Artiklen er skrevet af Mission Østs presseansvarlig Svend Løbner.
Betina Gollander-Jensen er netop vendt hjem efter et besøg i det nordlige Nigeria, hvor Mission Øst uddeler penge til mad og søsætter små projekter til at fattige kan brødføde sig selv.
Men turen har rystet generalsekretæren, der ellers har set lidt af hvert som tidligere udsendt til både Syd- og Østafrika.
”Jeg opdagede, at de kvinder, som modtager penge til mad, ikke engang har lært at tælle. Det vil sige, at de nemt kan blive snydt for penge, når de handler på markedet. Tænk, at man kan holde mennesker nede på den måde! Jeg er indigneret,” fortæller Betina Gollander-Jensen.
Nigeria – en overset krise
Coronapandemien og krigen i Ukraine har forværret fødevaresituationen verden over. Der bliver nu flere fattige i verden. Og færre penge at gøre godt med.
I Nigeria har 8 millioner mennesker akut brug for fødevarehjælp ifølge FN. Kun omkring en femtedel af behovet bliver dækket ind med hjælp fra det internationale samfund. Derfor prioriterer Mission Øst at sende flere penge til Nigeria.
”Det er en glemt, overset krise,” konstaterer Betina Gollander-Jensen.
Mission Øst arbejder tæt sammen med hollandske hjælpeorganisation ZOA og den lokale partnerorganisation Community Health, Justice and Peace Initiative for Development (JDPH).
Ulighed mellem folk i by og på landet
Betina Gollander-Jensen er rystet over, at de nigerianske myndigheder ikke gør nok for at modvirke uligheden i befolkningen.
”Nigeria er også et af de otte lande i verden som stadig ikke har styr på sin befolkningstilvækst. Har man ikke det, skal man i hvert fald have styr på uddannelse og jobmuligheder. Ellers får man bare endnu flere fattige,” siger hun.
Netop uligheden mellem folk i by og på landet slog i øjnene:
”Vi landede i hovedstaden Abuja, som ser ud som enhver anden afrikansk storby, gode veje, flotte huse, mange velstående mennesker. Vi fløj videre til regionshovedstaden Maiduguri i Borno-staten, hvor vi arbejder. Her blev vi indlogeret i containere, der fungerede som hotelværelser. Også helt ok,” fortæller generalsekretæren.
”Men da vi så kom ud til byen Monguno yderligere langt mod nord, så vi en fattig og forarmet befolkning. Det var tydeligt at se, at børnene var fejlernærede. Afrikanske børn har sort hår, og hvis det er brunt, så er det tegn på fejlernæring. Deres næser løb som tegn på infektion.”
Indbyggertal pludselig fordoblet
Monguno ligner en garnisonsby med volde omkring. Byen har tidligere været indtaget af terrorbevægelsen Boko Haram, og da regeringshæren befriede byen, byggede de volde for at forhindre terroristerne i at køre ind i byen igen.
Folk flygter fra landområderne ind i Monguno på grund af Boko Harams pludselige og uforudsigelige nålestiksangreb. Indbyggertallet er derfor fordoblet fra 150.000 til 300.000 mennesker.
”Det er mennesker, der har set familiemedlemmer blive voldtaget og dræbt. Mennesker, der nu er fanget og fastlåst i fattigdom, hvis ikke de får hjælp udefra,” fortæller Betina Gollander-Jensen og tilføjer:
”Det handler ikke kun om fattigdom. Man holder folk nede, især kvinderne. De bliver holdt fast, uden muligheder, når de hverken kan læse, skrive eller regne. Kvinderne virker næsten udviklingshæmmede i deres påtvungne magtesløshed.”
Der skal ske noget
Når fordrevne flygter ind bag voldene i Monguno får de to måltider om dagen i fem dage af Mission Østs partnerorganisation. Derefter modtager de fødevarer af FNs Fødevareprogram til to måneders forbrug. Og dermed er det slut med hjælpen – medmindre man er inkluderet i Mission Østs kontantuddelingsprogram, hvor de mest sårbare bliver hjulpet i yderligere seks måneder:
”Sammen med vores partnerorganisation ZOA giver vi kontanter til seks måneders madforbrug. Men hvordan skal de så klare sig? Vi mødte en enlig mor til seks børn, som var højgravid med sit syvende barn. Hvordan skal hun nogensinde få enderne til at mødes?”
Mission Øst er så småt i gang med at hjælpe befolkningen med at forsørge sig selv. ”Vi laver blandt andet forsøg med små køkkenhaver, butikker og anskaffelse af geder og symaskiner. Der skal ske noget. Ellers går mennesker bare til. Det gør mig virkelig ondt for verdens fattigste,” siger Betina Gollander-Jensen.
