‘Det vilde pæretræ’
Originaltitel: ’Ahlat Ağacı’, 2018
Instruktør: Nuri Bilge Ceylan.
Spilletid: 188 minutter.
’Det vilde pæretræ’ var nomineret til Palme D’Or ved Cannes-festivalen i 2018.
Tyrkiske Nuri Bilge Ceylan står bag otte andre spillefilm. Senest instruerede han ’Vintersøvn’, der vandt hovedprisen Palme D’Or i 2014. Ceylan har desuden vundet Cannes-juryens pris (Grand Prix) to gange tidligere samt prisen for bedste instruktør en enkelt gang.
‘Det vilde pæretræ’ har premiere i danske biografer den 16. maj og bliver vist i flere biografer landet over. Filmen er også en del af filmfestivalen Nye film fra Tyrkiet. Festivalens program er tilgængeligt på Nye film fra Tyrkiets Facebook-side.
Da vi møder den unge, ambitiøse forfatterspire Sinan, har han netop færdiggjort sine studier i litteraturvidenskab. Han er fast besluttet på at få udgivet sin bog med samme titel som Nuri Bilge Ceylans film, Det vilde pæretræ, som han beskriver som en ”autofiktiv metaroman” af brudstykker af personlige erindringer fra hans barndom i byen Çan.
Sinan vender derfor hjem til sin hjemby for at få økonomisk støtte til udgivelsen og opsøger borgmesteren og en lokal boginteresseret bygherre. Det viser sig dog at blive svært for ham at skrabe penge sammen til udgivelsen, og det er et kendetegnende mønster for Sinan – at han skal møde udfordringer.
Vindomsuste bakker og skibe, der sejler til fjerne lande
Herfra følger vi Sinan i hans forsøg på at indfri sin drøm om at udgive Det vilde pæretræ.
Det meste af filmen vandrer Sinan rundt i landsbyen med hænderne i lommen og hovedet peget mod jorden, indtil han møder et gammelt eller nyt bekendtskab. Møderne er intense og dækker storslåede emner som eksistentielle, teologiske eller litterære spørgsmål og ender ofte i en kamp på ord.
Den første, Sinan møder på sin vej, er barndomsveninden Hatice.
Hatice er smuk og impulsiv, og er, finder vi senere ud af, ombejlet af Sinans vennegruppe. Sinan fortæller Hatice, at han for alt i verden ikke vil blive boende i Çan; beboerne er fanatikere og snæversynede, og Sinan er bange for at rådne op, hvis han ikke flytter væk. I en anden scene siger han:
”Hvis jeg var diktator, smed jeg sgu en atombombe her.”
Ikke underligt bliver Hatice fornærmet og svarer selvsikkert:
”Vi klarer os uden dig.”
De to ryger en cigaret under et stort grønt træ, et tilbagevendende samtalested for Sinan gennem filmen, hvor samtalerne har det med at blive mere intime eller intense, og den anspændte stemning forsvinder.
Hatice fortæller, at hun skal giftes, men at hun stadig gerne vil se verden:
”Travle, oplyste gader. Vindomsuste bakker. Skibe, der sejler til fjerne lande. Sommeraftener. Forelskelse, fuldskab. At blive gennemblødt af regnen.”
Sinan virker derimod reserveret; han har været ”ude i verden”, og den imponerede ham ikke.
”Jeg har set det hele, det er ikke noget særligt.”
Og som han siger senere:
”Jeg har lige et par ting, jeg skal nå først.”
Hatice opsummerer i en enkelt rammende sætning, dét tema, der viser sig at være filmens mest centrale; at stille sig tilfreds med livet, sådan som det er; at gå på kompromis med sine drømme.
”Alting, livet … det ladet til at være så tæt på, men det er det ikke. Alt er så fjernt.”
Hatice kigger længselsfuldt ud i luften, mens lyden fokuserer på træets blade, der blafrer i vinden, og hun langsomt græder stille.
Det ender med, at de to kysser under træet, og Hatice bider Sinan i læben og sætter et sår, der bliver siddende resten af filmen.
Scenen er en af filmens mest mindeværdige og er typisk for, hvordan Sinan gennem filmen må opveje forholdet mellem lidenskab og drømme mod virkeligheden, og hvad der faktisk kan lade sig gøre.
Vilde pæretræers frugter
I en anden central scene møder Sinan to landsbyimamer i færd med at plukke æbler fra (endnu) et træ, og symbolikken er næsten for tyk.
”Vil i have os forvist fra jorden,” siger Sinan i et sjældent grin.
De tre ender i en længere teologisk og moralsk diskussion, hvor de bl.a. runder den frie vilje, skæbne, grådighed, synd og teknologi.
”Ingen bør betragte sig selv som ren, nyfalden sne,” sammenfatter Sinan samtalen. Hvor meget mennesket end prøver, vil der stadig være forfald i verden, og mennesket vil være uperfekt.
Den beskrivelse er Sinans far, Idris, et billede på. Idris er veluddannet og lærer på den lokale skole, men han er begyndt spille på hæstevæddeløb og skylder nu penge væk i øst og vest, og Sinan og hans familie er flove over hans fars forfald.
”Min far har tabt meget på væddeløbsbanen. Hus, bil, ære, stolthed og respekt,” lyder Sinans tolkning.
Idris er beregnende, lyver konstant og forsøger med et mistænkeligt skævt smil at låne penge af Sinan og virker ligeglad med, hvad andre mennesker tænker om ham.
”Han gør konstant oprør mod livets absurditet,” forklarer Sinan de to landsbyimamer.
Sinan minder dog på flere punkter om sin far. Og på et tidspunkt beskriver han selv de to og farfarens ligheder:
”Vi er alle udskud, enegængere, misdannede,” siger han trist med et svagt blink i øjet.
”Vilde pæretræers frugter er misdannede, men jeg spiser dem til morgenmad, og de smager godt,” svarer Sinans far.
Sinan er heller ikke en hovedperson, man ikke opbygger sympati for. Tværtimod. Han er påståelig, og prætentiøs, og som hans mor påpeger, ”vil han altid have det sidste ord.” Og det bliver kun bekræftet af de utallige diskussioner, Sinan involverer sig i gennem filmen.
”Jeg kan ikke lide mennesker. Jeg har ingen tålmodighed med folk. Jeg kan ikke holde dem ud,” forklarer han sin mor.
Løse ender og korte bekendtskaber
Som mange af Ceylans film er det en lang affære – spilletiden løber op på 188 minutter. Men filmen er fuld af fascinerende og flotte lyse scener, på trods af filmens til tider melankolske temaer.
Nuri Bilge Ceylan har med ’Det vilde pæretræ’ begået en kompliceret fortælling, hvor samfundet er fuldt af uindfriede ambitioner, så snart Sinan kradser i lakken.
Filmen er fuld af løse ender og korte bekendtskaber. De fleste af de diskussioner, Sinan begiver sig ud i, kan synes formålsløse, og det kan være svært at gennemskue, hvad den røde tråd gennem filmen er.
Alligevel kredser Sinans møder sig om mange af de samme temaer; at skabe mening i en utilfredsstillende tilværelse og stille sig tilfreds med den, og de ligheder han har arvet fra sin far og må lære at erkende.