Ghana: Kufuor lover at sætte alle kræfter ind mod fattigdommen

Redaktionen

Det var næsten til at høre donorerne klappe, da Ghanas genvalgte præsident, John Kufuor, mandag fortalte BBC, at han de næste 4 år i embedet vil hellige sig kampen mod fattigdommen, rapporterer BBC Online.

Han understregede, at hans prioritet vil være at forbedre tilværelsen for de 40 procent af befolkningen, der ikke har adgang til rent vand, ordentlige sanitære forhold eller beskæftigelse.

Kufuor, der blev genvalgt med knapt 53 procent af stemmerne ved forrige uges præsidentvalg, sagde, at nøglen til stabilitet i Afrika efter hans mening var at sikre, at ingen borgere følte sig marginaliserede og tilsidesat.

I interviewet med BBC erkendte Kufuor, at fattigdommen er en arv fra skiftende ghanesiske regeringer og deres manglende evne til at løse problemet. – Min regering er fast besluttet på at reducere nød og afsavn så meget vi kan indenfor de 4 år, der er os givet, sagde han.

I hans første valgperiode (2001-2004) har han været optaget af at begrænse inflationen og låneomkostningerne og han forsikrede under seneste valgkampagne om, at priserne vil blive holdt i nogenlunde ro og lønningerne gå i vejret.

Han tilskrev de fredelige og vel gennemførte præsident- og parlamentsvalg ghanesernes ønske om stabilitet og fred.

– Folk her har fået nok af eksperimenter siden uafhængigheden for 47 år siden. Vi har haft 3-4 militærregimer.. og de hjar ikke levet op til folks forhåbninger, sagde Kufuor ifølge BBC.

Ghana er programsamarbejdsland for Danida og dele af landet var i sin tid dansk koloni under navnet Guldkysten.

Se også om Ghanas valg 10.12.04. på u-landsnyt.dk