Saudi-Arabien, Kuwait og De Forenede Arabiske Emirater har lovet Jordan 2,5 milliarder dollars i hjælp i et forsøg på at stabilisere det mellemøstlige kongedømme. Jordan er ramt af de værste demonstrationer i årevis, efter regeringen har præsenteret en spareplan, der omfatter skattestigninger og højere priser på dagligvarer.
Det skriver flere internationale medier.
Protesterne i Jordan begyndte i hovedstaden Amman tidligere på måneden og bredte sig hurtigt til andre provinser. Demonstranterne indledte med at kræve regeringens afgang, og at en meget kritiseret skatteplan bliver taget af bordet.
I sidste uge trådte premierminister Hani al-Mulki og hans regering tilbage. Det er kun tredje gang nogensinde, at en folkelig protest resulterer i, at regeringen træder tilbage i Jordan.
I golf-landenes samarbejdsorganisation – GCC – er der frygt for, at protesterne kan føre til et nyt arabisk forår, hvis de får lov at vokse sig større. Og at det kan brede sig til andre lande i regionen.
”Golfstaterne og især Saudi-Arabien, er meget følsomme over for ethvert krav om reformer i Jordan, fordi de frygter, at det vil påvirke dem og blive et dårligt eksempel for deres egen befolkning,” siger en kilde i Jordan til al-Jazeera.
Den jordanske kong Abdullah håber, at saltvandsindsprøjtningen fra de rige oliestater vil lægge en dæmper på protesterne og lukke hullet på det jordanske statsbudget, siger kilder i Jordan til tv-stationen al-Jazeera.
Foruden milliardhjælpen fra GCC får Jordan årligt omkring en milliard dollars i støtte fra USA samt hjælp fra EU og en række andre donorer.