”Folk der afviser den nye forfatning bør forlade landet,” udtalte den algeriske idrætsminister forud for folkeafstemningen, der fandt sted i Algeriet 1. november.
Hvis algerierne skal følge den opfordring, så skal over 85 procent af de stemmeberettigede finde et andet sted at bo.
For det var kun 23,7 procent af de stemmeberettigede, der stemte ved folkeafstemningen, og kun to tredjedele af dem stemte ja til den nye forfatning ifølge den algeriske valgkommission. Det er en rekordlav valgdeltagelse i Algeriet.
Der var dermed 21,1 millioner ud af en stemmeberettiget befolkning på 24,4, som enten stemte nej eller i de flestes tilfælde helt undlod at stemme. Men da et flertal af de afgivne stemmer faldt til ja-siden er den nye forfatning vedtaget.
Et ansigtsløft til den gamle forfatning
Folkeafstemningen om den nye forfatning er et resultat af de massedemonstrationer, der har rystet Algeriet siden februar 2019.
Den nuværende præsident i Algeriet, 75-årige Abdelmadjid Tebboune, kom selv til magten på baggrund af demonstrationerne. Ligesom folkeafstemningen om forfatningsændringerne hviler hans mandat på et meget tyndt grundlag. Ved præsidentvalget i december 2019 stemte kun 40 procent af algerierne, og kun 58 procent af disse stemte på Tebboune.
De fleste algeriere boykottede valget i protest mod Tebboune og de fire andre kandidater, som de beskyldte for at stå den forhadte magtelite alt for nær.
Alligevel startede det lovende ud med Tebboune.
Han roste flere gange demonstranterne især for deres udbredte fredelige stil.
”I er et sundt fænomen, der har reddet landet fra en katastrofe,” proklamerede han i februar.
Han slog også fast, at forfatningsændringerne skulle være en ny start for Algeriet baseret på de krav, millioner af demonstrerende algeriere havde efterspurgt i næsten et år.
Men allerede da det kom til udpegningen af en kommission til at formulere nye forfatningsændringer, stod det klart, at præsidenten er af den gamle, autoritære algeriske skole. Tebboune og hans folk udpegede selv kommissionens 17 eksperter og udstyrede dem med bestemte instrukser. Derudover inddrog de kun medlemmer fra protestbevægelsen, som havde forladt bevægelsen, da Tebboune kom til magten.
Meget få af demonstranternes krav er skrevet ind i den nye forfatning. Nogle institutioner og embeder får nye navne, men præsidenten besidder stadig noget nær uindskrænket magt, da domstolene stadig er underlagt præsidenten, og han stadig har ret til at nedlægge veto mod parlamentets lovforslag.
Indtil nu har det været forfatningsstridigt for den algeriske hær at operere uden for Algeriets grænser med enkelte undtagelser. En af de mest opsigtsvækkende forfatningsændringer er udvidelsen af militærets muligheder for at indgå i internationale operationer.
Ifølge Middle East Eye er dette et udtryk for magthavernes ønske om at kunne spille en mere aktivistisk rolle i den libyske borgerkrig for fremtiden.
Udvidelsen af militærets beføjelser kan også styrke algeriske overvejelser om at øge støtten til den sahrawitiske befrielsesbevægelse Polisario Fronten i den eskalerende selvstændighedskonflikt i Vestsahara – ifølge tidligere generalmajor Kurt Mosgaard, der har ledet FN-missionen i Vestsahara fra 2005 til 2007.
Mere om den konflikt her: Glemt ørkenkonflikt blusser op
Tebboune har grebet lejligheden til at indføre reformer, der intet har med demonstranternes krav at gøre, og det er hovedårsagen til, at så mange algeriere boykottede folkeafstemningen.
”Folkeafstemningen er et forsøg på at undertrykke protestbevægelsen med et hurtigt fiks, som bevægelsen aldrig har efterspurgt,” fortæller oppositionsleder og tidligere dommer Zoubida Assoul til BBC.
Ifølge Karim Mezran fra den amerikanske tænketank Atlantic Council er det tydeligt, at forfatningsændringerne er essentielle for, at magthaverne kan bevare kontrollen i landet.
”Samtidig forsøger de at få det til at se ud som om, at de imødekommer protestbevægelsen,” forklarer han til Middle East Eye.
Massedemonstrationer blæser magthaverne bagover
Protestbevægelsen opstod som opposition til Tebbounes forgænger 82-årige Abdelaziz Bouteflika. Han har været en toneangivende politiker, siden Algeriet opnåede selvstændighed fra Frankrig i 1962, og i 2019 havde han været præsident i 20 år.
Bouteflika havde længe haft et dårligt helbred, og i 2008 fremgik det af et lækket dokument fra den amerikanske ambassade i Algeriet, at han havde mavekræft.
Efter et slagtilfælde i 2013 var han ude af stand til at tale. Hans kommunikation med offentligheden blev begrænset til pressemeddelelser med hans underskrift.
Så da en sådan pressemeddelelse nåede offentligheden i februar 2019 med besked om, at Bouteflika havde i sinde at genopstille til en femte valgperiode, havde algerierne fået nok.
De første gik på gaden blandt andet under et slogan som ”der er ikke nogen præsident, kun en plakat.”
De algeriske medier forholdt sig ikke til demonstrationerne i starten, men på trods af det, svulmede aktionerne til at omfatte en bred skare af oppositionspolitikere, strejkende lønmodtagere og studerende. Dermed var flere end tre millioner algeriere på gaden mindre end en måned efter Bouteflikas pressemeddelelse, og de ville have de etablerede politikere ud.
Hastigheden, hvormed demonstrationerne udviklede sig til en folkebevægelse, overrumplede myndighederne fuldstændig. Bouteflika gik i gang med at fyre ministre og embedsmænd i forsøg på at tilfredsstille demonstranterne. Det va til ingen nytte, da demonstranterne krævede, at det var Bouteflika selv, der skulle gå af.
Alle fokuserede på hæren, der gennem det meste af Algeriets historie har været den afgørende kongemager.
Da hærens stabschef 2. april insisterede på, at Bouteflika skulle træde tilbage, var Bouteflikas dage talte. Han trådte tilbage samme dag, og gaderne eksploderede i jubel.
Men demonstrationerne fortsatte med krav om alle de etablerede politikeres afgang.
”Vi er færdige med jer,” lød det fra demonstranterne.
I et forsøg på at komme protestbevægelsen i møde begyndte myndighederne at arrestere nogle af de etablerede politikere og forretningsfolk, der fremstod som de mest notoriske symboler på den korrupte elite. Bouteflikas lillebror var blandt de anholdte.
Valget af Tebboune ved præsidentvalget i december 2019 dæmpede ikke demonstrationerne, da Tebboune er tidligere premierminister under Bouteflika, og derfor af mange algeriere bliver set som en del af den gamle garde.
Situationen så kritisk ud for magthaverne, da coronakrisen pludselig kom systemet til undsætning i foråret 2020. Frem til i dag har faren for smitte lagt en dæmper på massedemonstrationerne, idet profiler i protestbevægelsen opfordrer folk til indtil videre at blive hjemme.
I mellemtiden gør hverken Tebbounes politik eller de nye forfatningsændringer ret meget for at imødekomme demonstranternes krav.
Efter at have udviklet svære coronasymptomer, kom Tebboune i behandling på et sygehus i Tyskland 28. oktober. Han var derfor væk i hele optakten til folkeafstemningen i en situation, der for mange algeriere er et eksempel på, at det blot er én gammel, svagelig mand af den gamle garde, der har overtaget fra en anden.
En skæbne vædet i olie
Men demonstranternes harme handler ikke udelukkende om en magtfuldkommen gammel garde. Det er også en vrede, der koger over et ildhav af utilfredshed med Algeriets økonomiske tilstand.
Ungdomsarbejdsløsheden nåede næsten 30 procent i 2019.
Den økonomiske vækst har gennem de sidste ti år med få undtagelser konsekvent været lavere en nabolandenes samtidig med, at kvaliteten af offentlige tjenester er forværret i samme periode.
Den uheldige udvikling er paradoksalt nok bundet sammen med Algeriets enorme forekomster af fossile brændsler. Landet er medlem af OPEC, og ligesom for mange andre OPEC-lande kan disse forekomster på overfladen virke som en velsignelse. Men 95 procent af Algeriets eksportindtægter kommer fra salg af olie og gas, og landet har med årene udviklet en afhængighed af en høj pris på fossile brændsler for at kunne dække de statslige udgifter. Både olie og naturgas har over de seneste ti år tabt mere end 50 procent af deres værdi, og dermed ledt til massive offentlige nedskæringer i Algeriet.
Afhængigheden har betydet at Algeriets nyere historie er skrevet med olie.
Da det arabiske forår rullede ind over MENA-regionen i 2011, gik folk også på gaden i Algeriet for at kræve, at de algeriske magthavere skulle træde tilbage.
Magthaverne kunne på det tidspunkt trække på pengereserver optjent gennem flere år med høje priser på fossile brændsler. Regeringen sænkede priserne på essentielle madvarer, gav lønforhøjelser til offentlige ansatte, tilbød rentefrie lån og skattefritagelse for iværksættere i tre år. Det tog luften ud af demonstrationerne i Algeriet, der ikke nåede samme intensitet som i nabolandene Tunesien og Libyen.
Da oliepriserne kollapsede i midten af 80’erne, skabte det til gengæld et folkeligt pres, der dengang tvang magthaverne til at åbne op for den politiske proces og tillade andre partiers opstilling til valgene.
Men da det stod klart, at Den Islamiske Frelserfront ville vinde valget i 1991, annullerede militæret valget, væltede den liberale præsident og tog selv magten. Det kastede landet ud i ti år med borgerkrig mellem militærregeringen og islamistiske grupper. Mere end 150.000 omkom.
I sidse ende falder de fossile brændslers store effekt på Algeriet tilbage på de etablerede magthavere, der ikke har prioriteret at diversificere den algeriske økonomi. Desværre har fortiden vist, at så længe de etablerede politikere forbliver på magten, dikterer oliepriserne Algeriets velstand.
