En hel generation af børn i Gaza risikerer at udvikle alvorlige mentale problemer på grund af de omstændigheder, de vokser op under. Den seneste bølge af vold risikerer at forværre deres tilstand og ødelægge den sidste modstandsdygtighed, viser en undersøgelse, som Red Barnet har offentliggjort mandag.
Hele 95 procent af Gazas børn oplever følelser som depression, hyperaktivitet, aggression eller foretrækker at være alene, viser undersøgelsen.
Kombinationen af disse symptomer tyder på dyb psykologisk mistrivsel.
I undersøgelsen siger 96 procent af de adspurgte forældre eller andre familiemedlemmer/værger, at de også oplever disse fire grupper af symptomer hos deres børn eller børnebørn.
Belastninger i barndommen påvirker indlæringsevner
Resultaterne bekymrer Red Barnet i lyset af de seneste ugers eskalering af konflikten i området.
”Mange børn i Gaza har aldrig oplevet andet end krig, blokade og tiltagende armod. De er underlagt en enorm og vedvarende stressbelastning, og oven i det har mange så også selv oplevet at blive såret eller været vidner til vold på familiemedlemmer. Det vil altid have alvorlige konsekvenser for et barns opvækst og trivsel,” siger Red Barnets psykolog, Anne-Sophie Dybdal, der er ekspert i beskyttelse af børn i krige og konflikter.
Hun tilføjer, at hjerneforskning viser, at denne type belastninger i barndommen kan påvirke indlæringsevne og evne til at omgås andre mennesker for eksempel evnen til at løse konflikter.
“For at kunne udvikle sig har børn brug for at føle sig trygge og være omgivet af voksne, der ved, hvordan man beskytter børn og stimulerer dem, så de kan genopbygge deres koncentrationsevne, evne til at være sammen med andre mennesker, håndtere stress-symptomer og genvinde håbet om en fremtid”, siger Anne-Sophie Dybdal i en pressemeddelelse fra Red Barnet.
Bange for fly og bomber
Undersøgelsen, der er foretaget blandt 150 børn og 150 voksne i Gaza, er udført inden den seneste bølge af demonstrationer begyndte i den palæstinensiske enklave for omkring to måneder siden. Langt over 100 mennesker er dræbt i disse uroligheder, herunder 14 børn.
Men allerede inden de seks uger lange protester begyndte på grænsen mellem Israel og Gaza – og medførte flere luftangreb fra israelsk side som svar på palæstinensiske raketangreb – fortalte omkring to ud af tre børn (68 procent) om problemer med at sove. Stort set lige så mange (63 procent) har mareridt.
Truslen om konflikt, frygten for bomber og den konstante usikkerhed, der er forårsaget af den ustabile politiske situation, er den største kilde til stress. 60 procent af de adspurgte voksne siger, at det er et problem hos børnene.
Også lyden af fly kan gøre de fleste børn bange. Hele 78 procent af børnene svarer, at de bliver bange, når de hører et fly.
Bange for at sove
Både piger og drenge i Gaza svarer, at de er bange eller føler sig usikre på grund af udsigten til krig eller ”bomber, der bliver kastet ned” mod dem og deres familier.
Nogle af børnene siger, at de er bange for at sove om aftenen på grund af mareridt.
Hun kender ikke til andet end livet under den blokade, som Israel indførte, da Hamas overtog magten i Gaza i 2006.
Samar var for nylig med til demonstrationerne på grænsen mellem Israel og Gazastriben.
”Denne følelse har taget fat i mig og mange andre børn. Der er mange børn, der er blevet psykologisk ødelagt af deres frygt,” fortæller hun.
Læs mere om undersøgelsen hos Red Barnet (på engelsk)