Fra milliarder til billioner: Udviklingslande sætter ny pris på klimaregningen

Oversvømmelser i Indonesien.
Foto: Algi Febri Sugita/SOPA Images/LightRocket via Getty Images
Laurits Holdt

6. november 2021

Tørke, orkaner og oversvømmelser. Voldsomt vejr rammer over hele kloden. Det var der adskillige eksempler på i den første uge af klimaforhandlingerne i Glasgow. Den grønne omstilling koster penge, men tilpasning til de ændrede vejrforhold samt nødhjælp og genopbygning efter de katastrofer, som rammer, koster allerede gigantiske summer rundt omkring på kloden.

”Klimaforandringer udgør en eksistentiel trussel for Kenya. I Kenya fører ekstreme vejrfænomener, herunder oversvømmelser og tørke, til tab af mellem tre og fem procent af vores bruttonationalprodukt årligt,” fortalte Kenyas præsident, Uhuru Kenyatta, i sin erklæring i den skotske by.

Den honduranske præsident, Juan Orlando Hernández, nævnte, at de to voldsomme orkaner, som ramte Honduras på blot to uger i 2020, kostede landet 2,1 milliarder dollars. Det svarer til 9,2 procent af nationens BNI, sagde han med henvisning til tal fra Den Økonomiske Kommission for Latinamerika og Caribien. 

Læs også: Midt i coronakrisen ramte to voldsomme orkaner Honduras

Stort set alle repræsentanter fra udviklingslandene udtrykte stor skuffelse over, at de rige lande ikke kan indfri løftet om at levere 100 milliarder dollars årligt til udviklingslandenes klimaindsats.

Læs også: Rige lande udskyder løfte om klimastøtte med tre år

Tilpasning halter
Udviklingslandene er også skuffede over, at fordelingen af klimastøtten er skæv. Aftalen er, at halvdelen skal leveres til indsatsen for at reducere udledninger, mens den anden halvdel skal gå til tilpasning til de mere ekstreme vejrforhold. Det er imidlertid kun omkring en fjerdedel af pengene, der går til sidstnævnte. 

Det fylder rigtigt meget ved forhandlingerne i Glasgow. Fattige og klimaskrøbelige lande siger selv, at de prioriteterer tilpasning højest, og at de ønsker mere klarhed og åbenhed om pengene. Det skyldes eksempelvis, at en stor del af klimafinansieringen udbetales med lån, der skal betales tilbage. 

Fijis finansminister, Aiyaz Sayed-Khaiyum, sammenlignede på et pressemøde summen af den lovede klimafinsiering med de 726 milliarder, der blev brugt på at investere i fossille brændstoffer sidste år alene. 

“De multilaterale banker og deres støttende nationer har investeret i klimanedbrydning i årtier. Nu mærker vi, de klimaskrøbelige nationer, konsekvenserne af dem. At tage renter af penge, som vi lånte for at skabe modstandsdygtighed, er rent faktisk ondskabsfuldt. Det svarer til at sende vores penge til mafiaen af fossile brændstoffer, som er ansvarlig for at påføre denne krises terror på os.” lød det på pressemødet i Glasgow onsdag. 

Beløbet skal tidobles
En ny rapport fra FN’s Miljøprogram viser, at behovet for penge til tilpasning vil være i den øvre ende af et årligt beløb mellem 140 og 300 milliarder dollars i 2030. I 2050 vil det svare til mellem 280 og 500 milliarder dollars årligt. Beløbene hænger naturligvis sammen med, hvor meget den samlede globale klimaindsats tillader temperaturen at stige. 

Ved forhandlingerne i Glasgow begynder diskussionerne om, hvilket niveau klimafinansieringen skal være på fra 2025. Her kræver udviklingslandene en betydelig stigning. Palaus præsident, Surangel Whipps, nævnte, at den skal op på 4 billioner dollars. Konkret har en gruppe udviklingslande, som også tæller vækstlande som Kina og Indien, foreslået et beløb på1,3 billioner dollars årligt fra 2030. 

Vil have erstatning for klimakatastrofer
Udover penge til reduktion af udledningerne og tilpasning presser de skrøbeligste og fattigste lande for, at der bliver lavet en ordning, som kan finansiere de tab og ødelæggelser, som klimaændringerne forårsager. Det bliver betegnet som Loss and Damage i forhandlingerne, og ngo’er og udsatte nationer peger på, at det skal håndteres separat fra tilpasning, da det drejer sig om situationer, hvor tilpasning ikke længere er mulig. 

Gaston Browne, der er premierminister i Antigua & Barbuda, talte om det i en erklæring på vegne af alliancen af de små østater. 

“Sådanne tab og ødelæggelser er foregået i årtier, men kompensation er blevet forsømt af regeringer fra de mest forurenende lande alt for længe. Hvis ikke en formel mekanisme for kompensation for tab og ødelæggelser kan blive etableret, kan FN-medlemslande være klar til at søge retfærdighed ved de rette internationale institutioner,” sagde premierministeren i sin tale ved åbningen. 

I en senere pressekonference nævnte han, at det efterhånden er tydeligt, at tab og ødelæggelser ikke vil blive behandlet seriøst ved disse forhandlinger. Samtidigt introducerede han en ny kommission for klimaforandringer og international lov. 

“Vi arbejder med dette emne juridisk ud fra en forudsætning om, at den, der gør skade, må sørge for kompensation. Med andre ord, forureneren må betale. Misbrug af fossile brændstoffer er en tort mod hele menneskeheden,” forklarede han med henvisning til det juridiske begreb, der omhandler erstatningspligtig skade på andre.

Det handler om tillid
I første omgang kræver flere af de mest klimaskrøbelige lande, at der kommer en konkret plan for at levere 500 milliarder dollars i perioden fra 2020 til 2024. Det svarer til de 100 milliarder dollars årligt, der blev lovet. 

Det agter den velstående del af verden at imødekomme, nævnte lederen af forhandlingerne, den britiske politiker Alok Sharma, lørdag. Men den manglende indfrielse af løftet om klimafinansieringen til den rette tid har svækket tilliden, påpeger flere repræsentanter fra udviklingslandene. 

Det hjalp ikke meget, at den britiske finansminister, Rishi Sunak, tirsdag kunne præsentere et løfte fra finanssektoren om, at 130 billioner dollars vil blive investeret i den grønne omstilling. Forpersonen for forhandlerne fra de mindst udviklede lande, Sonam P. Wangdi, nævnte, at de ikke ser meget til pengene. Blot 10-14 procent af klimastøtten går til dem, forklarede han.  

Aiyaz Sayed-Khaiyum fra Fiji talte også i hårde vendinger om, hvad det brudte løfte om klimastøtte har betydet for den generelle tillid til de aftaler, der bliver indgået i klimaforhandlingerne:

“Det handler om tillid mellem nationer. Den manglende levering af det fuldstændigt opnåelige løfte under Paris-aftalen underminerer troværdigheden af hvert eneste løfte fra den velstående del af verden, herunder deres forpligtelser på at reducere udledninger af kulstof.”