Guldminedrift har historisk set spillet en afgørende rolle i Ghanas økonomi. Landet, som europæerne i kolonitiden kaldte Guldkysten, er en af verdens førende producenter af guld. Den formelle minedrift, som styres af mineselskaber, bidrager meget til landets økonomi. Men der findes også en anden form for minedrift: den uformelle – og ulovlige – i folkemunde kaldet ’galamsey’.
Galamsey er en form for minedrift, hvor folk uden officielle tilladelser udvinder guld, ofte med håndkraft og simple redskaber. Mange af dem, der tager del i den uformelle minedrift er ofte fattige og håber på at kunne skabe en bedre fremtid for sig selv og deres familier. For samfundet som helhed har galamsey dog en række alvorlige konsekvenser.
Nogle af minearbejderne bruger kemikalier som for eksempel kviksølv til at adskille guldet fra jorden, hvilket forurener floder og naturen omkring. Desuden finder store dele af det udvundne guld vej til den uregulerede globale handel, hvilket gør det vanskeligt for myndighederne at sikre, at indtægterne kommer landets befolkning til gode.
Derfor skaber den uformelle minedrift ofte spændinger mellem lokalsamfundene. Det kom også til udtryk i oktober, hvor ghanesere gik på gaden for at starte en tre dages demonstration mod galamsey, og der har sidenhen været lignende protester.
Chibeze Ezekiel er en af de ledende stemmer i protesterne. Han er koordinator for organisationen Strategic Youth Network For Development, hvor han arbejder med unge mennesker på daglig basis. Desuden er han kendt for at have udfordret det ghanesiske miljøministerium til at aflyse opførelsen af et kulværk gennem sin aktivisme.
Ezekiel mener, at protesterne mod den uformelle minedrift afspejler en voksende frustration, især blandt den yngre generation, som står over for arbejdsløshed, selvom de har brugt mange år på at tage lange uddannelser.
De er nemlig trætte af et system, hvor enkelte grupper kan slippe af sted med at tjene penge på den uformelle minedrift, mens landets naturressourcer som guld, bauxit, lithium og olie ikke bliver omsat til jobmuligheder.
Splittelse i lokalsamfundet
Chibeze Ezekie er en ghanesisk aktivist og miljøaktivist, som modtog Goldmans miljøpris i 2020 for Afrika.
Foto: Privat
Og frustrationen er ikke kun begrænset til de unge i byerne. Den strækker sig også ud til de mere landlige områder, hvor økonomiske beslutninger skaber nye udfordringer. Det fortæller Janet Adomako, forsker i minedrift og professor i geografi og miljøstudier.
Mange skifter mellem minedrift og landbrug afhængigt af, hvor de kan tjene mest. Når minedrift kan betale sig, vælger flere at forlade landbruget og arbejde i minerne. Det skaber konflikter, da minedriften ødelægger de landbrugsområder, som folk tidligere har været afhængige af. Jorden bliver ofte uegnet til afgrøder som kakao og ubrugelige til landbrug.
Skiftet mellem minedrift og landbrug skaber ikke kun økonomiske udfordringer, men også sociale konflikter i lokalsamfundene, påpeger professoren:
”For dem, der drager fordel af minedriften, giver det en mulighed for en bedre levestandard, såsom at bygge et hus eller støtte familien økonomisk. Som én af dem, jeg har talt med, udtrykte det: ‘Jeg har dyrket jorden hele mit liv uden at kunne købe en mursten, men minedrift har gjort det muligt for mig at bygge et hjem’.”
Men når ressourcerne er opbrugt, opstår der ofte et dilemma:
“Der er mange, der er bekymrede for tabet af bæredygtige levebrød. Kakaobønder peger på landbrugets langsigtede stabilitet og dets arv for kommende generationer, mens minedrift kun skaber kortsigtede gevinster. Det understreger de komplekse afvejninger mellem økonomiske og miljømæssige hensyn,” siger hun.
Politisk tovtrækning
Minedrift er ikke bare en økonomisk aktivitet, men også en politisk kampplads i Ghana, fortæller Janet Adomako. Under valget i 2020 brugte oppositionspartiet National Democratic Congress (NDC) løfter om at legalisere galamsey som en vælgerstrategi. Det er et budskab, som især appellerer til vælgere i Ashanti-regionen, hvor den uformelle minedrift udgør manges levebrød, og restriktionerne har skabt modstand mod regeringen. Men det er langt fra alle, der støtter en legalisering af galamsey:
Janet Adomako, professor ved Bucknell University i USA.
Foto: James T. Giffen/Bucknell University
”Bevægelser som ‘Fix the Country’ og ‘galamsey’-protesterne vinder ofte momentum omkring valgperioder, når folk føler et større behov for at tage presserende problemer op. I de seneste år har frustrationer over arbejdsløshed og miljøødelæggelse, især som følge af uformel minedrift, ført til stor mobilisering,” fortsætter hun.
Og frustrationen forstærkes af et politisk system, hvor det er den ældre generation, som træffer beslutningerne, mens de unge føler sig overhørt. Der er et stærkt ønske om politisk forandring og et mere retfærdigt system, der sikrer, at ressourcerne ikke bliver misbrugt, forklarer hun videre.
Ezekiel er en af dem, som mener, at den politiske elite ofte ikke prioriterer miljøproblemer, der ikke direkte påvirker deres egne eller deres valgkredses levevilkår. Når de selv har adgang til rent vand og bor langt væk fra de berørte lokalsamfund, så ignorerer mange ledere konsekvenserne af uformel minedrift for lokalbefolkningen. Det er først, når det udvikler sig til en national krise, at de bliver tvunget til at se problemerne i øjnene, mener han og uddyber:
”Situationen med uformel minedrift nåede endelig så kritisk et punkt, at landets tidligere præsident var nødt til at tage det op. Han erklærede, at han var villig til at sætte sit præsidentskab på spil for at bekæmpe uformel minedrift og overvejede endda at træde tilbage, hvis problemet ikke blev løst. Men på trods af demonstrationer, mediekampagner og endda militær intervention autoriseret af præsidenten er den uformelle minedrift ikke blevet stoppet.”
Desuden er der en kompleks juridisk relation mellem staten, jordejere og lokale ledere, som udgør en udfordring for myndighedernes forsøg på at regulere den uformelle minedrift, fortæller Adomako. Det er faktisk klart, hvem der ejer overfladen, men hvis der opdages mineraler under jorden, tager staten kontrol over undergrunden. Adskillelsen mellem, hvem der ejer overfladen, og hvem der har ret til ressourcerne under jorden, skaber forvirring. Det efterlader et juridisk vakuum, som mange udnytter til at omgå lovgivningen.
Derfor antager man, at en stor del af det ulovligt udvundne guld paradoksalt nok kan ende med at blive solgt til staten
Janet Adomako
“Myndighedernes køb af guld afslører et komplekst forhold, da Precious Minerals Marketing Company (PMMC), som er den eneste, der må købe guld, er en statslig organisation. Det er dem, der køber guldet fra folk, der handler guld i distrikterne. Derfor antager man, at en stor del af det ulovligt udvundne guld paradoksalt nok kan ende med at blive solgt til staten,” tilføjer hun.
Ezekiel påpeger også paradokset mellem myndighedernes opkøb af guld og statens kamp mod ulovlig minedrift:
“Der cirkulerer en del information om, hvor størstedelen af det ulovligt udvundne guld rent faktisk ender. På grund af vores system kan en stor del af det ulovligt udvundne guld i sidste ende blive opkøbt af staten gennem PMMC.”
Voksende modstand
Uklarheden om ejerskabet af jorden har ført til, at mange minearbejdere vælger at købe land fra lokale myndigheder i stedet for at søge de nødvendige tilladelser fra staten. Det betyder, at småskala-minearbejdere er begyndt at udvinde ressourcer i miljøfølsomme områder. Og det har skabt forargelse blandt ghanesiske aktivister, der advarer om de langsigtede konsekvenser.
Myndigheder som Ghana Water har advaret om, at forurening fra uformel minedrift gør det dyrere og sværere at rense vandet. På sociale medier deles utallige billeder og historier, der dokumenterer ødelæggelsen: skovreservater og floder, der er blevet forurenet til det uigenkendelige, samt kakaoplantager, der er blevet ødelagt, fortæller Adomako.
Selvom protesterne i byerne primært handler om uformel minedrift, føler mange ghanesere sig generelt snydt, når det kommer til deres lands naturressourcer. De undrer sig over, hvorfor udenlandske virksomheder kan få lov til at udvinde guld uden at bidrage til lokalsamfundene, mens folk i Ghana kæmper med dårlige veje, mangel på rent vand og en infrastruktur, der ikke hænger sammen.
Læs også: Ghana slår ned på kineseres ulovlige minedrift
Det handler således ikke kun om miljøødelæggelse og lovbrud, men også om en større kamp for, at det ikke kun er ulovlige minearbejdere og udenlandske aktører, som får glæde af landets ressourcer. Ezekiel understreger ønsket om en mere retfærdig og bæredygtig ressourceforvaltning, der sikrer, at de lokale samfund også får gavn af udvindingen af ressourcer. Derfor håber han, at flere ghanesere vil deltage i protesterne.
”Øget borgerengagement og globale initiativer kan føre til bedre forvaltning af mineralressourcerne og sikre, at de kommer de lokale befolkninger til gode,” siger han.
