens Bodil Folke Frederiksen i højere grad forsker i den østlige del.
Der kan være alle mulige grunde til, hvordan arrangementet er blevet skruet sammen, men det virkede mærkeligt, at publikum vidste mere end arrangører og den inviterede taler.
Se filmens trailer her