Der er løbet mange ton fisk og is gennem fiskeristationen i Somalilands største havn, Berbera, i de godt fem år, der er gået, siden FairFishing åbnede stationen i 2013.
Tanken var dengang som nu at tilbyde et alternativ til en tilværelse som pirat eller et liv i fattigdom.
Befolkningen skulle hjælpes til at arbejde og tjene en ordentlig løn som fiskere.
I dag er antallet af aktive fiskere vokset voldsomt. Skønnet er, at der er omkring 400 flere fiskere i Berbera i dag end for fem-seks år siden.
Bådejere har øget deres indkomster med tæt ved 500 %, og besætningerne med over 300 %.
Fodfiskere (som ikke har både) har også forbedret deres økonomi, viser en ny, uafhængig rapport.
Baseret på Food and Agriculture Organization of the United Nations (FAO)-skøn vurderes det, at udviklingen gavner indkomster for omkring 3.000 mennesker i hele kæden fra fangst på havet til salg og tilberedning i hovedstaden, oplyser FairFishing.
Udviklingen har skabt en lang række nye jobs også for kvinder blandt andet i nye fiskerestauranter og fiskeforretninger. Kvaliteten af fisken er øget markant på grund af bedre køle- og lagerfaciliteter. Fiskere har fået et positivt image. Før var det negativt.
Stort potentiale
Da FairFishing åbnede fiskeristationen i Berbera i 2013, var målet at levere is og håndtere 30 ton fisk pr. måned.
I 2014 modtog stationen 400 ton fisk, svarende til lidt over 30 ton pr. måned. I 2018 var fiskeriet vokset dramatisk og stationen modtog 1200 ton fisk (100 ton i gennemsnit pr. måned).
Stationen producerede i 2018 over 900 ton is.
Efter mindre end 5 år var fiskeristationen allerede selvfinansierende. Efter betaling af alle lønninger, energi og vedligehold var der overskud både i 2017 og 2018, fremgår det af rapporten ”Impact Assessment: FairFishing Activities (2013-2018) Berbera, Somaliland”, som er en uafhængig impact assessment udført af Nordic Consulting Group (NCG) i efteråret 2018.
Studiets resultater er primært fra Berbera, Somalilands største havneby, hvor FairFishing startede i 2013. Med støtte fra EU har FairFishing skabt nye aktiviteter fire steder i Somaliland og tre steder i Puntland. Her er man i en opbygningsfase, hvor indsatsen fortsætter.
Rapporten fastslår også, at der er et stort potentiale for at øge fiskeriet yderligere og for eksport til blandt andet Etiopien, men også for at bruge fisk i humanitære indsatser. Somaliland er tørkeramt, kødpriserne stiger, og der er store grupper af interne flygtninge (IDP’er)