Med Indonesiens, Sierra Leones og Salomonøernes ratifikation af FN’s traktat om forbud mod atomvåben er antallet af lande, der har ratificeret traktaten, nu oppe på 73. Yderligere 25 lande har underskrevet traktaten, der oprindelig blev vedtaget i 2017 af 122 af FN’s medlemslande.
De seneste tre ratifikationer skete den 24. september i New York i forbindelse med FN’s 79. generalforsamling og Summit for the Future’s vedtagelse af den nye Pagt for fremtiden
Med Salomonøernes ratifikation, som træder i kraft i slutningen af året, er 11 Stillehavslande nu en del af aftalen. USA, Storbritannien og Frankrig udførte flere end 300 atomprøvesprængninger i Stillehavet i årene 1946 til 1996.
Sierra Leone er det 17. afrikanske land, der har ratificeret FN’s traktat om forbud mod atomvåben. Sierra Leone ligger i Vestafrika ud til Atlanterhavet og er et af verdens fattigste lande. I 2024-2025 er Sierra Leone medlem af FN’s Sikkerhedsråd.
Sierra Leones ratifikation burde i kraft af landets centrale rolle i den nye danske Afrika-strategi påkalde sig interesse i Danmark.
Indonesien bakker op
Også verdens folkerigeste muslimske land støtter et forbud mod atomvåben. Med et befolkningstal på 275,5 millioner (ifølge Verdensbanken 2022) er Indonesien verdens folkerigeste muslimske land og målt på befolkningstal det største land, der indtil nu har ratificeret forbudstraktaten.
Indonesien er det syvende land i den sydøstasiatiske samarbejdsorganisation, ASEAN, som har ratificeret traktaten, i lighed med Thailand, Vietnam, Laos, Malaysia, Cambodja og Filippinerne.
Alligevel er Indonesiens ratifikation fuldstændigt blevet forbigået i dansk presse. Også den danske udenrigsminister har været rungende tavs.
Det står i skarp kontrast til, da Indonesien i december 2011 besluttede at ratificere traktaten om stop for atomprøvesprængninger (Comprehensive Nuclear Test-Ban Treaty, CTBT).
CTBT-traktaten forpligter de deltagende stater til ikke at gennemføre prøvesprængninger af nukleare våben eller andre nukleare sprængninger samt at afstå fra medvirken til sådanne sprængninger.
Alligevel er Indonesiens ratifikation fuldstændigt blevet forbigået i dansk presse. Også den danske udenrigsminister har været rungende tavs.
Dengang hed det, at “Indonesiens beslutning om ratifikation er et meget positivt skridt, der bringer traktaten tættere på at blive juridisk virkelighed.”
Og daværende udenrigsminister Villy Søvndal (SF) glædede sig:
“Med Indonesiens historiske beslutning kommer verden et skridt tættere på et globalt forbud mod atomprøvesprængninger. Det er min forhåbning, at Indonesiens klare signal i dag vil tilskynde andre lande til at ratificere traktaten, der er en vigtig del af bestræbelserne på at opnå en verden fri for atomvåben.”
Danmark imod traktat om forbud mod atomvåben
Tidligere har Danmark ofte støttet processer mod nedrustning af atomvåben. Men den danske regering deltog ikke i forhandlingerne i FN op til vedtagelsen af traktaten om forbud mod atomvåben.
Danmark stemte ligefrem nej, da en skelsættende FN-resolution om helt at forbyde atomvåben i 2016 blev vedtaget på FN’s generalforsamling med støtte fra hele 123 lande, knap 2/3 af medlemmerne af FN.
Den daværende danske regering mente, at atomvåben kan bruges som afskrækkelse og som en del af NATOs strategi.
I januar 2017 forklarede udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) det danske nej under et samråd om atomnedrustning i Folketingets Udenrigsudvalg.
Her slog han fast, at beslutningen var den helt rigtige: “I den nuværende sikkerhedspolitiske situation er det mere end vigtigt, at alliancen står samlet, og at de enkelte medlemmer ikke bryder med den konsensus, der blandt andet er med hensyn til Natos afskrækkelsesprofil.”
Anders Samuelsen tilføjede, at atommagterne uden for Nato heller ikke bakkede op om nedrustningsresolutionen: “Der ville med andre ord kun være tale om symbolpolitik,” sagde han.
Traktatens vedtagelse
I juli 2017 blev traktaten vedtaget af 122 af FN’s i alt 193 medlemslande. Desværre boykottede atomvåbenmagterne og NATO-landene forhandlingerne og deltog ikke i afstemningen.
Traktaten stigmatiserer og forbyder al udvikling, test, afprøvning, produktion, lagring, overførsel, brug eller trussel om brug af atomvåben.
Før traktatens vedtagelse var atomvåben de eneste masseødelæggelsesvåben, der ikke var underlagt et omfattende forbud, på trods af deres katastrofale humanitære og miljømæssige konsekvenser.
Traktaten forbyder nationer at udvikle, afprøve, producere, fremstille, overføre, besidde, lagre, bruge eller true med at bruge atomvåben eller tillade, at atomvåben kan stationeres på deres område.
En nation, der besidder atomvåben, kan tilslutte sig traktaten, så længe den accepterer at destruere dem i overensstemmelse med en juridisk bindende og tidsbunden plan.
Nationerne er tillige forpligtet til at yde bistand til alle ofre for brug og afprøvning af nukleare våben og til at træffe foranstaltninger til sanering af forurenede miljøer.
Traktaten er et udtryk for den internationalt udbredte skuffelse og frustration over den manglende nedrustning trods ikke-spredningsaftalen (NPT) fra 1970.
Mange ikke-atomvåbenstater finder, at atomvåbenstaterne ikke har levet op til NPT-traktatens grundlæggende krav om at arbejde for generel og komplet nedrustning.
ICAN modtager Nobels fredspris
FN’s traktat om forbud mod atomvåben oplevede straks en medvind efter vedtagelsen, som blev forstærket, da det i oktober 2017 blev meddelt, at Nobels fredspris ville gå til ICAN, den internationale kampagne for afskaffelse af atomvåben.
ICAN er en koalition af civilsamfundsorganisationer i 110 lande, som promoverer ratifikationen og den senere implementering af FN’s traktat om forbud mod atomvåben.
ICAN blev dannet i Wien i 2007. ICAN’s budskab er simpelt: Atomvåben skal ikke blot begrænses og kontrolleres, men forbydes. Det lykkedes efter ti års vedholdende arbejde.
