Almen teori om glemsel
José Eduardo Agualusa
Oversat af Gregers Steendahl
Udkommet i 2018
280 sider – 300 kr.
Batzer & Co
Ringstedgade 28
4000 Roskilde
Info: batzer
Agualusa har kaldt sin roman for Almen teori om glemsel, hvilket er en meget præcis beskrivelse af dens underliggende tema. Titlen kan give associationer til en tør og tung akademisk bog med komplicerede teoretiske udredninger, men sproget er langt fra akademisk. Det er derimod stærkt fabulerende og blomstrende.
Magi eller realisme?
Den amerikanske forfatter, biograf og digter Alan Kaufman har beskrevet Agualusa som en krydsning mellem Gabriel García Márquez og J.M. Coetzee.
Da Globalnyt møder Agualusa til festivalen LiteratureXchange i Århus, afviser han sammenligningen med García Márquez med at pointere, at europæisk og amerikansk litteraturkritik kalder alle bøger, som er skrevet i et fabulerende og eventyrligt sprog for ‘magisk realisme’. Selv mener han selv bare, at hans sprog er realistisk.
Romanen er en blanding af poesi, prosa og breve. Handlingen udspiller sig omkring en konkret lejlighed i Angolas hovedstad Luanda, hvor forfatteren i parentes bemærket selv har boet. Lejligheden er det eneste dokumentariske i romanen, alt andet er fiktion.
I lejligheden bor en kvinde, som vælger at bure sig inde, da Angola opnår selvstændighed fra Portugal. Hun flytter til Angola fra Portugal umiddelbart før Angola opnår selvstændighed, og hun kan ikke rigtig forholde sig til, hvad der foregår omkring hende. Derfor vælger hun at mure sig inde i lejligheden, hvor hun lever aflukket fra omverdenen i 30 år.
Skal vi glemme eller huske?
Lejligheden bliver scene for romanens handling og for betragtninger om glemsel. Agualusa svarer aldrig på spørgsmålet om glemslens nødvendighed, men han lader forskellige stemmer tale.
Spørgsmålet er absolut relevant og aktivt tilstedeværende i den region som Agualusa skriver fra og er bosat i (han er fra Angola, men nu bosat i Mozambique), og hvor romanen også udspiller sig. Fortællingens bagtæppe er den lange selvstændighedskrig, som sluttede i midten af 1970erne, og den efterføgende borgerkkrig i Angola.
Den ydre kontekst fremstår kun i glimt og fragmetarisk, men det er heller ikke den politiske udvikling i Angola, som er Agualusas ærinde. Derimod handler det om noget meget mere nærliggende og generelt menneskeligt: at forstå den situation som hovedpersonen Ludo befinder sig i og er placeret i, afskærmet fra verden udenfor, og hvordan verden alligevel trænger sig på.
Sansemættet lyrisk kollage
Agualusa formår mesterligt at væve en tæppe af lyrisk sprog og filosofiske betragtninger. Læseren får aldrig et klart billede af den ydre verden, men vi bliver vidne til et menneskes liv, og vi hvirvles gennem betragtninger om at glemme og huske.
Agualusa manipulerer med læseren i indledningen ved at sige, at bogen bygger på virkelige optegnelser fra et menneskes liv, men alligevel er ren fiktion. Måske betyder det ikke noget, hvad som er fakta og fiktion? Den opdeling og dens relevans forsvinder undervejs. Ligesom heller ikke Angola eller landets politiske virkelig er afgørende. Det vigtige er de stemmer, vi får lov at lytte til.
