Coronavidnesbyrd
Corona påvirker alle mennesker på denne klode. I denne serie lader Globalnyt folk fra hele verden komme til orde. Målet er at give almindelige mennesker mulighed for at dele historier, oplevelser og følelser, som tørre tal og statistik over antal smittede aldrig kan viderebringe.
Bidragene kan læses uafhængigt af hinanden – find dem alle her.
Mit navn er Salai Nghe Pi, jeg er født i 1983 og begyndte at arbejde som journalist i 9. klasse for det lokale kirkeblad.
Jeg har dedikeret mit liv til min by, Falam, som ligger i de etniske områder i Northern Chin Hill i Chin State (chin er en af Myanmars etniske minoritetsgrupper, red.). Vores lokalområde har 179 landsbyer, alt i alt 10.000 husstande med omkring 50.000 indbyggere. Jeg har mange kasketter: Jeg er ungdomsleder, jeg er mediefrivillig i lokalsamfundet, og lige nu er jeg vicesekretær for Falams Covid-19 komité.
Myanmars første bekræftede Covid-19-tilfælde var i Tedim, der er vores nabo mod nord her i Chin State. Det var et chok for alle. Chin State ligger 1000 kilometer væk fra vores hovedstad, så ingen havde regnet med, at den første smittede ville være her.
Rygter om, at alt mad ville slippe op spredte sig hurtigere end virussen.
Vi bekymrer os mere om mangel på mad end om Covid-19. Det er ikke usædvanligt, at der er for lidt mad til rådighed i vores område – vi kan ikke dyrke korn og grøntsager i store mængder på grund af manglende vandressourcer. Så folk blev bange for, at den eneste vej, der forbinder os til den nærmeste større by, Kalay Myo, og som vi er afhængig af for forsyninger, ville blive blokeret.
De lokale myndigheder forholdt sig passive og så bare på, mens folk begyndte at hamstre ris.
Det lykkedes os at få fat i en højtaler, og vi kørte rundt i Falam og beroligede folk med information om, at der var ris og basale fødevarer nok i byen. Folk blev hurtigt mere rolige.
Her i Falam har vi to medier: en lokalradio og en lokal avis på fire sider. Vores radio sender via Facebook og andre online platforme og kan få nyheder ud hurtigere end avisen. Her giver vi basale informationer om virussen og er blevet det medie, som folk i Falam har størst tillid til, hvad angår Covid-19. Folk får mange forskellige informationer via Facebook og andre sociale medier, men det er svært for dem at vide, hvad de kan stole på, og hvad der er misinformation.
Vi prøver at give information til alle her i lokalområdet, og da det ikke er alle, der bruger Facebook, og derfor ikke kan høre vores radio, bliver vi ved med at trykke avisen fyldt med nyheder om Covid-19. Den bliver trykt i 800 eksemplarer.
Mens jeg skriver den her tekst er vores team kørt fast på en syv timers tur via bjergveje til Paletwa by. Folk der bor i Paletwa har det svært, da de befinder sig midt i en væbnet konflikt mellem Arakan Army og Myanmars hær. Området er praktisk talt afskåret fra omverdenen uden internet, uden transportmuligheder og nu den livstruende Covid-19. Der bor 13.000 mennesker i Paletwa. Basale fødevarer er kritiske for deres overlevelse under sundhedskrisen, og mod alle odds forsøger vi at bringe dem mad. Vi har 300 sække med ris samt løg, chili, kikærter og hvidløg. Dertil sæbe, håndsprit, masker og andet udstyr til at beskytte sig med.
Salai Ngha Pi.
Foto: Privatfoto.
Dette vil ramme alle borgere – men det er de etniske grupper, der i forvejen lever hårde og elendige liv, og som kun sjældent bliver hørt, der vil lide mest.
Salai Nghe Pi, født i 1983, arbejder som ungdomsleder, mediefrivillig for lokalmedier i sin by, Falam, og vicesekretær for Falams Covid-19 komité.
Oversat fra engelsk af Finn Rasmussen, International Media Support.
